Mentale byrder – mental load
Mentale byrder – eller mental load – er det usynlige ansvar for at få hverdagen til at hænge sammen: at huske, planlægge, koordinere, tage stilling og følge op. Det rammer både kvinder og mænd, men ansvaret er skævt fordelt.
Foto: Uday Mittal, Unsplash Image
De usynlige opgaver
Når vi taler om arbejdsdelingen derhjemme, tænker vi ofte på de synlige praktiske opgaver: Hvem laver mad? Hvem køber ind? Hvem vasker tøj, gør rent og henter børn?
Mentale byrder, eller mental load, handler i høj grad om alt det, der foregår før, under og efter den konkrete opgave. Når vi snakker om mental load, bliver vi nødt til at holde styr på, at det ikke er opgaven, der udføres mellem hænderne (alt det ulønnede arbejde i hjemmet, som hovedsageligt udføres af kvinder), men derimod det arbejde, der sker mellem ørerne (al den tankeaktivitet, der sætter arbejdet og opgaverne i system).
Tag et helt almindeligt eksempel: Et barn skal holde børnefødselsdag.
Den synlige begivenhed er selve festen. Men før gæsterne står i døren, skal nogen finde en dato, undersøge, hvem der kan komme, sende invitationer og holde styr på svarene. Nogen skal planlægge mad og kage, købe ind, sørge for rengøring dagen før, tænke over aktiviteter, planlægge lege, huske lys, servietter og måske slikposer og tage højde for allergier eller andre særlige behov og måske også kommunikere med andre forældre.
Og planlægningen stopper ikke nødvendigvis, når festen begynder. Undervejs skal nogen holde øje med, om alle er med, justere planerne, hvis noget ikke går som forventet, og huske alt det næste, håndtere konflikter og være opmærksom på, om der er nogen, som er ved at blive overvældet. Bagefter skal der ryddes op, måske svares på beskeder og huskes at sige tak for gaverne.
Og planlægningen stopper ikke nødvendigvis, når festen begynder. Undervejs skal nogen holde øje med, om alle er med, justere planerne, hvis noget ikke går som forventet, og huske alt det næste, håndtere konflikter og være opmærksom på, om der er nogen, som er ved at blive overvældet. Bagefter skal der ryddes op, måske svares på beskeder og huskes at sige tak for gaverne.
Hver enkelt del kan virke lille og banal. Men mental load er mængden og den ubønhørlige fortsatte liste, når mange af den slags små beslutninger, huskepunkter og bekymringer samler sig hos den samme person og konstant kræver opmærksomhed og tankekraft, der for de fleste skal ske parallelt med et erhvervsarbejde.
Det samme gælder familiens sundhed, trivsel og sociale liv. Hvem husker vaccinationen og tandlægen? Hvem husker den glemte trøje, ændring af legeaftalen og frugten til på torsdag? Får alle den motion, de bør? Får vi nok fisk og grønt?
Til sidst er der ’den gode stemning’, der oftest også bliver kvindens ansvar i forhold til hele tiden at holde styr på familiemedlemmernes humør, overskud og hvordan vi taler til hinanden.
Det er små ting, der næsten ikke ligner opgaver. Men nogen skal opdage dem, huske dem og tænke et skridt frem. Og når det ansvar i langt højere grad samler sig hos kvinder, bliver det også et spørgsmål om ligestilling.
Et ligestillingsproblem – også uden for hjemmet
Mentale byrder starter ofte i hjemmet, men familier lever ikke isoleret fra resten af samfundet.
Arbejdstider, barsel, dagtilbud, skolers kommunikation og forventninger til forældreskab har betydning for, hvor meget koordinering familielivet kræver, og for hvem der ender med at tage ansvaret.
Hvis den ene forælder fra begyndelsen får hovedansvaret for kontakten til institutionen, lægebesøg, fritidsaktiviteter og familiens kalender, kan der hurtigt udvikle sig en arbejdsdeling, hvor den samme person også forventes at have overblikket fremover. Når det ansvar oftere lander hos kvinder, er det ikke kun et spørgsmål om praktik i den enkelte familie. Det kan også få betydning for tid, trivsel, arbejdsliv, mental sundhed og muligheder for at prioritere karriere og arbejdsliv.
Hvis man læser dameblade og ser SoMe-influencere, virker løsningen til at være bedre to-do-lister, fælles kalendere eller mere effektiv planlægning. Brug smarte apps og værktøjer. Stå tidligere op. Løb lidt hurtigere. Gør dig mere umage!
Det kan være akutte løsninger på konkrete udfordringer i hverdagen, men de ændrer ikke i sig selv på den skæve fordeling af ansvar mellem kønnene eller på den ekstraregning, som følger med hos især kvinder.
Hvis vi vil skabe mere ligestilling, skal vi derfor også se på de normer, forventninger, kultur og strukturer i samfundet, som er med til at forme, hvem der tager ansvar for omsorg, planlægning og koordinering i familien.
Hjemmets projektleder betaler prisen
I 2025 samarbejdede Dansk Kvindesamfund med Ipsos Danmark og studerende fra Master in Applied Culture Analysis på Københavns Universitet om to undersøgelser af mental load i danske familier.
Det første var et kvalitativt studie. Her blev deltagernes erfaringer undersøgt nærmere, og der blev udviklet et sprog for de forskellige lag i mental load: blandt andet at sætte standarden, tage stilling, planlægge, prioritere, delegere og følge op.
Deltagere beskrev blandt andet mental load som en snebold, der vokser, og som et mentalt whiteboard fyldt med post-its, der hele tiden kalder på opmærksomhed.
Læs rapporten fra det kvalitative studie her: Making the Invisible Visible
Indsigterne og rapportens forsøg på at ”begrebsliggøre” mental load blev efterfølgende brugt som grundlag for en kvantitativ undersøgelse gennemført af analysevirksomheden Ipsos i samarbejde med Dansk Kvindesamfund. Her blev det undersøgt, hvor udbredt mental load er, hvem der har hovedansvaret på forskellige områder, og hvilke konsekvenser det kan have.
Læs den kvantitative kortlægning af mental load i danske husstande
Undersøgelserne viste blandt andet:
Livsfaser
I både den kvalitative og den kvantitative undersøgelse var det tydeligt, at mental load fylder langt mere i familier med børn. Men det, der overraskede, var faktisk, at strukturerne allerede sås grundlagt hos unge par, som endnu ikke har børn.
Mental load udefra
Især den kvalitative rapport gjorde det klart, at mental load ikke er noget, kvinder vælger at påtage sig. Det er både en forventning fra partneren, fra svigerfamilien samt fra institutioner og mediebilledet.
Mental load indefra
En anden vigtig læring var, at mental load af kvinder ikke ses som et arbejde, men mere internaliseres i deres selvforståelse af at være kvinde og mor. Hvis de ikke præsterer og husker alle de ting, i hverdagen, der skal huskes, ser de det som en personlig fiasko og føler skam over at være en dårlig mor. Samtidig føler kvinderne også skam i forbindelse med alt den planlægning, de lykkes med, og refererer til sig selv som sure og ”kontrolfreaks”. Kvinder belastes således på selvværdet, både når de lykkes med planlægningen, og når de fejler.
78%
oplever mentale byrder mindst én gang om ugen.
21%
af kvinderne oplever mentale byrder flere gange dagligt mod 10 % af mændene.
8 af 11
områder har kvinder (ifølge både adspurgte mænd og kvinder) oftere hovedansvaret for tankearbejdet omkring området i undersøgelsen, mens mænd har hovedansvaret for to.
Prisen på de mentale byrder
Undersøgelsen viser også, at mentale byrder kan have konsekvenser for trivslen. Mere end halvdelen af både kvinder og mænd angiver blandt andet tankemylder, koncentrationsbesvær eller lavt selvværd, og omkring hver tredje oplever, at mental load påvirker deres evne til at levere på arbejdet.
Selvom mental load påvirker begge køn, viser undersøgelsen, at kvinder generelt oplever konsekvenserne i højere grad end mænd. Forskellen er særligt tydelig, når det gælder søvn og selvtillid, hvor: 70 % af kvinderne oplever søvnproblemer i nogen eller høj grad mod 55 % af mændene. Og hvad angår selvtillid, så angiver 64 % af kvinderne at tvivle på sig selv eller føle sig utilstrækkelige mod 53 % af mændene.
Tallene er ikke hele fortællingen om mentale byrder. Men de viser, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt at betragte fænomenet som et spørgsmål om enkelte menneskers evne til at planlægge deres hverdag eller parrets interne opgavefordeling.
Ifølge Falcks Sundhedsbarometer 2026 så har 43 % af kvinder med små børn fx risiko for stress eller depression, hvor det hos mændene kun er 15 %.
Undersøgelser og artikel om mentale byrder
Undersøgelserne om mental load
Dansk Kvindesamfund har i partnerskab med analysefirmaet Ipsos Danmark og MACA Københavns Universitet (studier i anvendt kulturanalyse) gennemført et kvalitativt studie samt en kvantitativ undersøgelse af mental load i danske familier. Undersøgelserne blev præsenteret og diskuteret på en konference i Fællessalen på Christiansborg den 11. september 2025.
→ Rapporten fra det kvalitative studie om mental load
→ Kvantitativ kortlægning af mental load i danske husstande
Artikel i Kvinde & Samfund
Maria Brus Pedersen opdagede, at ulighed i hjemmet kan snige sig ind, selv når begge parter vil det
modsatte. Et eksperiment vendte op og ned på hendes parforhold – og hendes syn på ligestilling.
→ Læs interview “ Øvelser i tillid” med Maria Bruss Pedersen i Kvinde & Samfund.