Etnisk diskrimination

Etnisk diskrimination og feminisme er to områder, der ofte behandles i sammenhæng, fordi begge beskæftiger sig med ulighed i samfundet. Forskning peger på, at personer kan opleve diskrimination på baggrund af flere forhold samtidig for eksempel både køn og etnicitet. Dette beskrives ofte med begrebet intersektionalitet (Crenshaw, 1989). Et intersektionelt perspektiv bruges til at analysere, hvordan forskellige identitetsmarkører såsom køn, etnicitet og seksualitet kan påvirke menneskers vilkår og muligheder i samfundet. 

  • Etnicitet beskriver en befolkningsgruppe, der kan være kendetegnet ved fælles historie, kultur, sprog, religion eller tilknytning til et geografisk område. En etnisk minoritet er en gruppe, der adskiller sig fra majoriteten i et samfund (Mellemfolkeligt Samvirke, 2022). 

    Etnicitet handler ikke kun om udseende, men også om kulturel og historisk tilknytning. Det betyder, at personer kan have forskellig baggrund og samtidig identificere sig som danske. 

  • Etnisk diskrimination betyder, at en person behandles dårligere end andre på grund af sin etniske baggrund, nationale oprindelse, kultur, sprog eller religion. 

    Studier viser, at diskrimination ofte kan være knyttet til synlige identitetsmarkører som navn, hudfarve eller religiøs beklædning (Institut for Menneskerettigheder, 2023). Diskrimination kan for eksempel komme til udtryk ved forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, i mødet med myndigheder eller i form af hadtale.

  • Diskrimination kan forekomme på baggrund af flere faktorer som køn, etnicitet, seksualitet og socioøkonomisk baggrund. Begrebet intersektionalitet, introduceret af Kimberlé Crenshaw, bruges til at beskrive, hvordan forskellige former for ulighed kan overlappe (Crenshaw, 1989). F.eks. kan personer, der både tilhører en etnisk minoritet og en seksuel minoritet, møde flere typer barrierer i samfundet (Mellemfolkeligt Samvirke, 2022). 

Diskrimination og forskelsbehandling på baggrund af etnicitet 

Det er ifølge FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 en grundlæggende menneskerettighed ikke at blive diskrimineret på baggrund af f.eks. køn, seksualitet, handicap, etnicitet, hudfarve, religion eller nationaloprindelse. Det vil sige, at alle mennesker har krav på lige rettigheder og frihed, uanset hvem de er. Således er det i strid med menneskerettighedserklæringen at forskelsbehandle mennesker på baggrund af deres køn, seksualitet, handicap, etnicitet, hudfarve, religion eller nationaloprindelse (Amnesty, u.d.). Alligevel sker der diskrimination og forskelsbehandling i Danmark. Ifølge en rapport fra Institut for menneskerettigheder fra 2023, angiver hele 84 % af danskere med minoritetsetnisk baggrund, at de har oplevet diskrimination eller fordomme på baggrund af deres etniske baggrund (Institut for menneskerettigheder, 2023).  

Diskrimination kan ske enten individuelt, strukturelt eller institutionelt. Individuel diskrimination handler om direkte eller indirekte forskelsbehandling fra enkeltpersoner, ofte baseret på intentioner eller personlige holdninger. Den fokuserer på adfærd på personniveau, som f.eks. bevidst udelukkelse eller negative holdninger over for en anden på grund af deres køn, etnicitet eller lignende. Det kan f.eks. være individuel diskrimination, at en arbejdsgiver ikke indkalder en kvinde til jobsamtale baseret på hendes religiøse påklædning. Forskning fra bl.a. Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder viser, at kvinder med tørklæde skal sende ca. 60% flere ansøgninger for at blive kaldt til samtale end etnisk danske, selvom deres kvalifikationerne er ens (Institut for Menneskerettigheder, 2020). Strukturel diskrimination er indlejret i samfundets normer, vaner, sociale koder og institutioner, uden nødvendigvis at kræve bevidst intention. Det kan f.eks. være, når minoritetsetniske borgere møder forskelsbehandling i sundhedsvæsnet, ulige repræsentation i medierne eller etnisk profilering fra politiet, hvilket vil sige, at politiet mistænker personer på baggrund af deres etniske baggrund eller hudfarve i stedet for deres konkrete handlinger eller adfærd (Institut for Menneskerettigheder, 2022). Institutionel diskrimination er således, når f.eks. love og vedtægter direkte eller indirekte forskelsbehandler mennesker på baggrund af deres etnicitet, religion eller nationale ophav. I 2018 indførte den danske regering ghettoloven, hvor formålet var at modvirke det, man politisk betegnede som “parallelsamfund” i udsatte boligområder. Et boligområde klassificeres som en ghetto, hvis det opfyldte en række kriterier, herunder at mindst halvdelen af beboerne har ikke-vestlig baggrund eller er efterkommere (Bollerslev, 2018). Baggrunden for loven var, at man ønskede at stoppe udviklingen af boligområder, hvor normer og værdier afveg fra det, der blev opfattet som typisk dansk. I december 2025 fastslog EU-Domstolen, at kriteriet om ”ikke-vestlig oprindelse” i lovgivningen kan udgøre diskrimination (Institut for Menneskerettigheder, u.d.).  

Direkte eller indirekte diskrimination

Udover at inddele diskrimination i individuel, strukturel eller institutionel, kan man se diskrimination som enten direkte eller indirekte. Det vil altså sige, at man skelner mellem om diskriminationen sker gennem tydelig og bevidst forskelsbehandling (direkte), eller om diskriminationen ligger mellem linjerne i lovgivninger, regler, normer og praksisser (indirekte).  

Direkte diskrimination er, når en person behandles dårligere end en anden i den samme situation, f.eks. på grund af deres etnicitet, religion, alder, handicap eller køn.  Med andre ord kommer direkte diskrimination til syne, når 48% af etniske minoriteter oplever at få afslag på jobansøgninger, lærepladser, lejemål eller banklån på baggrund af deres etnicitet (Koob et al., 2023). Det er ulovligt at fravælge en ansøger på grund af f.eks. deres etniske oprindelse, hudfarve eller religion (ibid). Det vil sige, at man overtræder loven, hvis man forskelsbehandler en person på baggrund af en eller flere af disse identitetsmarkører.  

Indirekte diskrimination sker, når en tilsyneladende neutral regel i praksis stiller personer med f.eks. en bestemt alder, handicap, køn, etnicitet og/eller religion dårligere end andre personer (Institut for Menneskerettigheder, 2011). Det er dog ikke indirekte diskrimination, hvis reglen er objektivt begrundet i noget sagligt eller nødvendigt. Et eksempel på indirekte diskrimination er, hvis en arbejdsplads har krav om en særlig uniform, som i praksis udelukker personer, der af religiøse eller kulturelle grunde bærer tørklæde. Selvom reglen gælder for alle, får den konsekvenser for kvindelige muslimer med tørklæde, medmindre kravet er objektivt begrundet i f.eks. sikkerhed (ibid). Et andet eksempel på indirekte og institutionel diskrimination er, da regeringen indførte et nyt tildækningsforbud i Danmark i 2018, der forbyder, at man på offentlige steder må bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet (Justitsministeriet, 2018). Selvom tildækningsforbuddet gælder alle danskere, så får loven særlig betydning for f.eks. kvinder, der bærer en bestemt muslimsk klædedragt som f.eks. burka. I 2011 indførte Frankrig ligeledes et tildækningsforbud, og i 2018 slog FNs menneskerettighedskomité fast, at Frankrig krænkede menneskerettighederne, da myndighederne uddelte bøder til to kvinder for netop at gå med den muslimske klædedragt, niqab, i offentligheden (Andersen, 2018).   

84%

af alle minoritetspersoner, der er født eller opvokset i Danmark, har oplevet diskrimination eller fordomme i løbet af det seneste år.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder, 2023.    

48%

af dem, der har sendt en ansøgning, angiver, at de har oplevet at få afslag på grund af deres etniske baggrund. Dette gør sig særligt gældende ift. job, oplæring, bolig og bank.  

Kilde: Institut for Menneskerettigheder, 2023.

28%

af minoritetsetniske personer angiver at de er blevet nægtet adgang til steder, hvor andre gerne må komme ind på grund af deres etniske baggrund. Dette er særligt i nattelivet.   

Kilde: Institut for Menneskerettigheder, 2023.    

Racisme

Racisme henviser til en forældet tro på, at der findes biologiske “racer” af mennesker, og at det udgør forskellen mellem mennesker. I dag ved man ud fra en biologisk synsvinkel, at der ikke findes f.eks. en sort eller hvid race. Der findes hudfarver, men der findes ikke racer, det er socialt konstrueret (Sørensen & Sonne, 2020). Gennem tiden har forskellige raceteorier opdelt menneskeheden i grupper med forskellige kendetegn og egenskaber. Den tyske antropolog, Johann Friedrich Blumenbach, indelte i 1775 f.eks. mennesker i fem variationer eller “racer” ved at se på deres kranier; den kaukasiske, den mongolske, den etiopiske, den amerikanske og den malajiske “race”. Blumenbach mente, at specielt kvinderne ved det georgiske bjerg, Kaukasus, var de smukkeste mennesker overhoved (Høiris, 2025). I kristendommen forbindes bjergkæden Kaukasus med fortællingen om Noas ark, fordi det menes, at arken gik på grund på Ararats bjerget. Derfor mente Blumenbach, at den kaukasiske “race” var urracen, fordi den var skabt i Guds billede, og derudover mente han også, at hvide mennesker var urracen, fordi de kunne blive mørkere i huden, mens mørke mennesker ikke kunne blive hvide (ibid). Hvidhed blev således idealet og udgangspunktet, og alle andre hudfarver var derfor afvigende. Derfor placerede han etiopierne nederst i hans racehierarki, fordi de var brune, og dermed længst fra det hvide ideal. Blumenbachs raceteori er bare en af mange, men fælles for dem alle er, at de historisk har dannet grundlaget for en legitimering af undertrykkelse af ikke-hvide mennesker. Brune og sorte mennesker blev altså anset som uciviliserede og laverestående, hvorfor de “civiliserede” hvide mennesker skulle herske over dem (Moodie, 2007; Maitland, 2007). Selvom vi i dag godt ved, at menneskeheden ikke kan inddeles i “racer”, så findes der stadig neoracisme (ny-racisme), hvilket betyder at “race” erstattes af kultur, religion, nationalitet eller etnicitet. Det vil sige, at bestemte egenskaber kobles til bestemte befolkningsgrupper. Det kan f.eks. komme til udtryk i generaliserede fordomme om bestemte befolkningsgrupper. I Danmark kan man f.eks. høre flere politikere udtale sig generaliserende og nedladende om danskere med mellemøstlig baggrund. F.eks. blev Morten Messerschmidt i 2022, da han var formand for Dansk Folkeparti Ungdom, dømt for racisme. Dommen lød på 14 dages betinget fængsel for at have overtrådt straffelovens paragraf 266, der i daglig tale er kendt som racismeparagraffen (Bech, 2024).   

Mikroaggressioner og minoritetsstress  

I 1970’erne introducerede den amerikanske psykiater, Chester M. Pierce, begrebet mikroaggressioner, der beskrev, hvordan afro-amerikanere oplevede hadtale og hadforbrydelser på baggrund af deres etnicitet. I dag bruges begrebet dog i en bredere kontekst om hadtale og hadforbrydelser mod alle minoritetsgrupper f.eks. LGBTQ+personer, mennesker med handicap, kvinder i mandsdominerede miljøer og etniske minoriteter (Mellemfolkelig Samvirke, 2022). Et eksempel på en mikroaggression kan være, når en person pga. deres hudfarve bliver spurgt “hvor kommer du rigtigt fra?”, fordi man antager, at de ikke er danske. En mikroaggression kan også være at ignorere eller tale hen over en minoritetsperson, især i faglige situationer, og dermed usynliggøre personen. Mikroaggressioner er altså bevidste og ubevidste, verbale og nonverbale handlinger, der nedgør og underminerer mennesker på baggrund af f.eks. “race”, køn, religion, handicap eller seksualitet (ibid). På den måde fungerer mikroaggressioner ved, at en person oplever et tiltagende pres på grund af den konstante diskriminering og fremmedgørelse, de møder i deres hverdag.  F.eks. kan man udvikle minoritetsstress, en PTSD-lignede tilstand, der netop opstår som resultat af en længerevarende belastningssituation (ibid). Belastningen kan f.eks. komme ved, at man møder fordomme, ulige adgang i samfundet, hadefulde ytringer, føle sig forkert eller ikke at høre til (ibid). Det kan dog også komme af misforstået positiv hensyntagen, eller af at man føler et ansvar for at forsvare sig mod og bekæmpe racisme (ibid). Diskrimination og racisme kan altså have alvorlige psykiske og fysiske konsekvenser for de mennesker, det går ud over (ibid). 

74%

af etniske minoriteter oplever mentale eller fysiske tegn på minoritetsstress på arbejdspladsen.

Kilde: Foreningen Lige Adgang, 2023.    

Etnisk diskrimination og feminisme

I 1989 introducerede den amerikanske borgerrettighedsforkæmper, juraprofessor og forsker i kritisk raceteori, Kimberlé Crenshaw, begrebet intersektionalitet. Crenshaw beskrev med begrebet sorte kvinders vilkår i USA som et trafikkryds (intersection) mellem racisme og sexisme (Crenshaw, 1989). Crenshaw viste, hvordan den uretfærdighed, som sorte kvinder i USA mødte i det juridiske system, hverken alene kunne beskrives som racisme eller sexisme, men netop som et krydspres mellem forskellige typer af diskrimination. Intersektionalitet blev således et værktøj til at forstå, hvordan to former for diskrimination overlapper og påvirker hinanden. I 1990 videreudviklede den amerikanske sociolog, Patricia Hill Collins, Crenshaws forståelse af intersektionalitet til ikke kun at vedrøre juridiske analyser, men også en bredere, feministisk samfundsanalyse (Collins, 2000). Collins brød således med en traditionel, feministisk opfattelse af, at alle kvinder erfarer og oplever verden ens, og derved deler de samme (ligestillings)kampe. Igennem intersektionalitet peger Collins således på, hvordan f.eks. sorte kvinders oplevelser og erfaringer ofte adskiller sig fra hvide kvinders pga. deres hudfarve, men også f.eks. sociale og økonomiske forhold. Med andre ord peger Collins på, hvordan sorte kvinder oplever en unik form for undertrykkelse, der ikke kun udspringer af deres køn eller etnicitet, men nærmere opstår igennem et komplekst sammenspil mellem flere identitetsmarkører (Collins, 2000). 

Intersektionalitet igangsatte den tredje bølge af feminisme fra ca. 1990-2000. Denne nye generation af feminister kritiserede tidligere feministiske bevægelser for primært at tage udgangspunkt i erfaringerne og ligestillingsproblemer iblandt hvide, heteroseksuelle, middel- og overklassekvinder. Tredjebølgefeministerne satte fokus på, hvordan kvinders erfaringer og oplevelser er forskellige afhængigt af blandt andet etnicitet, klasse, seksualitet og andre sociale forhold. Således bidrog Crenshaws teori om intersektionalitet til en mere inkluderende feministisk bevægelse, der anerkendte, at ulighed og diskrimination kan inkludere andre identitetsmarkører end køn. Siden tredjebølgefeministerne og Crenshaws kritiske teori har intersektionalitet dannet grundlaget for mange nutidige analyser af magt, ulighed og diskrimination. Således danner Crenshaws tanker fra 1989 stadig en central ramme for, hvordan man i dag forstår diskrimination og feminisme som to tæt forbundne problemstillinger med ét fælles mål om at bekæmpe strukturel ulighed og diskrimination i samfundet.  

“Although the focus is on the black female, our struggle for liberation has significance only if it takes place within a feminist movement that has as its fundamental goal the liberation of all people.”

Bell Hooks, 2015

MeToo og intersektionalitet

Intersektionalitet bruges i dag som et vigtigt analytisk værktøj til at forstå, hvordan forskellige former for ulighed og diskrimination kan overlappe og påvirke hinanden. Denne forståelse har også været central i analyser af #MeToo-bevægelsen, hvor forskere og aktivister har peget på, at kvinders oplevelser af seksuelle krænkelser kan være forskellige afhængigt af deres identitetsmarkører. For eksempel er mange sorte kvinder i USA fattige, socialt udsatte, enlige mødre, arbejdsløse og mangler social kapital (Williams, 2021), og oplever derfor strukturel diskrimination. Det vil sige, at deres muligheder i samfundet er påvirket af overlappet mellem deres køn og etnicitet. På den måde opstår der markant anderledes udfordringer og vilkår for sorte kvinder end for hvide, middelklassekvinder, fordi f.eks. en ustabil, økonomisk situation kan skabe frygt for konsekvenserne ved f.eks. at sige fra over for sexisme på arbejdspladsen (ibid). Intersektionalitet er således et afgørende begreb for at forstå, hvordan f.eks. sorte, fattige kvinder oplever sexisme anderledes end hvide, middelklassekvinder. Faktorer som etnicitet og særligt økonomisk ulighed er nemlig ofte blevet overset i den offentlige debat om MeToo. Dette kalder den amerikanske, juraprofessor, Jamillah Bowman Williams, for politisk intersektionalitet. Igennem dette begreb forklarer hun, hvordan den feministiske og antiracistiske bevægelse har overset, hvordan sorte kvinder bliver udnyttet pga. deres vilkår. Hvor den antiracistiske bevægelse i sin oprindelse er baseret på sorte mænds erfaringer og udfordringer, så er den feministiske bevægelse formet af hvide, middelklassekvinders erfaringer og oplevelser af verden. Således har den sorte kvinde ikke været repræsenteret i nogen af de to bevægelser, hvilket har ført til, at deres oplevelser og erfaringer ikke er blevet tydeliggjort i MeToo-debatten (ibid). Et eksempel på denne splittelse er f.eks. i sagen om den amerikanske, sorte, RnB-stjerne, R Kelly, der i årtier er blevet anklaget for bl.a. seksuelle overgreb på mindreårige, sorte piger. I 2021 og 2023 blev han henholdsvis idømt 30 år fængsel i New York og 20 års fængsel i Chicago for menneskehandel, seksuelt misbrug af børn, organiseret kriminalitet, besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale af børn og grooming af mindreårige (Nielsen, 2022; Savage, 2023). Selvom ofrene i årtier råbte højt om de krænkelser og overgreb, de har været udsat for, så var der blandt nogle sorte amerikanere modstand imod ofrenes anklager. Grunden til deres modstand var, at de frygtede, at R Kelly-sagen ville forstærke negative, stereotype forestillinger om sorte mænd som voldelige og kriminelle. Med andre ord kunne R Kelly-sagen bekræfte eksisterende stereotyper, som man frygtede ville medvirke til usaglig diskrimination af uskyldige, sorte mænd i USA. Således blev de sorte kvinder, der var ofre i sagen, fanget mellem både diskrimination på baggrund af både deres køn og etnicitet, fordi de hverken fik opbakning fra det sorte samfund eller fik i plads i f.eks. mediernes dækning af MeToo. De kvinder, der var ofre for seksuel chikane og overgreb, fik altså ikke samme opmærksomhed eller mulighed for at fortælle deres historie, fordi mediernes dækning af #MeToo fokuserede hovedsageligt på krænkelser og overgreb på hvide, kendte kvinder (Williams, 2021). På den måde medvirkede medierne til marginaliseringen af sorte kvinders oplevelser i forbindelse med #MeToo, fordi de ikke havde nogen at spejle sig selv og deres oplevelse i (Dichman, 2021). Den manglende repræsentation i MeToo-bevægelsen kan således være med til at skabe en stereotyp opfattelse af, hvem man anser som “rigtige” ofre, og hvem der ikke kan ses som et offer (ibid).  

Kimberly Crenshaw, 1991

“The problem is not simply that both discourses fail women of color by not acknowledging the “additional” issue of race or of patriarchy but that the discourses are often inadequate even to the discrete tasks of articulating the full dimensions of racism and sexism. Because women of color experience racism in ways not always the same as those experienced by men of color and sexism in ways not always parallel to experiences of white women, antiracism and feminism are limited, even on their own terms.” 

Hvordan du kan være med til at gøre en forskel


Alle kan bidrage til at modvirke diskrimination og skabe et mere inkluderende samfund igennem hverdagsaktivisme. Med andre ord kan du være med til at gøre en forskel gennem dine handlinger i hverdagen. Det kan blandt andet ske ved at sige fra, når du oplever og/eller er vidne til diskrimination eller hadtale. Når du tager ansvar og siger fra, så vil den berørte måske opleve bedre støtte, og samtidig kan du motivere andre til også at handle, hvis de møder diskrimination. En anden måde at skabe en bedre inklusion er ved at være bevidst om dine egne privilegier, såsom adgang til sprog, uddannelse og netværk, som ofte er lettere tilgængelige for majoriteten. Yderligere er det vigtigt at reflektere over dine egne fordomme og bias. Alle mennesker er påvirket af f.eks. normer, deres opvækst og det samfund, de lever i, men ved at anerkende, at dette er med til at forme dig, så kan du skabe et bedre grundlag for at ændre uhensigtsmæssige mønstre. Endelig kan man i sin daglige sprogbrug være opmærksom på ikke at bruge nedladende udtryk eller at stille spørgsmål, der kan virke ekskluderende, som fx hvor en person “egentlig” kommer fra. I stedet kan du møde alle mennesker med samme udgangspunkt og respekt som du selv ønsker at blive mødt med. 

Få hjælp

Hvis du har været udsat for racisme, forskelsbehandling, hadtale eller hadforbrydelser på baggrund af din etnicitet, er der flere steder i Danmark, hvor du kan få rådgivning og hjælp:

  • Institut for Menneskerettigheder yder bistand til ofre for diskrimination på grund af køn og race eller etnisk oprindelse ved at give rådgivning om retten til ikke at blive diskrimineret og om, hvor man kan gå videre med sin sag.

    Læs mere →

  • Behandler klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet og på andre områder på grund af bl.a. race og etnisk oprindelse. 

    Læs mere →

  • Tilbyder støtte og rådgivning til ofre for forbrydelser, herunder hadforbrydelser. 

    Læs mere →

  • Hvis du har været udsat for chikane, verbalt overfald eller vold, der kan betegnes som en hadforbrydelse, bør du anmelde det til politiet. 

    Kontakt: 

    • Akutte situationer: Ring 112 

    • Ikke-akutte situationer: Ring 114 

    Læs mere →

Find mere viden

  • Ansari, Haidar. (2025). Normaliseret.

    Elmi, Amina. (2023). Barbar [tavshedens objekt].

    Hassan, Yahya. (2013). Yahya Hassan.

    Hooks, Bell. (2015). Ain’t I a woman: Black women and feminism.

    Hooks, Bell (2023). Feministisk teori : fra margin til centrum. (1. udgave.). Information.

    Langvad, Maja Lee. (2014). Hun er vred: Et vidnesbyrd om transnational adoption.

    Lee, Harper (1960). To Kill a Mockingbird.

    Mahmoud, Abdel Aziz (2017). Hvor taler du flot dansk! Nyt Dansk Litteraturselskab.

    Neye, Anna (2017). Emma Gad for hvide : en terapeutisk guidebog. (1. udgave.). Gyldendal.

    Sadaq, Elias. (2023). Djinn.

    Walker, Alice (1983). The Color Purple

  • Albana, Maya. (2018). Det sorte kapitel

    Danmarks Radio. (2018). I politiets vold

    Simmons, Aishah Shahidah. (2006). NO! The rape documentary

    TV 2 Echo. (2023). RacismeEksperimentet

  • Aftenklubben. (u.å.). Strukturel racisme i Danmark med Mira Skadegård. NOVA FM.

    Kultur for alle – Centralbibliotekerne i Danmark. (2022). Samtaler vi skal have om racisme.

    Radio Loud. (2020). Findes strukturel racisme i DK?

    Respons. (2020). Mere end mursten

Forrige

METOO OG SAMTYKKE