METOO OG SAMTYKKE

Køn og magt: Et feministisk blik 

Det er afgørende at forstår, at MeToo ikke handler om en hånd på et lår, om man må flirte på arbejdspladsen eller en enkel dårlig leder, der ikke kan overholde reglerne. MeToo peger på de bagvedliggende magtstrukturer, som muliggjort, at magtmisbrug, grænseoverskridende adfærd og krænkelser har fundet sted. Derfor handler MeToo ikke om enkelte personer som er “onde”, men om os alle sammen og en kultur vi (tildels) allesammen opretholder (Beaton & Ali 2025). Netop derfor er kernen af MeToo, at kigge på magt. 

Magtanalyse 

Nogle gange tænker vi på magt som noget meget konkret, fx når politiet bruger fysisk magt til at stoppe en røver, eller når en lærer giver en eftersidning. Det er magt, man kan se direkte, og ved, hvor kommer fra. Men magt kan også være mere skjult, abstrakt og uden en direkte afsender, og derfor kan det være svært at vide præcis, hvor den kommer fra, og hvordan den påvirker os. Magt er derved også noget, der findes i relationerne mellem mennesker, grupper eller institutioner.(Samfundogpolitik 2025). Det er derfor afgørende at have et sprog til at beskrive magten på forskellige måder f.eks. blev begrebet “sexual harrasment” (seksuel chikane)først introduceret i 1970erne (Kitzinger and Thomas 1995. Før det var der ikke et sporg til at beskrive den oplevelse, og derfor kunne handlingen ikke anerkendes som chikane (Saguy and Rees 2021). Lidt karikeret kan man sige, at seksuel chikane blev “opfudnet” i 70erne og før det, var det bare en del af livet, hvis din chef ragede på dig. 

Magtens dimensioner 

En måde man kanfå et sprog til at tale om magt, er ved at bruge den britiske sociolog, Steven M. Lukes, teori om magtens tre dimensioner, som er  tre forskellige syn på magt, som kan beskrives således:  

Magtens første dimension: beslutningsmagt. 

Den første dimension er en klassisk, hierarkisk forståelse af magt, der kaldes beslutningsmagt. Den fungerer ved A kan få/ tvinge B til at gøre noget, som B ellers ikke havde tænkt sig (og som ikke er i Bs interesse). Hvis A har store muskler eller en pistol, kan A tvinge B til at give A alle sine penge, selvom B hellere ville købe vintage tøj for pengene. Magten i denne form er synlig og knyttet til en aktør, som kan være en person, en gruppe eller en organisation, som har adgang til mange ressourcer, såsom fysisk styrke, våben, viden eller penge (Beaton & Ali 2025). Et andet eksempel på hierakisk magt er, hvis et firma laver en regel om, at chefen gerne må lave seksuelle kommentarer om medarbejderne. Her er magten synlig, fordi reglen kommer fra firmaets bestyrelse, og de ressourcer, de har til at lave reglerne er, at de betaler folks løn.  

Magtens anden dimension: dagsordensmagt 

Magt kan dog også være svære at få øje på, som i den anden dimension af magt. Denne magten kommer i spil når A sætter en dagsorden, som ikke er i Bs interesse (B kan være en person eller en gruppe). Derved kontrollerer A, hvad der bliver diskuteret og ikke mindst, hvad der ikke bliver diskuteret.  Det sker f.eks. hele tiden i politik igennem afledningsmanøvrer, syltekrukker eller hemmeligholdelse (Lukes, S. 2004.)  Et eksempel på dette er  at selvom mange organisationer har en adfærdspolitik som forbyder seksuel chikane, bliver det alligevel ikke altid indberettet, når chikane finder sted (FIU-ligestilling 2021), og derved forbliver den seksuelle chikane “usynlige”.  

Der er mange grunde til, at krænkelser ikke bliver indberettet f.eks. manglende tillid til systemet, normalisering af adfærd, frygten for gengældelse eller at det kommer til at have negative konsekvenser for offeret. Et stort  international studie i Sverige, USA og Japan fra 2021 fandt, at hvis et kvindeligt offer talte højt om at være blevet udsat for seksuel chikane, havde det negative konsekvensker for hendes karriere. Blandt andet oplevede de kvinder, der sagde fra, at de fik et ry for at være besværlige og blev forbigået ved forfremmelser eller kompetenceudvikling (Folke, Rickne, Tanaka & Tateishi, Y. 2020). 

Dette er et udtryk for den anden dimension af magt: at holde ofrenes behov ude af dagsordnen, ved at besværliggøre det / skabe konsekvenser for ofrene, hvis de dokumenterer chikanen.  

Magtens tredje dimension: ideologisk magt 

Den tredje dimension af magt iflg. Lukes kaldes ideologisk magt og kan være svær at pege på, men former menneskers præferencer, værdier og opfattelser, oftest uden de selv er bevidste om det. På den måde får A magt over B, fordi B internaliserer (indlærer/ putter ind i sig selv) As interesser og handler som om, det er Bs egen, selvom det ikke er. Så længe B tror på disse overbevisninger, gør B ikke modstand og A opnår derved magten over B (Lukes, S. 2004). Det lyder måske lidt kompliceret, et eksempel mange af os kender er, når en lille dreng slår en lille pige. Dette er en ubehagelig og grænseoverskridende handling, som den lille pige helt berettiget kunne blive vred og ked af det over. Men hvis en voksen nok gange fortæller den lille pige, at det er helt normalt, at små drenge slår og det “bare” er fordi, at den lille dreng godt kan lide hende, så gør den voksne den grænseoverskridende handling til en normal handling - måske endda et “kompliment”. Det er altså en ideologisk magt at normalisere grænseoverskridelsende handlinger. Denne normalisering trækker også på nogle kønnede normer for og forventninger tilr, hvordan man i vores samfund opfatter  drenge og pige. Herved lærer små piger tidligt, at  det er en uundgåelig del af livet at få overskredet deres grænser, og at de “bare” må acceptere og ikke kan bekæmpe det (Beaton  Ali, 2025). Det er netop denne type magt, der medfører, at mange kvinder ikke reagere med vrede, når de udsættes for seksuel chikane. I stedet kan det være, at de fryser/ gør ingenting, smiler/ griner selvom de føler sig utilpas eller lader som ingenting (og håber det går væk) - hvilket alle er meget normale reaktioner (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 2023). Denne form for magt kommer også i spil, når en kollega overværer en chef tale upassende til en anden kollega, men ikke siger aktivt fra. Stilheden omkring seksuel chikane er altså med til at normaliserer den krænkende adfærd (Beaton & Ali 2025).  

Disciplin, empowerment og solidaritet 

For bedre at kunne forstå ofres position i MeToo-sager laver Beaton og Ali (2025) en feministisk magtanalyse af seksuel chikane på arbejdspladsen. Her tilføjer de yderligere tre magt dimensioner til Lukes tre (gennemgået ovenfor), så det er muligt at få en mere nuanceret forståelse af magten, der er på spil. De tre former kalder de disciplinerende magt, empowerment og solidaritet (Beaton & Ali 2025).  

Magtens fjerde dimension: disciplinerende magt  

Den disciplinerende magt bygger på den franske filosof, Michel Foucaults, ide om magt, som er lidt kompliceret, men kan koges ned til dette: Magt er er ikke noget man har, men noget man udøver i relationerne. Det former personers handlinger, men også deres identiteter og selvopfattelse. Denne proces kalder Foucault for subjektivering,altså at blive et subjekt, hvilket vil sige, atet individ, der har magt og kan handle modsat et objekt, som er en genstand, som man gør ting ved (Beaton & Ali 2025).  

Et eksempel på denne magt er, hvis B (kvinde) arbejder på et kontor og kommer en dag på arbejde med briller på. A er hendes mandlige chef, og han siger til hende, at han synes, det er så sexet, når kvinder har briller på. B synes ikke, det er en rar eller passende kommentaren fra en chef. Alligevel tænker hun, at A selv må se det som et kompliment og ikke chikane. Det tænker B, fordi hun lever i et samfund, hvor det er normalt at kommentere på kvinders kroppe (en kønnet norm), også selvom det ikke føles rart. 

Det er normalt (normen) at sige “tak” når man får et kompliment. B siger derfor “tak” til chef As ubehagelige kommentar om at hendes briller er sexede. Det gør hun, fordi hun er opdraget til, at kvinder siger tak til komplimenter, selv når de ikke føles rare. Den disciplinerende magt former altså personernes selvforståelse og handlemuligheder, hvilket Foucault kalder subjektposition. As subjektposition som chef og mand i et samfund, hvor det er i orden at kommentere på kvinder kroppe, tillader ham derfor at kalde sin kvindelige medarbejders brille sexede (ville han mon have gjort det med en mandlig medarbejder - næppe.) Bs subjektposition begrænser hendes handlemuligheder til at “tage imod” komplimentet. Hun kunne også sige fra, men så ville hun træde ind i en anden subjektposition som en “besværlig og vred kvinde”, som kunne have nogle begrænsninger ift. hendes muligheder på arbejdet.  

Fordi B som kvinde er opdragettil at opføre og opfatte sig på bestemte måder  (med de kønnede normer som følger i vores samfund), ser hun det som sit ansvar at undgå uønsket mandlig opmærksomhed. Hendes reaktion på den uønskede kommentar bliver derfor selvdisciplin, altså at hun f.eks. holder op med at have sine briller på på arbejdet, og håber at det kan stoppe chefens upassende adfærd. Den disciplinerende magt virker altså både udad (B siger tak for upassende kommentar og bekræfter derved As position, som en der kan opføre sig sådan) og indadtil (B selvdisciplinere og stopper med at have briller på).  

Magtens femte dimension: empowerment 

Den femte dimension af magt,empowerment, er en indre styrke til at handle og stå imod, der giver individet muligheder for at skabe forandring også i mødet med undertrykkende magt. Det er ikke altid magten til at stoppe undertrykkelse, men nogle gange bare det at se undertrykkelsen (der kan være en usynlig magt) og at kunne vælge, hvordan man forholder sig til den. Den samme subjektivering som former individer til at passe ind i sociale normer, giver dem også muligheden for at skubbe tilbage imod normerne. Denne magt kan ses som måder, hvorpåindividet skubber igen overfor magtudøvelse ved at bruge forskellige coopingmekanismer. Når det kommer til MeToo kommer det både til udtryk, hvis et offer for seksuel chikane føler sig empowered til at rapportere oplevelsen med chikane. Denne handling kan fører til, at man bliver stemplet som “besværlig”, hvilket er en subjektposition med nogle andre handlemuligheder og modstand end f.eks. “kvinde” positionen.  Det kan dog også være coopingmekanismer i tilfælde, hvor offeret ikke rapportere chikanen (Beaton & Ali 2025). Hvis vi bliver i eksemplet, hvor chef A kommer med upassende seksuelle kommentarer om Bs udseende, kunne en empowement coopingmekanisme være, at B jokede om As kommentar og bede sine kollegaer sige noget, hvis det sker en anden gang.  

Magtens sjette dimension: solidaritet 

Den sidste dimension af magt er solidaritet, der minder meget om empowerment men opstår når individer går sammen i fællesskab, deler erfaringer og yder gensidig støtte. MeToo bevægelsen er et godt eksemplet på solidaritet, hvor ofre i fællesskab delte deres historier med overgreb. Disse handlinger skabte nye muligheder for modstand på individplan (Beaton & Ali, 2025), hvilket bl.a. ændrede normerne for god opførelse og lovgivning . Udfra denne analyse kan MeToo ses som et skift i magt: Både ved at stor solidarisk magt, der har givet mere empowerment på individuel plan. Men også ved at ændre på normerne for, hvad vi anser som ok adfærd og derved en indskrænkelse af subjektet-positionen “krænkende chef” samt en udvidelse af subjekt-positionen som offer, for et offer, der nu kan træde ind i positionen som “besværlig” uden samme frygt for konsekvenserne.  (Ozkazanc-Pan 2019).  

Harvey Weinstein  

I flere MeToo-sager har der været et stort fokus på den person, som udøvede krænkelser og på at få denne person fjernet fra en magtfuld position f.eks. i forbindelse med Harvey Weinstein-sagen (den første reele MeToo sag). Dette kan være helt rimeligt og klogt, men også en mangelfuld løsning på problemet, fordi man kun ser magt som den første dimension, altså noget en enkel aktør har adgang til. Herved fejler man i at se alle de andre dimensioner af magt, som skaber et magtsystem, der muliggør denne persons handlinger. Derfor anvender vi nu de seks magt dimensioner til at lave en magtanalyse af, hvorfor det var muligt for Harvey Weinstein at udøve grov seksuel chikane igennem årtier.  

Harvey Weinstein var den filmproducent som Alyssa Milano anklagede for grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb, da hun først brugte #MeToo (DR 2018).  Han havde direkte beslutningsmagt til at tvinge folk til handling (magt 1), fordi han besad ressourcer til at finansiere film, netværk og prestige i filmbranchen. Det betød, at han kunne komme med “tilbud” om karrierefremmende seksuelle krav og true med at ødelægge en persons karriere, hvis de afslog. Et eksempel på netop dette er skuespilleren, Ashley Judd, der fortæller, at hun afvist Harvey Weinsteins seksuelle tilnærmelser, hvorefter han nedlagde veto imod, at hun kunne få en rolle i succesfilmene “Ringenes Herrer. Det har instruktøren, Peter Jackson, også bekræftet (DR 2018). Judd indtog en subjektposition (magt 4) som en, der afviser ham, hvilket er en form for empowerment (magt 5), men den magt hun havde i den position (på trods af at være en kendt skuespiller) var ikke nok, til at forhindre vetoet (magt 1). Weinstein, hvis firma finansierede Ringenes Herrer brugte beslutningsmagt (magt 1) overfor instruktøren og fik derved Judd sanktioneret. Judd lagde senere sag an mod Weinstein for ærekrænkelse, sexchikane og overtrædelse af arbejdsmiljøloven (magt 5) (DR 2018). Weinsteins magt fik både Peter Jackson til at føje hans vilje og være stille omkring denne magtudøvelse (magt 3), hvilket forstærker og normaliserer Weinsteins adfærd og subjektposition som krænker (magt 3 og magt 4). Det er herved værd at bemærke, at det ikke kun var den beslutningsmagt, Weinsteins besad (magt 1), som var afgørende for, at han slap væk med sin krænkelse. Det var også en normalisering (magt 3) af hans adfærd, der forstærkede hans subjekt-position (magt 4). 

Weinsteins magt blev også opretholdt ved, at hverken Judd eller de andre ofres historier blev offentligt tilgængelige (magt 2). Weinstein og hans netværk af ansatte, advokater og kollegaer i branchent skjulte hans overgreb, F.eks. ved at få ofrene til at underskrive fortrolighedsaftaler. Her betalte Weinstein dem penge for ikke at tale åbent om deres oplevelser med overgreb. Dokumenter har efterfølgende vist at Weinstein har benyttet sig af disse aftaler til at lukke munden på sine ofre, igennem to årtier. Bl.a. på to tidligere assistenter i hans firma Zelda Perkins og Rowena Chiu og på modellen Ambra Battilana Gutierrez. Fordi ofrene både var unge og ikke havde lige så mange penge  eller samme adgang juridisk bistand som ham , var dette en ukompliceret måde at lukke sagerne. Herved sikrede Weinsteins team sig,  at overgrebene ikke blev meldt til politiet og kun blev behandlet internt, hvor de i flere tilfælde ikke blev registreret (The Newyorker, 2017). Dette var et tydeligt udtryk for magt 2, og hvordan et netværk omkring Weinstein udøvede denne magt. Det kan også ses som en form for selvdisciplin (magt 4), at ofrene tiede stille og/ eller skriver under på aftalen (uden dette på nogen måde er en bebrejdelse af dem).  

I denne magtanalyse bliver det også tydeligt, at Weinstein opererede i en branche, der var (og er) gennemsyret af ideologisk magt (magt 3), der har normaliseret grænseoverskidende adfærd og også seksuelle overgreb.  

Begrebet “casting couch” referer til nogen (oftest en kvinde), der har fået en stor rolle i en film, fordi hun har haft sex med den person, der castede skuespillere til rollen  (Cambridge dictionary 2025), hvilket er et tydeligt udtryk for en normalisering af upassende, uprofessionel adfærd samt grænseoverskridelse og overgreb. Dette var med til at gøre Weinsteins overgreb mulige. Denne magt kan også have kommet til udtryk som stilhed iblandt kollegaer, Weinsteins ansatte og andre i filmbranchen, der kendte til overgrebene.   

Solidaritet (magt 6) manglede gennemgående i systemet omkring Weinstein indtil Alyssa Milano skrev #MeToo, bl.a. pga.  tavshedskulturen og fortrolighedsaftalerne (magt 2). MeToo skabte et fællesskab omkring oplevelsen som offer (også Weinsteins ofre). Efterfølgende fulgte en lang række af store, kvindelige skuespillere efter med fortællinger om samme ubehagelige adfærd fra ham. Det massive brud med tavhedskulturen omkring Weinsteind lavede en magtforskubbelse, der fik Weinstein arresteret, men hvad med resten af magt-systemet omring ham ? 
Denne analyse peger på, at vi er nødt til at anskue problemet med sexisme og seksuel chikane, som MeToo adresserer som et systemisk problem. Det betyder at problemet ikke bare forsvinder, ved at fjerne Weinstein-figuren, hvis magten omkring ikke også ændres.  

Myte eller fakta

 Diversitet i MeToo 

MeToo-bevægelsen har haft stor betydning for at synliggøre seksuel vold og chikane globalt, men er blevet kritiseret for primært at fremhæve oplevelser fra hvide, overklasse / middelklasse, ciskønnede kvinder. Der er jo forskel på, hvordan seksuelle krænkelser rammer en Hollywood-skuespiller og en rengøringsassistent (Information 2017b). Det er derfor vigtigt at have et intersektionalitetsperspektiv – at se på overlap mellem forskellige identitetsmarkører som køn, seksualitet, etnicitet, kropskapabilitet m.m. – for at forstå offerets oplevelse. Offerets identitet kan nemlig medføre, at de ikke kun udsættes for seksuel chikane, men også racisme, transfobi, islamofobi, homofobi m.m. (Bowman Williams 2021). 

Som tidligere nævnt blev MeToo opfundet af Tarana Burke, en brun, kvindelig aktivist, der startede bevægelsen for at hjælpe unge, brune, socialt udsatte kvinder, der havde oplevet seksuelle overgreb (Time 2017). MeToo fik dog først massiv opmærksomhed, da den hvide, kendte skuespiller,Alyssa Milano, tweetede det (Time 2017). Opmærksomheden i bevægelsen skiftede til at handle om hovedsageligt hvide overklasse- og middelklassekvinder. Et studie viser, at bladet The Daily Mail primært fokuserede på kvinder, som levede op til konventionelle skønhedsidealer, i deres dækning af MeToo (Benedictis et al. 2019). Dette var med til at forstærke et ekskluderende billede af, hvem der kunne være et offer for seksuelle krænkelser. Denne underrepræsentation stemmer dårligt overens med en undersøgelse fra den britiske arbejdsmarkedsorganisation (TUC 2019), som peger på, at både LGBTQ+ personer og etniske minoriteter er ekstra sårbare, når det kommer til seksuel chikane. 

Forskellige perspektiver på MeToo-bevægelsen 

Den manglende intersektionalitet blev for eksempel tydelig i MeToo-sagen mod R&B-sangeren R. Kelly, en sort amerikansk mand, der i 2021 og igen i 2023 blev dømt til over 30 års fængsel for bl.a. overgreb på mindreårige (GAFFA 2025). Denne retssag satte mange sorte kvinder i en svær situation. Da den antiracistiske bevægelse er formet ud fra sorte mænds oplevelser, og den feministiske bevægelse hovedsageligt tager udgangspunkt i hvide kvinders oplevelser, kan den sorte kvinde opleve ikke at føle sig spejlet i disse to bevægelser. Mange sorte personer (også kvinder) tog R. Kellys parti, trods utallige sorte kvinders fortællinger om overgreb. Dette skete, fordi anklagerne imod ham virkede forstærkede af stereotypen om den sorte mand, og derfor var skadeligt for "the black community" (Bowman Williams 2021). 

Social klasse er også en ekstrem vigtig identitetsmarkør at kigge på i forhold til seksuel chikane (Bowman Williams 2021). Der sker markant mere seksuel chikane i jobs med lave lønninger, hvor brune kvinder er overrepræsenterede. Disse kvinder er særligt udsatte, fordi magt-uligheden er enorm, og da de ofte er forsørgeren i hjemmet, er frygten for at blive fyret endnu større (Bowman Williams 2021). I Danmark udsættes mindst 77.000 personer hvert år for seksuel chikane på arbejdspladsen. Blandt de 10% fattigste opleves syv gange så meget chikane som blandt de 19% rigeste. Chikanen er mest udbredt blandt 18-24-årige (8%). Tallet er dog højest blandt de unge kvinder, hvor mere end hver tiende har været udsat for seksuel chikane inden for det seneste år (Fagbevægelsens hovedorganisation, 2020). Lærlinge er den faggruppe, der udsættes mest for grov chikane. Hele 23% af de kvindelige lærlinge har været udsat for, at en overordnet eller en magtfuld person har forsøgt at presse dem til samleje (Fagbevægelsens hovedorganisation, 2020). 

De fattigste 10% oplever 7 gange så meget seksuel chikane som de rigeste 10% 

(Fagbevægelsen Hovedorganisation, 2020) 

LGBTQ+ personer er dobbelt så udsatte for seksuel chikane som resten af befolkningen (FIU-ligestilling 2023). Særligt transpersoner og etniske minoriteter inden for LGBTQ+ miljøet er udsatte for intersektionel diskrimination, hvor de kan opleve diskrimination baseret på deres hudfarve, seksualitet og køn (Institut for Menneskerettigheder 2025). På samme måde som sorte personer har LGBTQ+ personer ikke kunnet spejle sig selv i MeToo-bevægelsen, da deres fortællinger har fyldt utroligt lidt. Derfor udkom den svenske organisation RFSL med bogen "Vi också", der indeholder MeToo-fortællinger fra queer personer i 2021 (LGBT 2025). TUC-undersøgelsen fra England viser også, at to tredjedele af LGBTQ+-personer ikke anmeldte den seksuelle chikane på arbejdet. En fjerdedel gjorde det ikke, fordi de ikke ville have, at deres arbejdsplads skulle vide, at de var queer. 

Mennesker med handicap er også markant mere udsatte for seksuel chikane og overgreb, især hvis der er tale om et psykisk og/eller kognitivt handicap. Institut for Menneskerettigheder (2022) fandt ud af, at risikoen for at blive udsat for en voldtægt som borger er syv gange større på botilbud end udenfor. Undersøgelsen pegede også på, at mange af overgrebene skete i institutioner, botilbud eller dagtilbud og blev udført af personer, som de kendte, såsom andre beboere eller personale (Institut for Menneskerettigheder 2022). 

Selvom seksuel chikane finder sted i alle brancher, aldre, etniciteter, seksualiteter og for alle køn, er det særligt de unge, de sorte, de queer, dem med lavest indkomst og dem, som har et handicap, der er udsatte. Dette sker især i brancher som social- og sundhedssektoren og hotel- og restaurationsbranchen. 

Professor emerita, Anette Borchorst

Fremtiden  

MeToo bevægelsen blev i 2017 en katalysator for en global samtale, der endelig gav millioner af mennesker - især kvinder, men også andre- et sprog og en platform til at dele deres erfaringer med de overgreb, som de var blevet udsat for i løbet af livet (Cero & DiLillo 2021). Det skabte en masse vrede, chok og frustration som ledte til samtaler om både straf, tilgivelse og hvordan vi grundlæggende ændre systemet, sådan at seksuelle krænkelser og chikane ikke finder sted så ofte (Information, 2020). 

Magtanalysen ovenfor lavet på baggrund af Lukes (2024) og Beaton og Ali’s (2025) magt dimensioner hjælper os til at forstå kompleksiteten af situationen og peger på, at krænkelser og overgreb ikke kun sker, når en eller få magtfulde personer udøver i klassisk, hierarkisk magt, men at vi også må se på magten i systemet omkring.  

Dette kræver både, en kulturel ændring af samfundet, sådan at modstand mod grænseoverskridende adfærd bliver mere accepteret. Dette sker bl.a. ved at tilbyde ofrene en subjektposition (magt 4), hvor de kan tale åbent og ærligt (magt 5) omkring deres oplevelse, og hvor dette er betragtet om normalt og ikke besværligt eller karierrehæmmende (Beaton & Ali, 2025). 

Det kræver også at krænkeren (alt efter alvorsgrade af krænkelsen) kan træde ind i en subjektposition, hvor de kan acceptere modstanden mod deres adfærd uden at gøre modstand og/eller blive defensive (Beaton & Ali, 2025). Det skal altså være muligt  at have begået en fejl og overtrådt nogens grænser uden, at man dømmes ude som et ondt monster. Dette afhænger selvfølgelig af alvorsgraden af krænkelse, da der er forskel på at lave en ubehagelig kommentar eller at bryde straffeloven og begå et seksuelt overgreb, hvor både politi og domstol bør involveres.  

Så længe “krænker” positionen ligestilles med ond, ønsker ingen frivilligt at træde ind i den position og dette begrænser handle- og magtmulighederne for offeret. Der skal altså skabes en ny subjektposition, der er tilgængelig for typer som Chef A, så han kan se sig selv som en ydmyg kollega, der har begået en fejl og godt kan tage imod kritik og sige undskyld. Sådan en position vil til dels kræve et opgør med de dominerende, maskulinitets normer ( Beaton & Ali, 2025), da en ny subjektsposition for chef A deskabes igennem at gøre et nyt sprog tilgængeligt og derved skabe nye normer, som ikke kridter banen helt så sort hvidt op. Dog afhænger det selvfølgelig altid af g alvorsgraden af krænkelsen.

Hvordan kan du selv være med til at gøre en forskel 

Her er 10 konkrete måder, du kan bidrage til en samtykkekultur på baseret på UN Women's anbefalinger (UN Women, 2019)  

• Frem en kultur med entusiastisk samtykke:  I stedet for at lede efter et "nej," skal du sikre, at der er et tydeligt og aktivt "ja" fra alle parter. 

• Genovervej maskulinitet:  Reflekter over, hvad det vil sige at være en mand og have samtaler om, hvordan mænd kan udtrykke sig uden at ty til vold eller dominans. 

• Stop med at skyde skylden på offeret:  Gør op med sprogbrug og holdninger, der lægger ansvaret for en voldtægt på offeret, f.eks. ved at fokusere på offeret tøj, handlinger eller alkoholindtag. 

• Hav nul-tolerance:  Arbejd for, at der er en klar nul-tolerance over for chikane og vold i skoler, på arbejdspladser og i fritidsklubber. Også når det gælder hverdagssexisme (eller racisme, homofobi, transforbi mm). 

• Anvend et intersektionelt perspektiv:  Anerkend, at samtykkekultur påvirker os alle forskelligt baseret på vores identitet, seksualitet, hudfarve eller handicap. 

• Lyt til ofre:  Lyt aktivt til dem, der deler deres historier. Lær at sige: "Vi hører dig. Vi ser dig. Vi tror på dig," i stedet for at spørge "Hvorfor gik du ikke bare?" 

• Lad være med at grine af voldtægtsjokes:  Påpeg det eller sig fra, når du hører jokes, der trivialiserer eller normaliserer seksuel vold.  

• Vær en aktiv tilskuer:  Lær at gribe ind, hvis du ser noget. Det kan være ved at skabe en distraktion, spørge personen, der bliver chikaneret, om de er okay, eller ved at sige direkte til gerningspersonen, at deres opførsel er uacceptabel.  

• Uddan den næste generation:  Lær børn og unge om vigtigheden af samtykke fra en tidlig alder f.eks. ved at lade dem bestemme over, hvem de krammer eller får kys af.  

• Start eller deltag i samtalen:  Tal med din familie og venner om, hvordan I sammen kan arbejde for at lave en mere samtykkebaseret kultur.