Lyd til efterårsdagene

Kort om Køn er hoppet på podcast-bølgen og har lyttet til tre podcast, som har det til fælles, at de er produceret af talentfulde kvinder, som brænder for at fortælle historier om livets store, små, dramatiske, tragiske og komiske oplevelser.

Af Anne Christine Gorm Jensen

2 Dope Queens

Med '2 Dope Queens' skaber de to afrikansk-amerikanske komikere Jessica Williams, tidligere korrespondent for 'The Daily Show', og Phoebe Robinson, stand up-komiker i New York, et alternativ på comedy- og podcast-scenen, der ofte udgøres af hvide mænd. Podcasten er stykket sammen af live-optagelser fra Union Hall i Brooklyn, hvor de to veninder starter showet med en intim venindesnak om Rihanna og Drake, Billy Joels bløde hænder, racistiske taxachauffører, sexisme, dating oplevelser, white female anger versus black female anger. Efter en heftig omgang skarp satire, street slang og masser af "Ooooh my god", "I was sooo jazz" og "I loooove it", overlader de to brooklyner scenen til en ny komiker, som skifter hvert afsnit. Hvorfor skal du lytte til '2 Dope Queens'? Fordi de to 'dope queens' har en yderst cool street attitude med skarpspydig humor, og det er svært ikke at blive suget ind i deres intime veninde yo yo-dans, der hele tiden kaster skarpe referencer til popkulturen. Samtidig giver ’2 Dope Queens’ plads til 'nye' stemmer i lydlandskabet.

Strangers

Danskeren Lea Thau, der bor i USA på 19. år, er efterhånden blevet en kendt stemme inden for storytelling-podcasts. I ’Strangers’ giver Thau mikrofonen til helt almindelige amerikanere (og sommetider danskere) som åbent og ærligt fortæller om en vigtig, absurd eller hjerteskærende begivenhed i deres liv. Thau er en mester til at finde historierne, redigere dem og afslutte med en kobling til sit eget liv. På den måde åbner Thau op for de personlige fortællinger og understreger, at selvom vi er forskellige og fremmede for hinanden, så er vi fælles om at føle ensomhed, kærlighed, glæde og sorg. Hvorfor skal du lytte til 'Strangers'? Fordi Thau agerer som en god bog, der giver dig en større forståelse af det at være menneske.

The Guilty Feminist

Endnu en dansker står bag denne anbefalelsesværdig podcast, nemlig Sofie Hagen, der er blevet et stort hit på den britiske standup-scene. Sammen med komiker og forfatter Deborah Frances-White blotlægger Hagen alle de kattepiner, som den moderne feminist ser sig fanget i. Som at Hagen indrømmer, at hun har nemmere ved at huske navnet på Frances-Whites yndlingsmascara end navnet på en feminist, som Frances-White begejstret har talt om. I 'The Guilty Feminist' udfordrer de to hinanden som feminister i det 21. århundrede. Gennem absurde og humoristiske udfordringer vender og drejer de deres personlige oplevelser, usikkerheder og tanker om emner som nøgenhed, porno og kropsidealer sammen med episodens særligt inviterede feminist.
Hvorfor skal du lytte til 'The Guilty Feminist'? Fordi de rammer plet. Du vil med 99,99 procent sandsynlighed kunne genkende dig selv i flere af deres bekendelser som 'skyldig feminist'. Og det er svært ikke at grine med.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta