Vores Historie

Frederik Bajer og Matilde Bajer

Stiftelsen

Med et pennestrøg, en vinterdag i 1871, ved Matilde Bajers sybord på Nørrebro, blev der skrevet ligestillingshistorie i Danmark: Dansk Kvindesamfund kom til verden.  Med stiftelsen af den lille organisation blev kvindesagen sat i system, og Dansk Kvindesamfund blev den danske kvindebevægelses første organisatoriske udtryk. Til dags dato den ældste af sin art i Danmark og en af de ældste i verden.

Baggrunden

Litteraten Georg Brandes introducerede stormomsust i 1867 sin oversættelse af John Stuart Mills epokegørende værk ”Kvindernes Underkuelse”, og kvindesagskvinder og -mænd tog den til sig. Ægteparret Matilde og Fredrik Bajer var blandt den begejstrede del af læserskaren. Brandes skabte også røre i den intellektuelle andedam med sine forelæsninger i 1871 om Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur, hvori han fastslog vigtigheden af at sætte problemer til debat; herunder køn og ægteskab som diskutable enheder.

Den var Barndomsvennerne Matilde og Fredrik med på. De var blevet gift i 1867, og allerede på deres bryllupsrejse brugte de tid på at køre rundt og distribuere kvindesaglige skrifter. Fredrik var på det tidspunkt både redaktør og distributør i Danmark for det svenske ”Tidsskrift för Hemmet”, som i Skandinavien talte kvindesag og emancipation. Matilde insisterede på, at en stor del af den synd og elendighed, som menneskeheden led af, var en følge af kvindens nuværende stilling i samfundet. De to delte de feministiske eller emancipatoriske tanker.

Så var det, at de modtog et tip fra Schweiz vedrørende en ny international forening for kvinders rettigheder. Den danske jurist Aleksis Petersen, bosat i Geneve, fortalte om Association Internationale des Femmes, og foreningen her ville gerne udvide til lokale komiteer rundt omkring i Europa. Bajer-parret var klar! Den skandinaviske afdeling af Association Internationale des Femmes blev stiftet i Blågårdsgade 15, 1. sal hos Matilde og Fredrik Bajer. Hun blev forstanderske (datidens betegnelse for forkvinde) og var Dansk Kvindesamfunds egentlige stifter, og han fungerede som sekretær og rådgiver

Stiftelsens udgangspunkt var altså ikke med basis i en konkret sag, men mere et incitament fra international side. Det var ikke en bevægelse, men baseret på enkeltpersoners initiativ. Stifterne var, udover Matilde Bajer,  lærerinden Caroline Testman, Tagea Brandt og Elisabeth Ouchterlony. Fredrik Bajer var nærmere med på sidelinjen. Han var en vigtig medspiller; året efter kom han i Folketinget og blev en vigtig mellemmand for Dansk Kvindesamfunds initiativer på parlamentarisk niveau.

15. december 1871 besluttede man endegyldigt at bryde forbindelsen med den schweiziske moderorganisation og danne sin helt egen selvstændige organisation. Dansk Kvindesamfund fik på den måde det navn, vi kender i dag.

Hattedamer og aktivister

Foreningen vedtog samtidig med vedtagelsen af sit danske navn sin første formålsparagraf. Den lød således: Dansk Kvindesamfunds formål er at hæve kvinden i åndelig, sædelig og økonomisk henseende og således tillige gøre hende til et selvstændigere medlem af familie og stat, navnlig ved at åbne hende adgang til selverhverv.

De fem bestyrelsesmedlemmer bestod i de første år af dels lærerinder og dels gifte fruer. Udefra så det ud som om Dansk Kvindesamfund var borgerkvindernes forening; borgerkvinder, der talte til og om borgerkvinder. Frøet til Dansk Kvindesamfunds image som hattedame-forening blev således plantet fra den første dag. Men det er en tilsnigelse at kalde det en ren borgerkvinde-organisation; Lærerinderne var ludfattige og kendte intet til at få serveret livet på et sølvfad. De hårdtknoklende arbejderkvinder fik i 1873 mulighed for at skabe sig andre intellektuelle muligheder i livet via Søndagsskolen for Kvinder, som Dansk Kvindesamfund etablerede. Dansk Kvindesamfund ville gerne have alle med om bord.

Dansk Kvindesamfunds heppekor var i nogle tilfælde de kvinder, der havde rum, tid og overskud til at skænke velgørenhed og kvindesag mere end én tanke. Hattedamer blev disse kvinder hånende kaldt. Betegnelsen blev – og bliver – gerne brugt nedsættende om den snobbede societydame, der gerne vil redde verden, men mest for sin egen skyld. Sådan lød fordommene. Imidlertid er det en sexistisk italesættelse af engagerede kvinder, der påtog sig et stort stykke politisk og socialt arbejde for dårligt stillede kvinder og børn. Sådanne kvinder udgjorde fortroppen i kvindesagsbevægelsen og var reelt datidens aktivister. For på det tidspunkt havde politisk virksomhed for en kvinde ekstremt trange kår. At organisere og engagere sig udenfor hjemmets fire vægge var ikke en realistisk mulighed. Velgørenhed blev altså en kattelem til aktivisme.

Dansk Kvindesamfund ville ændre det samlede billede: Paa nogle Medlemmers Forespørgsel (…) oplyste Næstforstandersken, at Dansk Kvindesamfunds Maal ikke var at understøtte trængende Kvinder eller virke som de saakaldte velgjørende Selskaber, men det var, at virke for hele Kvindekønnets Stillings forbedring, ved alle disponible Midler at aabne det Adgang til at erhverve sig Kundskaber og en selvstændig Virksomhed.

Dansk Kvindesamfund var for alle.

Uddannelse

Stifterne af Dansk Kvindesamfund ræsonnerede, at kvindens vej til anerkendelse som selvstændigt individ først og fremmest gik gennem uddannelse. Ingen kvinder havde på stiftelsestidspunktet taget studentereksamen, og derfor var der naturligvis ingen akademisk uddannede kvinder.

Uddannelsesmæssigt var det højeste trin på stigen den eksaminerede lærerindeuddannelse. Og så skulle man i øvrigt som kvinde ikke gøre sig håb om mere. Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf skulle få et fysisk udtryk i form af den skolestiftende virksomhed, som hurtigt kom i gang efter organisationens stiftelse.

Med disse ord fødtes ideen om en handelsskole for kvinder. Efter med møje at have skrabet nok penge sammen slog Dansk Kvindesamfund dørene op til Handelsskolen for kvinder i november 1872. Fagene var bl.a. regning, bogholderi, dansk, engelsk, tysk og geografi. 15 elever var der til en start, plads til og skolen blev en stor succes. I de efterfølgende ti år, indtil skolen blev selvejende, udklækkedes hundredvis af unge talkyndige kvinder, godt klædt på til at begå sig indenfor handel og bogholderi.

I 1873 kom det næste skud på stammen: Søndagsskolen for Kvinder. Dette skulle ikke forstås som den gængse søndagsskole med kristen læring; det her var en skole for de unge kvinder, der i forvejen var travlt beskæftigede i ugens øvrige dage med hårdt fysisk arbejde. Med Søndagsskolen imødekom man arbejderkvindernes behov for uddannelse og læring. Her stod de mest elementære fag som dansk, matematik og skrivning i højsædet, og skolen var tilmed gratis. Lærerstaben donerede deres kræfter ganske frivilligt, ligesom økonomien var baseret på donationer.

Tilstrømningen til skolen var til at tage at føle på: 4 år senere havde 189 unge arbejderkvinder styrket deres muligheder på skolen, og den var således den mest populære skole i Dansk Kvindesamfunds regi. Det sociale og filantropiske islæt fornægtede sig ikke i oprettelsen af denne skole. Men vi stoppede ikke her, – året efter var der endnu en skole i støbeskeen.

Det var et afslag, der satte gang i Tegneskolen for Kvinder. Kunstakademiet var endnu (heller) ikke åbent for tilgang af kvinder. Det var nemlig sådan, at kvinder ingen adgang havde til nogen som helst kunstnerisk uddannelse. Dansk Kvindesamfund havde i 1874 sendt et andragende til Akademirådet og opfordret til, at kvinder fik adgang til Akademiet, men det blev pure afvist. Og så måtte man finde en anden løsning.

Det blev Tegneskolen for Kvinder. Her var formålet at give kvinder undervisning i tegning og andre kundskaber, der kunne være dem til nytte, når de ville søge erhverv i industriens tjeneste. For tiden var moden til det; industrialiseringen fordrede institutionaliserede uddannelsesmuligheder og -tilbud for kvinder.

Arkitekten Vilhelm Klein som sad i Dansk Kvindesamfunds styrelse, tegnede bygningen; den blev bygget og indviet i september 1880 på Vester Voldgade 10, nu H.C. Andersens Boulevard 10. Et 4-etagers klassicistisk pragteksemplar. Kvinderne, der gik i skole her, var borgerdøtre – nogle med deciderede kunstneraspirationer, andre med reelle jobmuligheder som kunsthåndværker i sigte.

Mangt en kongelig plattemalerske kom til at træde sine barnesko her, og Bing & Grøndahl kom til at hente flere af sine dygtigste malerinder her. Den oprindelige bygning har siden lagt lokaler til forskellige erhverv, indtil den i 2018 kom ’tilbage’ til Dansk Kvindesamfund; den smukke bygning kom til at rumme det ene af Dansk Kvindesamfunds krisecentre med plads til 20 voldsramte kvinder og børn.

En kvindesolidarisk sløjfe bandt husets to tidsaldre sammen. Dengang var skolen et reelt flagskib for Dansk Kvindesamfund. I dag lever de emancipatoriske tanker videre indenfor murene; Dansk Kvindesamfunds forsøg på at bekæmpe kønsbaseret vold strækker sig nemlig længere end til blot fine paroler og teori. Krisecenteret her er et manifest eksempel herpå.

Kvinder tager nu både lange og solide uddannelser her til lands. Og Dansk Kvindesamfund har været med til at sparke døre ind, for at det i det hele taget kunne lade sig gøre. Det til trods er der stadig en vej at gå. For det er sådan, at andelen af kvinder rasler ned, jo højere op i uddannelseshierarkiet, de kommer: Kvindelige ph.d.er, lektorer og adjunkter findes der færre af, end de mandlige. Kvindelige professorer udgør kun 23%. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale hos de underrepræsenterede kvinder. Det er så den sidste barrikade, der skal nedbrydes. I den ånd – ånden fra de tidlige år – arbejder Dansk Kvindesamfund videre.

 

Valgret

Fra starten tilstræbte Dansk Kvindesamfund den neutrale og partipolitisk uafhængige linje. Og man veg ligeledes tilbage for at virke alt for radikal i sin tilgang. Formålet var at samle så mange kvinder som muligt på tværs af politisk observans. Resultatet blev, at linjen blev lagt ud fra et moderat udgangspunkt. Vægten blev lagt på en række praktiske reformkrav og den rent neutrale kvindesag, hvor alle kunne være med. Man ville ikke slås i hartkorn med noget parti eller nogen gruppering

Spørgsmålet om valgret var penibelt og et eksempel på den vanskelige balancegang ved at ville være upolitisk. For Dansk Kvindesamfund vedtog i 1887 at støtte op om valgretskravet, men trak vedtagelsen tilbage i huj og hast, fordi det simpelthen var for radikalt.

Det kunne nemlig også blive opfattet som en støtte til oppositionen, som på dette tidspunkt bakkede op om kravet. Og det ville man ikke have siddende på sig. Dansk Kvindesamfund ville altså gerne tækkes sine konservative støtter. Først i 1906 var man klar til for alvor at melde ud, at man var for valgret. Den urokkelige tro på neutralitet har igennem tiden bragt organisationen ud på dybt vand og til tider på det nærmeste truet Dansk Kvindesamfunds eksistens. Men man kan også spørge sig selv, om det ikke netop er denne strategi, der har sikret Dansk Kvindesamfunds livsduelighed i 150 år.

Danske kvinder fik tildelt kommunal valgret i 1908. I 1915 fulgte stemmeretten til Folketing og Landsting i Rigsdagen på lige fod med mænd. Det var kulminationen på årtiers kamp for demokratisk anerkendelse og muliggjort med indsats fra den samlede kvindebevægelse. Den 5. juni 1915 defilerede 12.000 kvinder, med Dansk Kvindesamfund i spidsen, i sejrsoptog gennem Københavns gader og sluttede af på Amalienborg Slotsplads.

I 1918 da det første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen fandt sted, var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem var Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister – undervisningsminister – og i øvrigt verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. 

Dernæst skulle der gå 23 år, før en kvinde atter blev minister i 1947; fagforeningsbossen Fanny Jensen, dog uden portefølje, men ”med særligt Henblik paa Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes Interesser”. Flere Dansk Kvindesamfund-profiler har været ministre. Bl.a. Lis Groes, som var handelsminister 1953-1957, og Grethe Fenger Møller, arbejdsminister 1982-1986 Først i 1970’erne steg andelen af folkevalgte kvinder i Folketinget for alvor. I dag er knap 40 % af folketingspolitikerne kvinder.

En fortælling om sædelighed og retten til egen krop

1800-tallet var et særdeles knibskt århundrede, hvor nye standarder for individ og fællesskab blev sat. Det borgerlige værdisæt blev definerende for det ideelle menneske, ligesom moderskabet blev definerende for kvindeligheden. Det var samtidig videnskabernes århundrede, og biologien som studiefelt var det sidste nye skrig. Charles Darwin talte om arternes oprindelse og evolution.

Et credo blev, hvorledes hannen i dyrenes rige altid var den seksuelt opsøgende, og hunnen derfor det modsatte. Seksualitet fandtes slet ikke som begreb i kvindens verden, – hun var aseksuel. Kopulering var udelukkende med forplantning for øje; for kvinden, forstås. For nydelse var ejet af manden. Derfor blev sædelighedsdebatten i 1880’erne fuldstændig afgørende: For den blev en generator for samtalen om seksualitet og moral, frisind og debatkultur i sig selv. Og hvad man i det hele taget kan tale om.

Første omgang

Styrelsesmedlem og stifter af K&S, Elisabeth Grundtvig, trådte op på talerstolen en aften i marts 1887. Hun ville tale om kyskhed. Skytset var rettet mod mændene, som boltrede sig frigjort uden for ægteskaberne – godt hjulpet på vej af prostitutionslovgivningen af 1874, der lovliggjorde aktiviteten. Hun krævede sædelig lighed og plæderede for afholdenhed. Selvbeherskelse var nøgleordet – for begge køn

Med Grundtvigs verbale indspark nåede den årelange snak frem og tilbage om emnet sit klimaks (- for at blive i jargonen). For det var noget af en debat, og ikke nok med det – det var en sprængfarlig debat. En shitstorm. Internt i Dansk Kvindesamfund var man heller ikke helt enige om, at dette var en debat, der var sømmelig for kvindesagen. Men da de værste dønninger efter den vilde fejde, der indtraf i juli 1887, havde lagt sig, var der overvejende enighed internt i organisationen om sædelighedssagens relevans.

I fejden stod Grundtvig i det ene ringhjørne og litteraten Georg Brandes i det andet, og slåskampen foregik over 3 måneder. I Politiken skrev han flere harmdirrende artikler, hvor han kommenterede bittert og sarkastisk på Grundtvigs krav om sædelighed.

Grundtvig anlagde sag mod Brandes for ærekrænkende injurier. Da Brandes kun havde underskrevet sine breve G.B., kunne man ikke endegyldigt bevise, at han stod bag, og derfor blev det Politikens redaktør Viggo Hørup, der måtte betale bøden på 100 kroner inklusive sagens omkostninger, som beløb sig til 40 kroner. Brandes gik således fri for straf. Men der var gået hul på den seksualmoralske samtaleboble. Det var et nybrud, men det var også segment-bestemt og en diskussion, som den brede befolkning ikke nødvendigvis kunne identificere sig med. 

For et menneske af i dag, kan det forekomme snerpet og over-moralsk, at have kyskhed og seksuel afholdenhed som rettesnor for et godt liv. Men det skal ses i lyset af datidens kvindelige erfaringsgrundlag: Graviditeter, fødsler og kønssygdomme kunne for en kvinde dengang være den direkte årsag til invalidering, økonomisk ruin, social udstødelse og ødelæggelse af både krop og sjæl. 

Anden omgang

I løbet af 1920’erne blomstrede nye seksualreformatoriske organisationer frem: Foreningen for Sexuel Sundhed, Foreningen for Seksuel Oplysning og Arbejderkvindernes Oplysningsforening. Verden havde ændret sig; kvinder havde fået stemmeret, 1. Verdenskrig var overstået, kjolesømmen var kravlet højere op.

Den seksualpolitiske diskussion var sammenvævet med den sociale dimension: I 1920 rystedes nationen af den gruopvækkende barnemordssag, hvor Dagmar Overbye kendtes skyldig i 9 tilfælde af mord på pleje-spædbørn. Dansk Kvindesamfund fulgte sagen intenst, ligesom det fulgte med i beretningerne om den høje frekvens af barnemord generelt i samtiden: Barnemord begået af moderen selv, eller i enkelte tilfælde af plejemoderen.

Overbye var nemlig ikke den eneste barnemorderske i samtiden, men måske en af de mest uhyggelige og afstumpede. I starten af århundredet havde man i en lang række numre af Kvinden & Samfundet beskrevet sagernes omfang, og medfølelsen med kvinder fødende i dølgsmål eller enlige kvinder blev tydeligt udtrykt i Dansk Kvindesamfunds beretninger.

I årene 1900-1920 blev 318 kvinder dømt for mord på spædbørn. Ud fra de skitserede problematikker besluttede Dansk Kvindesamfund i 1921 at iværksætte kurser i barnepleje, moderskab og seksuel hygiejne. Kursusrækken Moderkundskab og Barnepleje løb af stablen i 1922. Styrelsen havde godkendt kursusrækken ud fra en erkendelse af en åbenlys uvidenhed i samfundet vedrørende biologi, anatomi og forplantning.

På et lille års tid havde kredse landet over tiltrukket 1400 kursus-lystne kvinder, gifte såvel som ugifte fra alle samfundslag og i alle aldre. Tilhørerne ville især gerne vide mere om, hvordan graviditet kunne undgås. Men her opstod der et problem: For et var ikke det, kurset handlede om: Dansk Kvindesamfund var ikke villig til at rådgive om prævention. Lange og ophedede diskussioner om netop dette fandt sted i styrelsesregi. Man mente nemlig ikke at femismens opgave var at frisætte seksualiteten: Kvinden var så at sige ikke herre over egen krop. 

Abortspørgsmålet

Svangerskabskommissionen blev nedsat i 1932 på foranledning af Retslægerådet. Rådet vurderede, at lægestand såvel som befolkning manglede viden om svangerskabsafbrydelse, ligesom man var usikre på strafferammen for illegal abort. Abort var nu blevet en reel mulighed set ud fra et medicinsk forsvarligt synspunkt, og der var behov for at få strammere retningslinjer

Dansk Kvindesamfund hilste kommissionen velkommen og var samtidig også yderst tilfreds med, at 8 medlemmer i kommissionen – ud af 18 – var kvinder. En så høj repræsentation af kvinder i politisk kommissionsarbejde var aldrig set før, og DK så kommissionens arbejde som vigtig for kvindesagen.

6 kommissionsmedlemmer var tilmed medlem af Dansk Kvindesamfund. I 1932 da kommissionen nedsattes og påbegyndte sit arbejde, var organisationens holdning til svangerskabsafbrydelse: ”Mening står mod mening, også inden for Dansk Kvindesamfund; det er ikke et spørgsmål, vi vil kunne stå samlede om, men ikke desto mindre et spørgsmål af vidtrækkende betydning for kvinderne, og vi vil med al den årvågenhed, der står os til rådighed, holde vore læsere oplyst om Kommissionens behandling af de anførte programpunkter, når vi kommer så vidt…” 

Man var altså internt uenige om abortspørgsmålet; det man tilnærmelsesvis kunne blive enige om var, at sagen var vigtig for kvindesagen. Lederen af ungdomskredsen, Stella Kornerup, meldte klar i mælet ud, at ”Vi maa have ret til at afbryde Svangerskab under fuldt Ansvar og fuld kyndig Vejledning”. Kornerup var særdeles populær, og hendes holdning vakte genklang hos de unge. Kornerup forlod faktisk DK i 1936, fordi hun følte sig forbigået af den gamle garde i DK.

I 1956 havde Den 2. Svangerskabskommission afgivet sine betænkninger. Edel Saunte, som havde været forkvinde fra 1936-1941 og på det tidspunkt var en af de progressive unge kvinder, var nu leder af Svangerskabskommissionen. Dansk Kvindesamfund havde i løbet af mellemkrigstiden simret lidt på abortspørgsmålet, og nu gik Dansk Kvindesamfunds repræsentanter i kommissionen faktisk ind for abort på social indikation.

Tredje omgang

I 1963 vakte en gruppe unge kvinder – og mænd – ungdomsarbejdet til live igen. Prævention og seksualitet var atter blevet en del af dagsordenen og i høj grad et incitament. Efterkrigsgenerationen turde italesatte sex og frygten for graviditet. F.eks. vakte den 20-årige Ulla Dahlerup bestyrtelse landet over, da hun i et tv-program i 1963 plæderede for, at unge piger fra deres 15. år skulle kunne få opsat pessar uden forældrenes samtykke. Det lå lige til højrebenet for de unge i Dansk Kvindesamfund. For dem blev abortsagen en mærkesag; den blev et af hovedpunkterne, og de unge forsøgte i 1966 at overbevise ledelsen om, at den fri abort var en god idé.

Mette Bryld og svigerinden Tine Bryld stod i spidsen, og de annoncerede, at Ungdomskredsen havde tænkt sig at åbne et decideret abortkontor samt at arrangere abortrejser til Polen og England. Det blev aldrig ført ud i livet; de unge var for radikale i deres udmelding, og det kom til et afgørende brud mellem moderorganisationen og de unge.

På ledelsesniveau syntes man, at de unge var blevet en del af et større strukturelt problem; ungdomskredsen skulle ideelt set være underlagt samme retningslinjer og love som alle andre, der repræsenterede organisationen. Dansk Kvindesamfund kunne altså ikke tillade kredsens ønske om særstilling, og de bidske unge fik mundkurv på.

Grethe Fenger Møller sagde i den forbindelse om hele abort-miseren, at ”kvindesagen mangler konsekvens, og den er ikke revolutionær”. Generationskonflikten lignede den, der havde oppisket vandene i 1930’erne, men skulle vise sig at være af endnu alvorligere karakter

Så i foråret 1968 smækkede de unge med døren: Ungdomskredsen nedlagde sig selv. De unge oprørere dannede det aktivistiske og radikale Individ & Samfund, som blev kimen til den danske Rødstrømpebevægelse. Med fremkomsten af den nye kvindebevægelse blev banen for alvor kridtet op; et skel mellem de to blev draget, og Dansk Kvindesamfund blev for alvor sat i skammekrogen som den sure gamle kone. Individ & Samfund gik straks i gang med diverse plakataktioner og åbnede tillige det rådgivningskontor, de havde tænkt på i Dansk Kvindesamfunds regi. Abortrejser var en del af det aktivistiske arbejde. Sågar en pjece om udførelse af hjemmeabort.

Men herfra arbejdede DK på højtryk, og da aborten endelig blev lovliggjort i 1973, var det til dels takket være Dansk Kvindesamfund. Fra at have været en forbrydelse 100 år tidligere – fosterfordrivelse – hvor kvinden potentielt måtte betale med sin afhuggede hals, overgik handlingen provokeret abort til status som helt legitim menneskeret. 

Fjerde omgang

I 2017 viste det kønspolitiske revolutionære potentiale tænder, og tusindvis af kvinder verden over delte erfaringer om seksuelle krænkelser i alle afskygninger. Kvinder stillede sig skulder ved skulder og hjalp hinanden med at fjerne skammen og skylden, og magtfulde mænd faldt i hobetal ned fra deres elfenbenstårne. 2020 skulle i Danmark vise sig at blive en krudttønde af smertefortællinger om seksuelle overgreb.

Ved årsskiftet kom den ultimative positive forløsning: samtykkeloven. Vi står stadig midt i #MeToo’s feministiske kraftcentrifuge. Imens samtykkeloven forhåbentlig kan gøre sit til en kulturændring af synet på seksualitet, vil vi se stadig flere krænkelsesberetninger, som vil favnes… og flere gerningsmænd, der må kaste de beskidte håndklæder i ringen. Og opgive deres magt og ret. Den ret til egen krop, som kvinder jo har. Nu såvel som i 1880’erne.

Vold mod kvinder: en mærkesag

Ved åbningen af Dannerhuset fandtes der ét krisecenter i landet; det var Ringsted Krisecenter, og det åbnede 8. marts 1978. Kvindebevægelsen havde op gennem 1970’erne peget på problemet med vold mod kvinder, og i forbindelse med Kvindeåret i 1975 blev vold mod kvinder anerkendt af FN som en reel krænkelse af menneskerettighederne. I 1976 så Joan-Søstrenes rådgivning dagens lys.

Kiggede man til udlandet, kunne man konstatere, at en decideret krisecenterbevægelse blomstrede, og krisecentre for voldsramte kvinder piblede frem i USA og England. Ideen om huse, hvor kvinder kunne søge tilflugt fra volden, var ét aspekt af sagen. Et andet aspekt var det – jævnfør tidens mantra – rent kvindesolidariske: Det private er politisk, ingen skal være alene!

Den private vold skulle blotlægges. Man var i den vestlige verden begyndt at forstå, hvor stort problemet med vold i hjemmet var, og Danmark var ingen undtagelse; alt for mange kvinder fik tæv derhjemme – og havde ingen steder at gå hen. Alt det diskuterede man på et arbejdsmøde i Dansk Kvindesamfund nogle uger efter åbningen i Ringsted; at mere måtte gøres for kvinderne. Det aktivistiske medlem Lasse Edith Trojel (som trods sit navn var cis-kvinde) proklamerede, at et center måtte etableres. Deltagerne på mødet var ovenud enige om og begejstrede for ideen. 

Eva Rude var dynamisk Kvindesamfundskvinde. Hun var bl.a. forkvinde i Gentofte/Charlottenlundkredsen i 1950’erne og redaktør af K&S i årene 1962-1967.  Eva Rude arbejdede overfor den forfaldne Kong Frederik den Syvendes Stiftelse, dvs. Dannerhuset og havde set, hvor øde det lå hen. Det var et helt oplagt sted at skabe et krisecenter. Eva Rude tog kontakt til husets administratorer.

Kommunen havde dog planer med huset, – det skulle nemlig laves om til kontorbygning. Man tilbød Dansk Kvindesamfund at købe det flotte gamle hus for 3,5 mio. kr. Dansk Kvindesamfund var jo ikke en velhavende organisation, så dette havde ingen gang på jord. Hvad der så skete var at Dansk Kvindesamfund kaldte sammen: Alt hvad der kunne kravle og gå at feministisk orienterede organisationer – henved 30 styks – blev sat ind i sagen.

På den måde gik der halvandet år i kringlede forhandlinger med stiftelsen. Men entreprenørfirmaet Jespersen & Søn stod på lur og købte det for næsen af kvinderne; nu skulle huset rives ned for at give plads til beton og glas. SÅ var bægeret fyldt: i november 1979 besatte i alt 300 kvinder, med Dansk Kvindesamfund i spidsen, huset. Nansensgade Beboerforening øjnede en fredningssag, som blev udslagsgivende for husets fremtid. Fredningssagen blev vundet, og huset kunne pludselig ikke rives ned. 

Det solidaritetsarbejde, som kvindeorganisationerne løftede sammen, var af historiske dimensioner: Der var støttefester, demonstrationer, aktioner, der var salg af plakater og klistermærker, udgivelse af støttepladen ”Danner-Rock”, teaterforestilling i Tivolis koncertsal – og murerskjorten, ikke at forglemme. Pengene – de mange penge blev rejst; det var blevet en folkesag. Kvindecenterfonden Dannerhuset fik lov at købe huset.

Når vi taler om vold mod kvinder – hustruvold og voldtægt, var 1970’erne en særlig æra. Dels fordi man her begyndte at italesætte fænomenet, men også fordi man begyndte at forstå, hvor udbredt og omfattende fænomenet var. Aktionen og mobiliseringen omkring Danner genererede viden om og interesse i hidtil uset omfang.

I dag findes der mere end 50 kvindekrisecentre landet over. Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er en organisation, der driver to af dem og tilsammen er Dansk Kvindesamfunds krisecenterorganisation landets næststørste. Vi er kommet langt siden 1970’erne, hvor vi begyndte at italesætte vold mod kvinder. Men vejen mod at bekæmpe de nærmest pandemiske dimensioner, er stadig lang og nådesløs. 

KVINDER ER KVINDER NÆRMEST

Martin Andersen har skrevet speciale om Dansk Kvindesamfunds fremstilling af arbejderkvinderne mellem 1885 og 1910.

Læs specialet her.