Høring over udkast til bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge
05. maj 2017  
Kategori: Nyhed

Høringssvar fra Dansk Kvindesamfund

En mere ligestillet barselsfordeling er nøglen til at løse en række ligestillingsproblematikker, såsom ligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked og en mere ligelig repræsentation af kvinder i toppen af erhvervslivet.

Som følge af den siddende regerings politik er barselsfonden for selvstændige erhvervsdrivende lukket. Den ordning, der skulle sikre et betydeligt bedre økonomisk grundlag for selvstændige end dagpengesatsen. Dansk Kvindesamfund ser det som et positivt tiltag, at regeringen tager konsekvensen af en fejlagtigt ført politik på barselsområdet og nu forsøger at rette op ved at give selvstændige erhvervsdrivende ret til at tilrettelægge en mere fleksibel barselsperiode. For kvindelige selvstændige erhvervsdrivende er det en nødvendighed at kunne afholde barsel over en længere periode.

Dansk Kvindesamfund anbefaler, at det skrives ind, at det bliver en 1:1 beregning ift. afholdelse af barslen modsat det grovkornede forslag, hvor der kun skelnes i fjerdedele. For at sikre den selvstændiges mulighed for at skabe vækst via virksomheden skal regeringen sikre størst mulig fleksibilitet. Med det nye dagpengesystem, hvor perioden udregnes i timer, burde den samme model kunne overføres på barselsområdet. 

Der er allerede en kønsskævvridning i forhold til, hvor mange kvindelige og mandlige selvstændigt ejede virksomheder der er, og rimelige og fordelagtige barselsforhold kan være med til at udjævne dette og sikre reel ligestilling indenfor området.

 

 

 


Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta