Lego bliver presset på kønsrollerne

 

LEGO bliver presset på kønsrollerne

En ny bevægelse for ligestilling har set dagens lys i Wisconsin i USA. ”Brave Girls Alliance” vil blandt andet have LEGO til at lave flere pige-figurer som professorer, geologer, astronauter, pirater og læger.

Bevægelsen Brave Girls Alliance har som mål at ændre legetøjsproducenternes kønsstereotype opdeling af legetøj målrettet enten piger eller drenge. I stedet for biler og kemisæt til drenge, og dukker og køkkensæt til piger, så foreslår bevægelsen mindre kønsopdelt legetøj til fordel for alle. Bevægelsen tog sit udspring i Melissa Wardy’s 5-årige datter. Da datteren gik fra at lege med DUPLO til at lege med LEGO, havde LEGO netop lanceret den lyserøde linje Friends til piger. Den faldt ikke i datterens smag, i stedet faldt hun for LEGO Minifigures. Der er dog ikke mange pige-figurer i serien, og dem, der er at vælge imellem, er typisk sygeplejerske, cheerleader, popstjerne eller tjener. Datteren klagede over, at der ikke var nogen pige-professorer, geologer, ingeniører eller astronauter.

Og datteren påpegede et ganske reelt problem. LEGO er verdens næststørste legetøjsproducent, og kun 16 procent af deres figurer er piger. Hvis man fraregner Friends-serien, som udelukkende bliver markedsført til piger, falder tallet til 11 procent. Men hjælpen var nær. Melissa Wardy fandt et forslag til netop flere pige-figurer på LEGO’s egen hjemmeside lego.cuusoo.com. Her kan brugerne foreslå ændringer eller tilføjelser til LEGO’s produkter. Hvis idéen får 10.000 støtter, så er den med i konkurrencen om at blive sat i produktion. Forslaget, som er designet af brugeren ”Alatariel”, hedder ”Female Minifigures”. Fra den 28. maj til den 10. juni i år fik idéen over 10.000 støtter på hjemmesiden. Melissa Wardy og Brave Girls Alliance har sideløbende startet en underskriftsindsamling på change.org for yderligere at støtte Alatariel.

”Female Minifigures” er sammen med 6 andre projekter gået videre til LEGO Review. Den 6. januar 2014 vil LEGO offentliggøre, hvilken af de 7 idéer der bliver sat i produktion. Noget tyder på, at LEGO allerede er blevet påvirket af initiativet. I hvert fald er der allerede nu en pige-brandmand og en pige-togingeniør blandt LEGO Minifigures. 

Brave Girls Alliance har også andre projekter til fordel for netop et mere alsidigt udvalg af legetøj til piger, og det er værd at følge med på bravegirlswant.com.

Skrevet af: Helene Marie Hassager. .

 

 

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta