Øvelser i tillid: Interview med Maria Brus Pedersen

Maria Brus Pedersen opdagede, at ulighed i hjemmet kan snige sig ind, selv når begge parter vil det modsatte. Et eksperiment vendte op og ned på hendes parforhold – og hendes syn på ligestilling.

Af Karen Dich / Foto: Malene Nelting

Denne feature-artikel er oprindeligt bragt i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad Kvinden&Samfundet, vinter 2025

Maria Brus Pedersen var lige flyttet sammen med sin kæreste. De var nyforelskede. Og så stod de pludselig og skændtes om opvasken, vasketøjet, hvem der skulle støvsuge, fortæller hun til Kvinden&Samfundet.

»Jeg havde fundet et menneske, jeg sindssygt gerne ville være sammen med. Et menneske, jeg virkelig elskede højt, og som jeg drømte om at have en fremtid med. Og så var det, som om den her ulighed bare kom væltende ind, selvom ingen af os ville have den,« siger Maria Brus Pedersen.

Selvom de begge var enige om, at de skulle være ligestillede i deres forhold, så blev Maria hurtigt hjemmets projektleder, der stod for det huslige arbejde og skulle sætte sin kæreste i gang med sin del af arbejdet. Og ingen af de to nyforelskede forstod helt, hvorfor det skete. 

»Det var ikke, fordi min kæreste vågnede op en dag og var sådan ‘skat, by the way, jeg har glemt at sige, at jeg gerne vil have den hjemmegående hustru.’ Nej. Det var ikke nogen af os, der ville have det. Så jeg var interesseret i, hvordan er det alligevel, det kryber ind langs panelerne og ind i alle afkroge af vores liv,« fortæller Maria Brus Pedersen.

Derfor satte Maria og hendes kæreste gang i et eksperiment: I 30 dage skulle han stå for alt det huslige i deres fælles hjem. Maria skulle ikke lave noget, men hun måtte heller ikke blande sig, minde ham om at gøre noget, have holdninger til, hvordan han gik til opgaven.  Og så måtte de ikke gå fra hinanden.

Maria, der er freelancejournalist, skrev om eksperimentet hos Zetland, og reaktionerne var overvældende; utallige kvinder (og mænd) kunne genkende sig selv i de konflikter, som Maria og hendes kæreste havde. 

Nu er eksperimentet også udgangspunktet for Marias første bog Sig til hvis jeg skal hjælpe, der er udkommet på People’s.

Kompetencerne flytter sig

I bogen taler Maria Brus med parterapeut Cami Tved om de udfordringer, hun og hendes kæreste har. Og hun spørger: Hvorfor spørger den her mand mig, hvordan man vasker t-shirts? Så forklarer terapeuten, at det handler om, at når Maria træder ind i rummet, flytter kompetencerne sig. Når Maria er i rummet, så er du hende, der ved, hvordan man vasker tøj.

De kompetencer har Maria lært tidligt. En af de ting, som hendes arbejde med bogen har afsløret, er, hvor meget mere træning i husligt arbejde hun har i forhold til sin kæreste.

»Jeg har simpelthen øvet mig i at holde hus, fra jeg var meget lille. Og det er ikke noget, der på samme måde er blevet forventet af min kæreste. Han har også kunnet hjælpe med at lave mad og dække bord. Vi er socialiseret til, at jeg går mere op i vores hjem end ham,« fortæller hun.

Man har ikke lyst til at knalde en, man skal opdrage

Mænds stressniveau falder, når de kommer hjem fra jobbet, mens kvinders stiger, når de kommer hjem fra arbejdet, fortæller Maria Brus Pedersen; det illustrerer, at problemet ikke kun eksisterer for hende og hendes kæreste.

Og det seneste år har debatten om mental load da også raset i både aviser og på sociale medier.

Debatten ender ofte i to fastlåste positioner: Den ene side siger, at det er biologi, at kvinder har et omsorgsgen eller lignende forklaringer. Og den anden siger, at det er udtryk for et rent strukturelt problem, der derfor ikke kan løses i det enkelte parforhold.

Ifølge Maria Brus Pedersen er ingen af de to positioner dog særligt konstruktive, så hun forsøger i stedet at kigge nysgerrigt på sit eget liv.

»Der kommer nok ikke nogen udefra og fikser, at jeg vasker mere tøj end min kæreste. Der kommer nok ikke nogen lovgivning og ændrer på det. Og det er ikke for at lægge ansvaret over på individer. Men vi er jo også nødt til at spørge os selv, hvordan vi gerne vil være i det,« forklarer hun.

Det var derfor, hun satte gang i sit eksperiment.

»Det er jo også min bog, der er lidt et opgør med kvinder, der er meget veltilpassede i fortællingen om, at det er synd for dem. Man kan jo godt finde sig tilpas i det martyrium, hvor man synes, man står for det hele. Det der martyrium ligger så meget til højrebenet for mig. Det er meget let for mig at falde ned i. Men det er jo også et sikkert sted at stå, fordi det er et sted, hvor du ikke behøver at bidrage til nogen form for løsning,« siger hun.

Samtidig vil hun gerne anerkende, at der er mange, nok især kvinder, men mange, som står med størstedelen af det praktiske og kognitive arbejde derhjemme, der har oplevet nogle reelle svigt.

»De har oplevet at stå med det hele, oplevet at deres partner tabte ting på gulvet. Og derfor ikke har sådan der kilometer af tillid i overskud.  Men det er også ekstremt svært at tage ansvar for en opgave og forsøge at gøre sit bedste, hvis man ved, at der er ingen tillid er til, at man kan løse den. Og helt ærligt, så var det også lidt en cost-benefit-analyse fra mig: Jeg stod med det hele, jeg var sur og skældte ud, og lad os være ærlige, man gider heller ikke knalde med en, man hele tiden går og opdrager på.«

Hvem har lyst til at udvise omsorg for hjemmet?

Selvom det kan føles som en byrde at være den, der står for at holde hus og passe et hjem, så betragter Maria Brus Pedersen det også som en art selvomsorg, og en selvomsorg, som er mindre tilgængelig for drenge og mænd.

»Vi opdrager jo stadig i høj grad drengene væk fra omsorg; og især væk fra at give det til sig selv. Så det der med at skabe et hjem, at sætte sig ned og spørge sig selv, hvad kan jeg godt lide, hvordan kan jeg godt lide, det føles herhjemme, er jo bare ikke tilgængeligt for rigtig mange drenge og mænd, « siger hun.

Det har hun også oplevet, før hun mødte sin kæreste og flyttede sammen med ham, fortæller hun.

»Jeg har også været single i mine 20’er og været på dates på diverse teenage- eller midt-20’erne-drengeværelser, hvor der er en seng og et skrivebord fra IKEA, fem kilo proteinpulver og bolde over det hele!«

Undervejs i projektet var det derfor også vigtigt at få hendes kæreste til at undersøge, om ikke der kunne være nydelse for ham i at gå op i et hjem.

»Min kæreste er et meget givende menneske. Også over for sine venner. Han er virkelig god til at lave mad til sine venner, for eksempel. Men det der med at skabe et rum, hvor man gør det for sig selv, er ligesom, der er en kulturel barriere for både mænd og omsorg. Alt, hvad der handler om indretning og hjem, er jo bare stadig anset som feminint‚« siger Maria Brus Pedersen.

Mens feminismen og kvindekampen har medført en kulturel bevægelse, hvor kvinder har bevæget sig væk fra hjemmet og ud på arbejdsmarkedet med en masse positive effekter som økonomisk selvstændighed, muligheden for at forlade dårlige ægteskaber, skabe et liv for sig selv, så mangler vi en bevægelse for mænd, der går den anden vej, lyder det fra Maria Brus Pedersen.

»Jeg tror, det er Emma Holten, der skriver i sin bog, at både sorgerne og glæderne ved omsorgsarbejde er ulige fordelt. Og det er så rigtigt!«

Det var også den opdagelse, som Maria Brus Pedersen – og ikke mindst hendes kæreste – gjorde sig undervejs i eksperimentet.

»Min kæreste havde stået med det hele, og på et tidspunkt kunne jeg se, at han begyndte at have en stolthed med mange af de her ting. Han lavede ligesom sine egne systemer, og på et tidspunkt sagde han, at det havde været en god uge, for vi har bare lavet en masse ting, jeg gerne vil. Og jeg var sådan, ‘ja, men det er jo det, man får, når man er den, der bestemmer. Så får man lov at bestemme.’ Så der er jo også glæde i at lave omsorgsarbejde,« fortæller hun.

At gøre det for sin partners skyld

Undervejs i eksperimentet tog Maria Brus Pedersen sig selv i at gemme en rulle med toiletpapir i et skab, fordi hun ikke var sikker på, at hendes kæreste kom til at købe mere toiletpapir, før der ikke var mere i skabet. Og hun ville så nødigt sidde på toilettet en dag uden toiletpapir.

Den episode illustrerer ifølge forfatteren meget godt, hvor svært det kan være at have tillid til, at ens partner faktisk har den opgave, de har lovet at løfte. Den tillid er dog noget, hun har arbejdet med – både for sin egen og sin kæreste skyld.

»På et tidspunkt, da jeg minder ham om et eller andet, fordi jeg jo ikke kan lade være, så siger min kæreste, at når jeg beder ham om at gøre ting, så tænker han jo, at det er en tjeneste, han gør mig, at det er noget, han gør for min skyld. Og så gik det op for mig, at jeg aktivt tog ejerskab væk fra ham, hver gang jeg gjorde det. Jeg var aktivt med til at sige, at vasketøjet ikke var min opgave, men kunne alligevel bidrage lidt. Jeg var selv med til at skabe den virkelighed, jeg ikke brød mig om at være i,« siger hun.

Det skulle helst være federe at bo sammen

Maria Brus Pedersen ville gerne forandre sin egen virkelighed. Men hun vil også gerne hjælpe andre par til at skændes lidt mindre om de samme ting om og om igen og slippe for følelsen af, at det ville være nemmere at bo alene frem for med sin partner.

»Jeg er jo så meget en poptøs, at jeg faktisk også gerne vil skrive en selvhjælpsbog,« siger hun grinende.

Derfor indeholder hendes bog også 14 gode råd til at bekæmpe de strukturer, der spænder ben for os, når vi prøver at indrette os i parforholdet.

Hendes første råd er, at man bliver enige om, hvad problemet er, så det bliver et, man kan tage sig af sammen.

»Motivationen er måske ikke så let at finde, hvis det bliver politisk og handler om ligestilling, men hvis det handler om, at vi begge to skal have det godt i forholdet, at vi faktisk skal have det federe sammen, så er det lettere at holde fast i,« forklarer hun.

Det andet råd er gøre alt arbejdet i hjemmet synligt – særligt det, der normalt er usynligt, nemlig det mentale.

For arbejdet i hjemmet kan ifølge forskellige sociologer deles op i tre eller fire faser, forklarer Maria Brus Pedersen.

»Det var ret øjenåbnende for os, da vi begyndte at snakke om, at det at købe ind er ikke bare, når man står nede i Netto og køber ind. Det er ligesom at kigge i skabene og se, hvad mangler vi? Så er det at skrive det på listen, så er det at finde et tidspunkt i sin egen kalender, hvor det passer, at man handler ind, sørge for, at der er penge på madkortet, få handlet ind og så få lagt varerne på plads. Altså, der er både den del, der handler om at finde ud af, at vi skal have købt ind, så er der den del, der handler om at planlægge, hvornår skal vi gøre det, og så at gøre det,« forklarer Maria Brus Pedersen.

Når man har ansvaret for en opgave, så har man hele ansvaret. Og som partner må man have tillid til, at ens partner har hele opgaven. Det er en øvelse i tillid.

De resterende 12 råd må man læse sig til i bogen.