Vordende forældre opdeles i et A og et B hold
17. november 2017  
Kategori: Nyhed

Med nedprioriteringen af de offentlige tilbud indfører regionerne - og regeringen ved at sætte regionernes økonomiske rammer - skjult brugerbetaling i svangreomsorgen. Det betyder, at dem der har råd kan supplere det mangelfulde offentlige tilbud med privat tilkøbt jordemoder eller fødselsforberedelse. Dansk Kvindesamfund har sendt et åbent brev til de opstillede kandidater til regionsrådsvalget d. 21. november.     Du kan læse kandidaternes svar på Dansk Kvindesamfunds Facebook-side.

 

Kære opstillede kandidater til regionsrådsvalget,

De sidste mange år er svangreomsorgen blevet nedprioriteret. Dansk Kvindesamfund har gentagne gange understreget vigtigheden af at prioritere området, og det er med beklagelse, at vi kan konstatere at dette ikke er sket.

Med nedprioriteringen er der indført skjult brugerbetaling, der opdeler vordende forældre, uanset familieform, i et a- og b-hold, hvor a-holdet har råd til at supplere det offentlige tilbud med privat tilkøbt jordemoder eller fødselsforberedelse. Det rammer bl.a. udsatte gravide og kvinder, der af den ene eller den anden grund ikke har ressourcerne til - eller forudsætningerne for - at opsøge og tilkøbe privat hjælp. Ligesom det rammer kvinder, der udsættes for vold i hjemmet. Hermed risikerer kvinderne at blive overset i systemet med alvorlige konsekvenser for både dem selv og deres kommende barn. En individuel tilgang til den fødende kan være et middel til at afhjælpe dette.

Sundhedsstyrelsen har udformet anbefalinger ift. svangreomsorgen, også for udsatte kvinder. Anbefalinger, der kan tages som toneangivende, men som det også er muligt at fravælge grundet lokale overvejelser på regionernes hospitaler. Dermed bliver de reelt det første, der ryger i en travl og presset hverdag på landets fødegange. En god fødsel skal være en ret for et barn, den fødende og en eventuel fødselspartner, og den er ikke automatisk sikret på baggrund af anbefalinger.

Det er sundhedsvæsenets ansvar at sørge for, at det kan rumme alle og skabe rammer, hvor det ikke bare er one size fits all, men sikre at der kan tilbydes forskellig behandling til kvinder med forskellige behov og derved sikre ligestilling.

Vi vil derfor gerne have jeres svar på følgende, som vi efterfølgende vil offentliggøre på Dansk Kvindesamfunds Facebook-side som en vælgerguide til vores medlemmer og følgere i forbindelse med regionsrådsvalget 2017.

Læs hele brevet og spørgsmålene her

Du kan læse kandidaternes svar her

 

 

 


Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta