Foto: Flickr

Mænd er også godt trætte af sexisme!

En beretning om en mand, der sagde nej tak til at kalde kvinder for "ludere".

Af Casper Mørck

For nogle måneder siden startede Peter på sygeplejerskeuddannelsen i København, men måtte droppe studiet. En af grundene, til hans udmeldelse, var en introtur præget af sexisme og stereotype manderoller.

Mødet med mandelogen MASK

Forinden introturen havde Peter hørt om, at mandelogen MASK fandtes. Logen beskriver sig selv som en "ikke-hemmelig loge, men en loge med hemmeligheder". Peter besluttede sig for at deltage med et åbent sind: "Jeg tænkte, at de måske ville tale om de problemer, der kunne være forbundet med at arbejde i et kvindefag og de fordomme, man møder som mand". Virkeligheden viste sig dog at være anderledes.

Da Peter for første gang deltog i et loge-møde under introturen, blev han mødt med synet af en gruppe mænd, der sad i rundkreds og messede "kommer der ikke snart noget fisse til mig?". Peter bemærkede straks en klar hierarkisk opdeling i MASK. Logen bestod af en "sherif", som ikke måtte afbrydes, hvilket blev opretholdt af hans højre hånd "vicesheriffen". Blandt MASK-medlemmerne sad studietursvejledere og færdiguddannede sygeplejersker. De blev alle ophøjet til æresmedlemmer. Peter fik fortalt, at logen havde eksisteret siden 70’erne. Der blev tegnet et tydeligt billede af, at det var normen, at man som mand, skulle være en del af logen.

Selve logemødet startede med, at vicesheriffen introducerede de nye studerende til MASK. Herefter lavede MASK-medlemmerne en regel om, at omtale kvinder for "ludere". De nye studerende blev bedt om at introducere sig selv. Man skulle sige, hvor længe man havde været medlem af MASK, og hvor mange "ludere" man havde "flækket" under sit studieophold. Da Peter undlader at sige "luder" om kvinder, spørger et MASK-medlem ham "hvor mange ludere, han nu havde flækket". For første gang i sit liv, følte Peter sig udsat for sexisme, på grund af sit køn: "Det var første gang, at jeg følte mig sexistisk behandlet. Jeg stod der og skulle gøre noget, jeg ikke havde lyst til og den eneste grund var, at jeg var mand."

Automatisk en del af MASK

Efter mødet med MASK spurgte en af Peters kvindelige medstuderende ind til det hemmelige møde, og her blev det klart for Peter, at selv om han var imod alt hvad der var sket, så var han automatisk blevet en del af det: "Hvordan skulle jeg takle det, hvis jeg startede på studiet og ikke ville være en del af MASK? Hvilke konsekvenser ville det have for mig og tiden efter studiet som færdiguddannet?". Det sexistiske miljø, som Peter havde mødt og som virkede til at gennemsyre uddannelsen, blev derfor en medvirkende faktor til, at han droppede studiet.

Ikke kun på sygeplejerskeuddannelsen

Hændelsen, som Peter oplevede under introturen til sygeplejeskeuddannelsen, står desværre ikke alene. Sidste sommer kunne Universitetsavisen berette om lignende optagelsesritualer på introturen til statskundskab, hvor der ligeledes var en mand, der sagde nej til et sexistisk miljø, blandt mænd. Peter håber derfor, at han, med sin historie, kan hjælpe andre mænd til at sige fra i situationer hvor de, på grund af deres køn, tvinges til at være noget, de ikke vil være.

 

Peter er et fiktivt navn, da kilden er anonym. Redaktionen er bekendt med kildens rigtige navn. Foto: Flickr

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta