”Bare vent, hun skal nok blive prinsesse”

 

Af Sarah Risbøl Jacobsen

Sofie og Johan prøver at opdrage Billie til, at hun ligeså vel kan blive mekaniker som sygeplejerske. Hun har både en prinsessekjole og en superheltedragt i klæd-ud-skuffen,  og når hun falder i søvn, er det til historien om superpigen Pippi fremfor den om prinsessen, som blev gul og blå af at ligge på en ært.  Sofie og Johan prøver at opdrage deres 2-årige Billie kønsneutralt, men det kan være svært, når omgivelserne forventer, at drenge er blå og piger er lyserøde.

 

Lyse krøller omkranser det lille, søvndrukne ansigt under en grå hættetrøje med hestemotiv.  Billie er lige vågnet, og far Johan bærer hende ind i stuen, hvor hun lidt betuttet bliver placeret i sofaen med sin dyne og en billedbog.

I den anden ende af stuen har Billie sit legehjørne. Der er ingen dukker, for det har hun ikke vist interesse for endnu. Hun kan bedst lide at tegne og lægge puslespil, fortæller mor Sofie. Der står heller ingen prinsessebøger i den lille bogsamling, men det er et bevidst valg. Johan og Sofie vil ikke være med til at fortælle Billie historier om, hvordan rigtige piger er.

- Det er egentlig ret simpelt. Vi vil bare gerne vise hende, at hun kan få lov at gøre det hun vil, uanset om hun er en dreng eller en pige, fortæller Sofie, som for alvor blev opmærksom på hvor forskelligt drenge og piger helt ubevidst bliver behandlet, da hun i forbindelse med sit pædagogstudie lavede feltarbejde i en børnehave.

- Det slog mig, hvor forskelligt man bruger sproget i forhold til drenge og piger. For eksempel når pædagogerne siger: ”Kom så drenge, nu skal vi ud og spille fodbold”.  Pigerne bliver ikke inviteret, og hvis drengene ikke har lyst til det, så risikerer de at blive ekskluderet, fortæller hun.

Derfor var parret enige om, at Billie ikke skulle have trukket pigerollen ned over ørerne fra barnsben. Da hun blev født, bad de venner og familie om ikke at købe lyserødt pigetøj,  og når de læser historier højt eller synger sange, bytter Sofie gerne om på drenge- og pigenavne bare for at balancere det lidt.  Da de skulle vælge en dagplejer til Billie, var det også vigtigt for Sofie at fortælle om deres måde at opdrage hende på. 

- Det er noget af det, som kan være lidt hårdt ved det her. Det er et meget følsomt og grænseoverskridende emne, som alle har en mening om. I starten var jeg meget mere konsekvent og undgik alt tøj, som var i klassiske pigefarver, men det har jeg løsnet lidt op for, må jeg indrømme. Man bliver lidt træt af hele tiden at forsvare det. Og vi får tit at vide: Bare vent, hun skal nok blive prinsesse, siger Sofie.

 

Jamen – hun har jo en motorcykel?

Det er især Billies tøj, som forvirrer folk. Når Sofie og Johan går med Billie på gaden, oplever de tit, at folk kalder Billie for ’han’. 

- For det meste gider vi ikke rette på folk, for det er jo lige meget. Men forleden mødte vi et par, som vi kender, og som snart skulle have barn, så de spurgte meget interesseret ind til Billie og blev ved med at kalde hende for ’han’.  Vi havde hendes plastikmotorcykel med under armen, og der er jo ikke noget ved hendes tøj som afslører, at hun er en pige. Til sidst sagde vi, at det altså var en pige. Han svarede overrasket, at det var motorcyklen, som havde fået ham til at tro, at hun var en dreng. Man bliver tit overrasket over, hvor meget tøjet og den slags betyder, siger Sofie.

- Det er sjovt, for alle drenge og piger leger med sådan én. Så det er jo bare fordi, hun ikke har alt det der lyserøde. Der er ikke nogen helt tydelige markør, og folk kan bare bedst lide, når de kan se, hvilket køn barnet har, siger Johan, som også oplever, at nogen synes det er en ekstrem måde at opdrage et barn på.

- De synes, det er skørt, og mange har aldrig hørt om det før. Selvom det for os jo faktisk bare er en lille ting, som vi er opmærksomme på i det daglige. Alle er pludselig eksperter i hjernens udvikling, og  lægger vægt på, at der jo er forskel på drenge og piger. Det rykker ved en eller anden grundlæggende opfattelse, og det provokerer folk. Vi elsker jo alle sammen at putte ting i kasser, det er dejligt, for så passer det hele bare sammen. Jeg ved ikke, om det på en eller anden måde gør folk utrygge, når vi angriber den opdeling bare en lille smule, siger han.

 

Sejere at være drengepige end tøsedreng

Sofie og Johan er generelt er blevet forskånet for ubehagelige reaktioner på deres måde at opdrage Billie på, mener de. Og selvom bedsteforældre ikke helt kan forstå, at Billie endnu ikke har fået sin første dukke, er de efterhånden med på ideen.

- Jeg tror, det ville være sværere, hvis vi havde en dreng, for det kan virkelig aktivere folks homofobi. Der er ikke den samme angst for det, når det er en pige, som når det er en dreng, der går i kjole.  Det er mere alment accepteret at være en sej pige, end det er at være en piget dreng, siger Sofie.

Skulle Billie en dag få lyst til at skifte garderoben ud med lyserøde flæser, er Sofie og Johan enige om, at hun skal have lov til at leve det ud. Men de vil begrænse, hvor meget de støtter det.

- Vi kan godt mærke, at hun bliver præget i dagplejen. Nogen gange kan hun godt komme hjem og sige et eller andet om prinsesser, som hun i hvert fald ikke har hørt herhjemme. Det er også fint nok, at hun har en prinsessekjole og godt kan lide den. Men det er også fedt, at hun har en superheltedragt og også får dyrket dét. Vi prøver at præsentere hende for en masse forskellige ting, men hvis hun så bare vil have lyserødt, fordi det er det, samfundet dikterer, så må vi jo tage den derfra, siger Johan.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta