Prostitution og sexarbejde
Mennesker sælger sex under meget forskellige omstændigheder. Hvordan balancerer man hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og sikkerhed med behovet for at forebygge vold, tvang, menneskehandel og økonomisk udnyttelse? Og hvad er erfaringerne fra andre lande?
Prostitution er utrolig kompleks
Dansk Kvindesamfunds udgangspunkt: Mennesker først
Når vi taler om prostitution*, skal hensynet til den enkelte sexsælgers selvbestemmelse og sikkerhed altid balanceres op mod behovet for at forebygge vold, tvang, menneskehandel og økonomisk udnyttelse.
Der eksisterer ikke én lovgivningsmodel, som dokumenteret har løst denne problematik. Erfaringer fra lande som Sverige, Tyskland, Holland og New Zealand, der alle har valgt forskellige modeller, viser tværtimod, at både kriminalisering af sexkøbere, såvel som legalisering og afkriminalisering indebærer dilemmaer og utilsigtede konsekvenser.
En seriøs prostitutionspolitik må derfor begynde med at anerkende, at mennesker sælger sex under meget forskellige omstændigheder, og at mennesker i prostitution ofte ser salg af seksuelle ydelser som en løsning på andre problemer. Gruppen er meget sammensat. Nogle ser det som et frivilligt valg. Andre befinder sig i prostitution som følge af økonomisk nødvendighed, social udsathed, tidligere traumer, misbrug og tvang / menneskehandel.
Viden og lovgivning
VIVE vurderer i deres kortlægning ”Salg af sex i Danmark 2020”, at omkring 4500 personer havde solgt sex mindst én gang i løbet af 2020. Undersøgelsen viser samtidig, at sexsælgere som samlet gruppe er mere socialt udsatte end deres jævnaldrende. VIVE fandt, blandt udenlandske personer i prostitution, at økonomisk nødvendighed spillede en stor rolle, ligesom de fandt eksempler på tvang og menneskehandel.
Rufferi og § 233
Den nuværende lovgivning, herunder i særlig grad straffelovens § 233 – den danske rufferibestemmelse, kriminaliserer den, der driver virksomhed, hvor en anden modtager betaling for et seksuelt forhold til en kunde. Ligesom bestemmelsen kriminaliserer visse former for økonomisk udnyttelse og erhvervsmæssig mellemvirksomhed.
Formålet er grundlæggende at forhindre, at andre kan skabe en forretning ud af en anden persons prostitution. Og det er et vigtigt hensyn.
Prostitution adskiller sig samtidigt fra andre markeder ved, at der er en langt højere risiko for vold, seksuelle overgreb, menneskehandel og organiseret kriminalitet.
Der er i disse år argumenter for at ændre rufferibestemmelsen for at give personer i prostitution mulighed for at organisere sig anderledes og arbejde sammen.
Men en vidtgående ændring eller direkte ophævelse af § 233 vil få konsekvenser, der rækker langt ud over spørgsmålet om, hvorvidt to sexsælgere kan dele et lokale.
I Dansk Kvindesamfund er vi af den principielle overbevisning, at kvindekroppen ikke skal kommercialiseres. Kvindekroppen er ikke en vare eller en maskine, som andre kan udnytte til nydelse eller profit. Vi er i den ånd meget forbeholdne i forhold til lempelser af rufferiparagraffen.
Erfaringer fra andre lande
Der findes ikke international dokumentation for én prostitutionsmodel, der har løst problemerne med vold, udnyttelse og menneskehandel.
Men erfaringerne fra forskellige lande giver vigtige advarsler og grund til forsigtighed både i forhold til legalisering og forbud. Se afsnit om “Hvad gør andre lande?"
Fremtidens prostitution i Danmark - det mener Dansk Kvindesamfund
Der blæser politiske vinde i Danmark, som ønsker rufferibestemmelse ophævet eller væsentligt lempet, så der er sket en grundlæggende liberalisering og flere taler for, at prostitution skal sidestilles med andre serviceerhverv.
Der er således 2 vigtige spørgsmål at diskutere og tage stilling til:
1. Sidestilling af prostitution med andre serviceerhverv
Studier fra både Danmark og udlandet viser, at kvinder i prostitution har en langt højere forekomst af mentale problemer som PTSD, selvskade og andre traumerelaterede problematikker (jf. Blouin et al., 2026, Millan‑Alanis et al., 2021, Stebbins, 2010). Der er stadig ikke klarhed om, hvorvidt disse mentale mén er resultat af tidligere traumer, fra marginalisering og stigmatisering, fra den øgede risiko for vold og overgreb eller om salg af seksuelle ydelser i sig selv er skadeligt.
Hvorfor er denne opdeling relevant? Flere argumenterer for, at hvis det er muligt at eliminere risikoen, volden, marginaliseringen og stigmaet, så kan man også eliminere problematikker med psykiske mén hos kvinder i prostitution.
I Dansk Kvindesamfund mener vi, at det i og for sig er underordnet, om prostitution i sig selv kan bevises at være psykisk skadeligt eller ej. Vi mener af princip, at kvinders kroppe ikke er en salgsvare, og at sex altid bør være en gensidig lystdreven handling, der ikke kan eksistere i en ramme af tvang eller profit. Vi mener imidlertid, at dette er et systemisk problem, der ikke skal gå ud over dem, som sælger seksuelle ydelser.
Derfor er det også væsentligt at tydeliggøre, hvad man mener, når man taler om at “sidestille sexarbejde med andre serviceerhverv”. For menes en normalisering af sexarbejde, hvor de fysiske og psykiske konsekvenser, volden, stigmaet og udsatheden negligeres? Eller menes at de, der sælger seksuelle ydelser, skal have ret til rettigheder og social beskyttelse på linje med andre selvstændige? Der er stor forskel mellem disse to, og det er derfor vigtigt at tydeliggøre, hvad det er der menes.
I Dansk Kvindesamfund mener vi, at det er misvisende at sidestille prostitution som et serviceerhverv på linje med andre serviceerhverv. Vi mener imidlertid også, at mennesker i prostitution har krav på selvbestemmelse og arbejdsmarkedsrettigheder, der mindsker deres udsathed. Og vi mener samtidigt, at samfundet har en forpligtelse til at beskytte alle i prostitution mod udnyttelse. En fremtidig dansk politik på området bør således rumme begge realiteter.
2. Ændring af § 233?
I Dansk Kvindesamfund mener vi imidlertid, på baggrund af den samlede viden og erfaring fra udlandet, at ånden i § 233 bør bevares, og at vi som samfund fortsat sikrer, at ingen tredjemand skal kunne udnytte andres kroppe til kommercielt brug.
Der er nemlig en principiel forskel mellem retten til selv at sælge sex og retten til at etablere en forretning baseret på andre menneskers prostitution.
Det første handler om den enkeltes selvbestemmelse. Det andet om tredjemands økonomiske interesser. Samfundet kan sagtens anerkende det første uden nødvendigvis at acceptere det andet.
Hvis rufferibestemmelsen ophæves eller ændres væsentligt, vil det ikke kun påvirke sexsælgere, der ønsker at dele en lejlighed eller betale en receptionist/telefondame.
Dansk Kvindesamfund mener, at det er vigtigt, at eventuelle ændringer af § 233 ikke skaber mulighed for at tjene penge på andres salg af sex. Da dette vil kunne ændre incitamentsstrukturen og skabe grobund for øget økonomisk udnyttelse, tvang og menneskehandel.
I stedet ønsker vi, at forholdene for kvinder i prostitution skal forbedres gennem:
Bedre exit-muligheder/styrket social indsats
Bedre beskyttelse mod vold (sexsælgere skal kunne henvende sig til politi og myndigheder og opleve, at anmeldelser bliver taget alvorligt),
Styrket indsats mod tvang og menneskehandel. (Identifikation og beskyttelse af ofre for menneskehandel skal styrkes, det samme gælder politiets efterforskning af bagmænd samt give mulighed for, at handlede kvinder ikke sendes ud af landet, når de henvender sig til politiet.)
Kvinder i prostitution skal mødes som mennesker med rettigheder, selvbestemmelse og krav på sikkerhed. Men respekt for den enkeltes selvbestemmelse betyder ikke, at samfundet skal acceptere et marked, hvor nogen frit kan tjene penge på andres prostitution.
Kriminalisering af sexkøb - det mener Dansk Kvindesamfund
En af de store kamppladser blandt feminister i forhold til prostitution er, hvorvidt sexkøb skal forbydes, som vi har set det ske i Sverige.
Dansk Kvindesamfund mener, at det ultimative mål må være at skabe et samfund, hvor ingen anerkender køb af seksuelle ydelser som menneskeligt og etisk acceptabelt.
Derfor mener Dansk Kvindesamfund også, at det ultimative langsigtede mål må være et forbud mod sexkøb.
Samtidig anerkender vi i Dansk Kvindesamfund, at alle studier viser, at dette ikke kan gøres på kort eller mellemlangt sigt, uden at det har for alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser for de mennesker, der lever af prostitution.
Hvad gør andre lande?
-
Tyskland har gennem mere end to årtier forsøgt at regulere prostitution som et lovligt marked.
Den tyske model har ikke fjernet menneskehandel, tvangsprostitution eller kriminel udnyttelse.
Den omfattende evaluering af den tyske prostitutionslovgivning fra 2025 viser et komplekst billede og peger på behov for yderligere beskyttelse og regulering.
Nogle aktivistiske stemmer hævder, at legaliseringen i sig selv har skabt øget menneskehandel, vold og kvindedrab. Det er der imidlertid ikke dokumentation for.
Men erfaringen dokumenterer heller ikke den modsatte påstand: at legalisering af markedet automatisk giver kvinder større sikkerhed.
Tyskland illustrerer tværtimod, hvor vanskeligt det er at skabe et kommercielt prostitutionsmarked og samtidig sikre effektiv kontrol med udnyttelse og tvang.
-
Nederlandene ophævede bordelforbuddet i 2000.
Formålet var blandt andet at forbedre forholdene for personer i prostitution og gøre det lettere at adskille lovlig prostitution fra kriminalitet og menneskehandel.
Mere end 25 års erfaring viser imidlertid, at et legaliseret marked ikke automatisk bliver et transparent marked.
Menneskehandel, illegal prostitution og udnyttelse er fortsat væsentlige udfordringer.
Erfaringen i Nederlandene rejser derfor et centralt spørgsmål for Danmark:
Hvis vi legaliserer tredjemands profit, hvordan skelner vi i praksis mellem en legitim forretningsmodel og økonomisk udnyttelse?
Hvis vi først accepterer tredjemands økonomiske involvering i prostitution som legitim erhvervsvirksomhed, bliver det vanskeligt at skelne mellem legitim profit og udnyttelse.
-
New Zealand viser samtidig, hvorfor debatten ikke må blive ensidig.
Afkriminaliseringen i 2003 har på flere områder givet personer i prostitution større mulighed for selv at organisere deres arbejde, afvise kunder og kontakte myndigheder. Et vigtigt argument for modellen er, at sexsælger her har fået bedre mulighed for at kontakte politi og myndigheder, samtidigt med at de har fået mulighed for at organisere sig og stille krav til kunder og arbejdsforhold uden frygt for selv at blive kriminaliseret.
Men erfaringerne kan ikke uden videre overføres til Danmark. New Zealand har andre geografiske, migrationsmæssige og markedsmæssige forhold, ligesom reformen heller ikke har løst problemer, som vold, udsathed og udnyttelse.
-
Den svenske model går den modsatte vej og kriminaliserer køb, men ikke salg af sex.
Der er dokumentation og officielle vurderinger, der peger på en reducerende eller afskrækkende virkning på dele af prostitutionsmarkedet. Samtidig er der en betydelig faglig diskussion om konsekvenserne for mennesker, der fortsat sælger sex.
Den svenske lovgivning har forbedret sexsælgernes formelle retsstilling og reduceret den synlige gadeprostitution og en del af efterspørgslen. Men det er ikke dokumenteret, at den samlet har forbedret kvindernes sikkerhed, sundhed eller sociale vilkår. For nogle – navnlig migranter og kvinder i den mest udsatte del af prostitutionen – er der dokumenterede mekanismer, som kan have forværret vilkårene.
Sverige illustrerer derfor endnu en gang, at lovgivning ikke kan vurderes alene på, hvor stort prostitutionsmarkedet bliver. Man må også undersøge sikkerhed, vold, menneskehandel, adgang til myndighederne og mulighederne for at forlade prostitution.Item description
* Fodnote
* Når man snakker om sexarbejde, prostitution og sexsælgere, er det vigtigt at få styr på begreberne. Selv valg af ord kan for forskellige mennesker udtrykke forskellige ladninger.
Der er således forskel på at kalde mennesker i prostitution for prostituerede (personliggørelse / identitet / objekter / permanent) eller for sexsælgere (agens / handling / subjekter / midlertidigt).
I Dansk Kvindesamfund er vi splittede i forhold til valg af ord, da vi fuldt ud anerkender sexsælgeres agens og individuelle rettigheder, men samtidig ikke mener, at “sex” er en ydelse, der kan købes og sælges. Sex er en akt mellem to eller flere, hvor alle indgår i akten af gensidig lyst, interesse og samtykke. At se sex som en transaktion, som en person nyder og en anden person kompenseres for, giver en skæv og
usund indgang til og forståelse for sex.
Når det er sagt, har vi dog alligevel i dette holdningspapir benyttet begrebet “sexsælger”, da sproget endnu ikke tilbyder andre alternativer, der meningsfuldt både anerkender de implicerede agens og det synspunkt, at sex ikke er en vare.