Sheela Na Gig - den kvindelige ekshibitionist?

Sheela Na Gig - den kvindelige ekshibitionist?

 

På De Britiske Øer, og særligt Irland, kan man finde en særdeles underfundig figur, der pryder flere gamle, ofte gejstlige bygninger, nemlig Sheela Na Gig. Derovre har de, i modsætning til herhjemme, en hel anden forkærlighed og tradition for udsmykning og symboler på deres bygninger, og de tager ofte form som små mærkelige gnomer og groteske gotiske afbildninger af mere eller mindre mytiske figurer.

I Danmark har vores bygningskunst til sammenligning været præget af en nærmest asketisk holdning til pynt og prangende udsmykninger.  Og når der bliver pyntet, er det som hovedregel med enten mandlige figurer eller natur, dvs. planter og dyr. De bidrager oftest til fortællingen om værdier (f.eks. religion), og til hvem, der som patriarken skabte bygningen og det, den repræsenterer (bolig, fabrik etc.), hvilket for øvrigt også er tilfældet i de mere pyntelystne lande og regioner.

Men hvem eller hvad er hun så, hende Sheela Na Gig, der synes at bryde netop dette mønster? Vi finder hende på den tidlige middelalders kirker og borge, hvor hun i mange år har siddet ganske ubemærket. De senere år er hun dog blevet (gen)opdaget og er dermed gjort til genstand for flere undersøgelser af hendes betydning. Hvilket budskab, hvis der da er et, prøver hun så at sende os? Og hvorfor er hun nærmest grotesk udformet i sin måde at blotte sit køn?

Det er der i forskningskredse ikke enighed om, men et bud er, at Sheela Na Gig’en er et ældgammelt levn fra den keltiske Moder Jord, altså et symbol på liv og frugtbarhed. En anden tolkning er, at hun er en skøge, der advarer om kvindens promiskuøse natur. Men måske betyder hun noget helt tredje. Der er ligeledes uenighed om, hvordan hun ser ud. Nogle mener, at hun mest ligner en gammel heks, mens andre synes, hun blot er en ganske almindelig kvinde.

Der er mange spørgsmål, og meget lidt enighed om besvarelsen af dem,  men  sikkert er det, at den lille figur fascinerer mange, både på tværs af akademiske faggrænser og så sandelig også i populærkulturen.

 

Hvis du gerne vil vide mere om den kontroversielle figur, er her et link til en hyldestside til hende: http://www.sheelanagig.org  og mens du læser, skal du endelig lytte til PJ Harveys fortolkning af Sheela Na Gig’ens betydning:  http://www.youtube.com/watch?v=nojeYbBpbeU

 

 

 

Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta