Santa Baby og Santa Buddy: Skrøbelig maskulinitet og et venskab med Julemanden

Foto: marcoverch

Julen er atter over os – og dermed også julemusikken. Klassikere som White/Blue/Last Christmas og nyfortolkninger kæmper om spilletid i radioen. Men hvordan ser det ud med kønsrollerne i julesangene? Og hvad sker der, når en mand prøver at opdatere Eartha Kitts berømte Santa Baby?

 

Af Ida Kjærulff Ottesen

 

Alle julesange har det tilfælles, at de ofte kører på de gængse kønsstereotyper. Bare se på favoritten ”Højt Fra Træets Grønne Top”.

 

Peter og Henrik er de typiske drenge. Peter har kun øjne for trommen, der hænger på træet, og Henrik får en fane, for han ”er stærk” og ”har mod”, og de andre børn ”skylder ham respekt!”.

 

Anderledes går det for kvinderne i familien: Anna får fire alen merino, så hun kan sy sig selv en vinterfrakke, Lotte kan være stolt, fordi hun har holdt garnet til bedstefars hue, og Hanne har strikket. Moder er henvist til køkkenet og får penge til husholdningen af fader, som indirekte bliver malet som familiens forsørger. Alt dette i en enkelt sang, som kan virke uskyldig, men som sammen med kønsbestemt legetøj og diverse andre samfundspåfund fastholder børn og voksne i faste kønsroller.

 

 

Santa Buddy

En af de mest kendte engelske julesange er ”Santa Baby” sunget af Eartha Kitt tilbage i 1953, og siden har en masse kvindelige kunstnere udgivet covers af denne julesange. En sang, som på en gang med sin uskyldige, men kælne vokal, barnagtiggør sangerinden samtidig med, at hun bliver fremstillet som et umætteligt seksuelt væsen – f.eks. med linjen:

 

 

”Think of all the fellas that I haven’t kissed”.

 

Eartha Kitts version sælges altså på en barnlig kvindestemme, der kælent antyder, at julemanden kan få noget til gengæld for alle de dyre gaver, han kommer med.

 

Så hvad sker der, når en mand prøver at lave et cover af sangen? Michael Bublé udgav i 2011 et julealbum og forsøgte sig med ”Santa Baby”. Men sangen måtte undergå drastiske ændringer, inden Michael Bublé kunne synge den. For det første blev titlen lavet om til ”Santa Buddy” – så Bublés heteroseksualitet ikke kunne betvivles. Og de førnævnte ’fellas’ blev til ’hotties’.

 

#MasculinitySoFragile

Bublés version nøjedes ikke kun med en titelændring. Han havde også andre ønsker til Julemanden. De mest opsigtsvækkende er, at bilen går fra at være en ”54 convertible too, light blue” til at være  en ”65 convertible too, steel blue”. Det er også interessant at bemærke, at en 54 convertible er kendt for sine runde, bløde former, og 65’eren er mere kantet og skarp.

 

Den normale opfattelse af blå er ellers, at det er ”drengefarve”, men lyseblå er åbenbart ikke godt nok til en voksen mand. Dertil kommer sportsbilletter, dekorationer fra Mercedes (i stedet for fra Tiffany’s) og i stedet for en ring, synger Bublé simpelthen ’cha-ching’ – for penge kan man jo aldrig få nok af.

 

Et musikalsk "no homo"

Michael Bublés version er et bevis på, hvordan mænds (venskabelige) forhold til hinanden konstant er under trussel, og derfor skal afdramatiseres og afseksualiseres. Samfundet tillader nemlig ikke mænd at vise følelser, fordi der så er mistanke om homoseksualitet - samfundets indgroede homofobi forhindrer simpelthen heteroseksuelle mænd i at være tætte med deres mandlige venner.

 

Her kommer udtrykket ”no homo” på banen. Et udtryk, mænd bruger, når de frygter, at de har vist for mange følelser over for en mand. Det er dog ikke kun sangen, den er gal med. Begrebet ”Bro-mance” (en sammentrækning af Brother og Romance) eksisterer for at beskrive et tæt mandligt, heteroseksuelt venskab, rosévine bliver markedsført til mænd som ”Brosé”, og hvis man tester vandende ved at være seksuelt sammen med en anden mand, kan man kalde det et ”Bro-job”.

 

I ”Santa Buddy” kommer det tydeligt til udtryk, og bestræbelserne gør, at hele sangen falder til jorden. Ikke mindst i det øjeblik, hvor Bublé forsøger at af-seksualisere strofer som ”I’ve been an awful good guy” og ”I’ll wait up for you dude” med minimal succes. Hele sangen lyder derfor som den musikalske version af ”no homo”.

 

Julen er højsæde for tradition og traditionelle kønsroller, og vi hører de samme sange igen og igen. Michael Bublés opdatering af ”Santa Baby” viser, hvor skrøbelige disse kønsroller er, og hvor langt man som sanger vil gå for ikke at drage tvivl om sin egen heteroseksualitet.

 

Foto lånt her.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta