Kvinde, Elsk din Krop

Grinende, svedende og klogere end før de satte sig i sæderne, forlader publikum Aveny-T efter at have set Kvinde Kend Din Krop. Det er ingen overdrivelse - med lidt upræcis kalkulation vurderer denne anmelder, at stort set alle publikummerne til forestillingen d. 5. maj for alvor fik trænet lattermusklerne.

Af Minna Julie Kolte

Kvinde Kend din Krop har som teaterforestilling gået sin sejrsgang i flere produktioner siden den originale på Reumert-prisvindende opsætning på Mungo Park. I foråret har den spillet på Aveny-T fra d. 22. april til d. 15. maj med skiftende hovedroller blandt Maria Rich, Kasper Leisner, Peter Christoffersen og Anne Vester Høyer.

Denne aften giver Kasper Leisner og Anne Vester Høyer et brag af en forestilling, der ugenert bearbejder emner som kropsidealer, orgasmer og kønsbehåring. Emner som dagligt spiller en hovedrolle i verserende debatter om ligestilling og kvindens rettigheder i samfundet, men sjældent på en lige så humoristisk måde, som i Kvinde Kend Din Krop.

Fra den illustrative opførelse af kvindens månedlige ægløsningscyklus – der på humoristisk vis blev legemliggjort gennem to balloner og et par mandearme som æggestokke, til den sensuelle og larmende produktion af kvindens orgasme, der blev opført med alle instrumenter i folkeskolens repertoire - med panfløjten som afsluttende nydelsesdemonstration, højt hår og solbriller, fik publikum en skøn og befriende gennemgang af emner, der optager de fleste kvinder på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Musikalsk var stykket også fænomenalt båret af små klik og forsonende toner under de mere alvorlige dele af stykket, der omhandler vold i hjemmet, voldtægt og kroniske sygdomme.  Scenografien af Helle Damgård er simpel og rumlig. Kvindens og Mandens stemmer fylder hele salen, og skuespillerne indtager scenen med et dynamisk og energifuldt resultat.

Det overordnede fællesskab kvinde og kvinde i mellem, som forestillingen skaber i Kamilla Wargo Breklings sikre opsætning, er den bærende kerne i forestillingen. Det kan indimellem være nødvendigt for os alle at se og høre, at der er andre, der oplever de samme glæder og sorger ved livet og kroppens udvikling som en selv. Latteren på denne aften bar i hvert fald også på en hel del genkendelse, da Vester Høyer illustrerede Kvindens målrettede gang mod hoveddøren om natten såvel som den mere bekymringsfri og laissez-faire gang om dagen.

Kvinde Kend Din Krop tålte bestemt et gensyn, og vi glæder os til, at den sættes op igen. Måske i følgeskab af Mand Kend Din Krop – for det kunne også være et spændende og lærerigt bekendtskab. I så fald er der et sundt bud på alternativ seksualundervisning til folkeskoleelever, der godt kan tåle at høre mere om kroppen, end hvad Tampax kan løse af problemer.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta