Medierne i en polariseret tid: Interview med Jacob Nielsen
Danske medier har et ansvar for ikke at puste til polariseringen ved at give plads til de allermest yderligtgående stemmer i debatten. Og for at være nuancerede og nysgerrige i deres journalistik. Ellers ender de bare som en dårlig – og dyr – kopi af tech-platformene. Det mener Altingets ansvarshavende chefredaktør, Jakob Nielsen.
»Man har en etisk forpligtelse til ikke altid at jage de skøreste stemmer for at give dem en plads i debatten, så man bagefter kan pege på dem og sige ‘se, hvor skøre de er’«
Af Karen Dich
Denne feature-artikel er oprindeligt bragt i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad Kvinden&Samfundet, sommer 2026
»Der er blevet et incitament for mange medier til at give plads til de mest yderligtgående stemmer. Særligt når det handler om feminisme, ser jeg en tendens til, at man tager den yderste, mest ekstreme stemme inden for woke-miljøet, og så siger man ’Se! Det er det her, vi er oppe imod’. Og så fyldes kommentarsporene af folk, der siger, at nu er det også gået for vidt, nu er det blevet for sindssygt. Der synes jeg, at man som publicistiske medie har et kæmpe ansvar for at tænke over, om man bidrager til en polarisering, som virkelig er samfundsnedbrydende.«
Analysen kommer fra Jakob Nielsen. Han er ansvarshavende chefredaktør for det politiske mediehus Altinget. Og i februar var han på LinkedIn ude med kritik af den måde, som flere medier dækkede diskussionen af snerydningen – ikke mindst, da Berlingske tillagde Kvinfo’s direktør, Henriette Laursen, det synspunkt, at snerydningen er sexistisk efter et radiointerview, hvor hun i ti minutter havde nægtet at bruge det udtryk.
»Vi, der arbejder på publicistiske / redaktørstyrede medier, kan godt lide at fortælle om, hvorfor netop den slags medier er vigtige – og mere ansvarlige end de amerikanske techplatforme. Men så har vi også en pligt til ikke at opføre os lige som tech-banditterne. Det er ikke vores opgave at puste til vreden ved at fordreje det, folk siger,« skrev chefredaktøren dengang.
Kvinden&Samfundet har bedt ham uddybe den kritik og komme med sit bud på, hvordan de publicistiske medier kan tage ansvar for at løfte den offentlige samtale.
Hvad er det, du synes, at de publicistiske medier, gør sig skyldige i?
»Jeg synes, man ser en tendens bredt hos de publicistiske medier, altså medier der har en chefredaktør og er tilmeldt pressenævnet, at man overtager nogle af de virkemidler, vi kender fra sociale medier. Det er der jo gode grund til; det virker, det skaber sindssygt meget opmærksomhed. Og medierne lever som os alle sammen i en opmærksomhedsøkonomi. Det er med til at mindske forskellen mellem publicistiske medier og tech-platformemen, og derfor synes jeg, at det er en risikabel kurs at bevæge sig ud på. For hvis vi publicistiske medier er ligesom tech-platformene, hvorfor skulle folk så vælge at bruge os, når vi koster penge, og platformene angiveligt er gratis?«
Nu nævner du selv opmærksomhedsøkonomien, som den virkelighed, vi alle sammen lever i. Forsøger andre medier ikke bare at overleve i den verden – og ikke af verden af i går, hvor aviserne udkom på papir en gang i døgnet til faste abonnenter?
»Jeg vil ikke være naiv. For nogle medier betyder klik jo rigtigt meget og er langt vigtigere for økonomien end for os på Altinget. Det har jeg også respekt for. Men derfor synes jeg stadig, at man som publicist bør overveje, om man kan stå inde for det, man laver. Og jeg synes også, at man har en etisk forpligtelse til ikke altid at jage de skøreste stemmer for at give dem en plads i debatten, så man bagefter kan pege på dem og sige ‘se hvor skøre de er’. Det var jo det man gjorde med Henriette Laursen, prøvede at gøre hende til den skøre stemme – sagt i gåseøjne – ved at tillægge hende det synspunkt, at snerydning var sexistisk«.
Er der også et etisk perspektiv i din kritik?
»Ja. Jeg synes bestemt også, at man kan have en diskussion om, hvorvidt det er presseetisk og publicistisk i orden. Jeg synes jævnligt, jeg ser eksempler på ting, der ikke er. Snerydningshistorien er et. Det kunne også være Kristeligt Dagblads historie om kønsneutrale trafiklys for nogle år siden eller det angivelige forbud mod kagemænd og kagekoner hos Lagkagehuset, som jo ikke fandtes, når man dykkede ned i historien.«
Og så har du også et mere sikkerhedspolitisk perspektiv?
»Ja, jeg synes også, man skal prøve at spørge efterretningstjenesterne, hvad de tænker om det. For det går igen i deres årlige rapporter, at det er en af de faste russiske troper om de vestlige samfund, at de er ved at falde fra hinanden i en sky af wokeisme, politisk korrekthed og LGBT+-dekadence. Og mange af de her shitstorme er meget tæt på at spille med på de her russiske propagandatricks. Nogle gange får man den tanke, om det ligefrem er vellykkede udenlandske efterretningsoperationer, der foregår.«
Din kritik angår ikke kun den måde, medierne dækker såkaldt holdningsstof, men også den ’almindelige’ journalistik, som ofte bliver gjort meget dramatisk?
»Der er en fortælling i mediebranchen, som peger helt tilbage til Watergate, om, at afsløringen er idealet for vores journalistik. Vi ser det mange steder. Jyllands-Postens politiske podcast hedder Under Gulvtæppet, det er simpelthen hele præmissen, at der er noget, som er fejet væk, som vi nu kommer og afslører for dig. Den præmis synes jeg, at man skal være meget varsom med. Selvfølgelig er der ting, der skal afsløres, men der er bare også rigtigt meget journalistisk dækning, som man overser eller ligefrem svigter, hvis man ikke også bruger tid på det, der bliver vedtaget på et helt almindeligt møde i finansudvalget, fordi det ikke er en afsløring, men bare reel oplysning, som sikrer befolkningens mulighed for at følge med«.
Har du andre eksempler?
»Altså man kan bare se forskellen på DR og TV2, som også er statsstøttet, men fungerer på nogle mere kommercielle vilkår. Jeg har kæmpe respekt for det arbejde, de laver på Tv2, men det de virkemidler de bruger i fx deres dokumentarer er bare markant anderledes. Det skal være vildere og vildere, mere skjult kamera, større sensationer. Og det er jo også en del af polariseringen, fordi det styrker forestillingen om, at tingene er meget sort/hvide.«
Hvis medierne skal kvalificere den offentlige samtale, hvordan kan de så gøre det?
»Vi skal facilitere samtalen selv og ikke lade os forføre af det, der foregår på tech-platformene. Jeg synes, vi så det meget tydeligt i sagen om Ditte Okman, der grinede af en mand med et handicap i radioen. Den fulgte fuldstændig skabelonen: Først opstod historien, så diskuterede vi undskyldninger, derefter kom kritik af radioprogrammet, Okman og den anden vært. Efter nogle dage fulgte så modbølgen af folk, der mente at nu var det gået for vidt, og mente, at kritikken primært skyldtes, at Okman er kvinde og har israelske forbindelser. Men det meste af den kritik, der blev refereret, havde jo foregået på tech-platformene. I de etablerede medier syntes jeg faktisk kritikken var helt rimelig. Desværre var der flere personer, der selv er ansat ved publicistiske medier, der gik op mod shitstormen ved at blande det hele sammen. Og hvis vi publicister selv synes, at den offentlige debat er den, der foregår på Facebook, så får vi travlt. For det er en lortedebat. Den er fyldt med idioter, der råber høj, fyldt med racister, sexister, anti-zionister«.
Så udover at insistere på, at facebook ikke er den rigtige offentlighed, er der så andet, man som medie bør tænke på, hvis man gerne vil forbedre den offentlige samtale?
»Vi behøver måske ikke altid give maks spalteplads til de mest yderligtgående synspunkter. Måske er det mere interessant at høre nuancerne. Og så skal vi forsøge at være nysgerrige, når vi hører noget, vi synes lyder helt skørt. I dag handler det ofte om, at få det mest yderliggående citat som muligt, fx at snerydning er sexistisk, i stedet for at forstå, hvorfor vedkommende ser det sådan. Den nysgerrighed kan jeg godt savne«.
