Når Danmarks besættelse skal filmes, har mænd hovedrollen

Foto: Wiki

Besættelsestidsfilmene har i stor stil prioriteret fortællinger om et maskulint univers, mens kvindernes indsats befinder sig på sidelinjen. Men passer det billede på virkeligheden, og hvad betyder det for vores opfattelse af køn og krig?  

Af Anna Stegger Gemzøe, cand.mag. i historie

Mænd er modige og handlekraftige mens kvinder er følsomme og frygtsomme, i hvert fald hvis man ser på de syv bedst anmeldte danske besættelsestidsfilm. De er ofte bygget op efter samme mønster: Den modige mandegruppe er centrum for den historiske fortælling om selve besættelsen, mens kvinden typisk tilfører historien en følelsesdimension, intriger og kærlighed. Hun påvirker mændene, men ikke historiens gang, selv om mange kvinder faktisk engagerede sig i modstandsmiljøet i 1940-1945.

Mænd tager ansvar og kvinder er ængstelige

Når de populære danske film om besættelsestiden er så påfaldende ens i deres fortælling og kønsudtryk, kan man nemt frygte den påvirkning, de har på publikums opfattelse af både historie og køn. Der er nemlig stor forskel på, hvad mænd og kvinder gør og er i filmene: Mændene tager ansvar og er modige nok til at påvirke historien, mens kvinderne generelt er passive og ængstelige – en rollefordeling, der fremstår helt naturlig.

Besættelsestidsfilmene har i stor stil prioriteret fortællinger om et maskulint univers, der hviler på nærmest militæragtig ære og kammeratskab. Her påvirker mændene historiens gang og sætter sig op mod den onde besættelsesmagt med våben og bomber, og det bliver ikke betvivlet, at det er det eneste rigtige at gøre. Volden er ikke bare acceptabel, den er nødvendig og heltemodig.

Kvinderne er derimod sjældent en aktiv del af partisanuniverset i filmene, og deres krigserfaringer bliver i langt mindre grad talt med som interessant historie. Den naturlige og "rigtige" vold er knyttet til mandens helterolle som beskytter af både nationen og kvinden, der på sin side ofte har langt mere brogede kendetegn end de modige, loyale og fornuftige mænd: Kvinderne er følsomme, tvivlende og bange, og i fire ud af de syv film truer de endda stabiliteten i mandegruppen med al deres kvindelighed. Et eksempel, der går igen i flere film, er forskellen mellem kvinden og hendes følelser på den ene side og manden og hans fornuft på den anden: I de fleste film er han mere sej, handlekraftig og modig end hende.

Den stærke kvinde er lig med følelseskold

Klichéen om den bløde, passive kvinde og den hårde, aktive mand bliver kun brudt helt i Flammen og Citronen (2008), hvor den plotbærende femme fatale, Ketty, ikke er den klassiske, følsomme kvindefigur. Idet hun bryder med forventningerne og er følelseskold, bliver hun imidlertid også en mere usympatisk karakter. Klichéen bliver også delvist brudt i Hvidsten Gruppen (2012), hvor hovedpersonernes træk ligner hinanden mere på tværs af kønnene, men her stikker svigersønnen Peter ud. Han er bange og har altså næsten for mange følelser i forhold til, hvad der forventes af ham. Filmene illustrerer således også det pres, der hviler på manden, som er helt modsat forventningerne til kvinden. Det sker med en skræmmende naturlighed, der gør, at modige kvinder og bange mænd skiller sig ud i fortællingerne.

Man kan argumentere for, at kønsrollerne var anderledes i 1940’erne, og at kassetænkt kønsopdeling derfor ikke er så underlig. Der var da også relativt få kvinder, der deltog aktivt i selve sabotagehandlingerne mod den tyske besættelsesmagt. Derimod havde kvinderne mange andre funktioner både i hverdagen og i modstandskampen i et bredere perspektiv fx som værtinder, kurerer, sekretærer, organisatorer, nødhjælpskoordinatorer, som engagerede i den illegale presse, men også som både gruppeledere og –medlemmer. Enkelte af disse funktioner optræder i de to nyeste film, Flammen og Citronen og Hvidsten Gruppen, men selve kvindernes karkatertræk er ofte "svagere". I tre tilfælde, De røde enge, Den usynlige hær og Drengene fra Sankt Petri er kvinderne ganske enkelt mindre modige og mere ængstelige end mændene, men ingen bebrejder dem det. Faktisk må Gerda i Hvidsten Gruppen helst ikke være med til nedkastningerne for sine forældre, ligesom Alice i Den usynlige hær (1945) ikke ville kunne klare andet end det allermindst risikable modstandsarbejde, hvis noget overhovedet.

"Er du fej?" 

I filmene forventer ingen mere af kvinderne, end at de støtter passivt op om mændene. Omvendt er det ofte ikke i orden, hvis mændene har lyst til at være passive: Jørgen bliver overtalt til at engagere sig og ikke være "fej" i Den usynlige hær (1945), ligesom den mindre risikovillige Søren bliver ekskluderet af gruppen i Drengene fra Sankt Petri (1991), Flammen og Citronen skal dræbe en kvinde, selv om de ikke har lyst, og Peter i Hvidsten Gruppen kommer med til nedkastningerne, selv om han er langt mindre modig end sin kone og grædende får at vide, at han skal tage sig sammen. Der er altså (med få undtagelser) ofte ikke kun forventninger til hvilke sfærer, kønnene kan agere i, men også hvilke styrker og svagheder, de må have.

Farvel til et forsimplet mandeunivers

Undtagelserne er Fiil-kvinderne, der presser på, for at familien skal påtage sig et ansvar i modstandsbevægelsen i Hvidsten Gruppen samt den førnævnte Ketty og en kvinde i den mandsdominerede modstandsgruppe i Flammen og Citronen. Det er nyt i forhold til flere tidligere film, hvor kvinderne typisk ikke ville have, at netop deres mænd skulle ofre sig. Måske er der altså en spirende tendens til, at kvinderne i denne type film nu får lov til at være med til at påvirke de historiske begivenheder – også på lærredet.

Det kan man håbe, fordi den ensidige fremstilling af besættelseshistorien som et forsimplet mandeunivers med meget faste forventninger til kønnene ikke er særligt hensigtsmæssig i hverken et historiefagligt eller kønspolitisk perspektiv.

 

Kilde: Specialet "Køn og Nationalfortælling i danske besættelsestidsfilm 1945-2012" af artiklens forfatter.

De syv film, der er undersøgt i specialet, er Den usynlige hær (1945), De røde enge (1945), Der var engang en krig (1966), Drengene fra Sankt Petri (1991), De nøgne træer (1991), Flammen og Citronen (2008) og Hvidsten Gruppen (2012) – alle velanmeldte og populære film (bl.a. Gyldendals Danske Filmguide 2008), som man kan argumentere for, har været med til at forme danskernes mentale billeder og forståelse af anden verdenskrig.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta