Hvordan er din jul, feminist?

Foto: Proletarprinsessen

"Og her lugter brunt og brændt...". Det lyder umiddelbart ikke særlig lækkert. Men sådan synger vi i julesangen 'Juletræet med sin pynt'. Vi gør måske mange ting, der i grunden er underlige i julen. Men er det anderledes, hvis man er feminist? Kort om Køn har spurgt tre kendte feminister, hvad julen vækker af følelser i dem, og hvad de laver, når højtiden banker på døren. Det er blevet til tre vidt forskellige juleberetninger, der på hver sin måde både spidder og dyrker julen.

Af Amanda Schwarz-Nielsen

 

Ulrik Frost

Forkvinde i Selskab for Ligestilling

"Jeg er færdig med julen"

"Familier kan være nogle tunge størrelser at danse med. Det viser sig i særdeleshed til jul, når alle medlemmerne skal samles og udfylde deres rolle til ug+: Hyggen skal være i top, stemningen skal være høj, maden skal være 'som da far var barn', og de helt rigtige gaver skal være købt.

Men erfaringen har lært mig, at jule-idealet kun sjældent lever op til realiteterne: Først er anden for tør, så begynder børnene at skrige, gaverne skal byttes, fordi Kählervasen ikke havde den rigtige nuance, og 'Nu det jul igen' er aldrig så god, som man huskede. For mig er det både drænende, kvælende og klaustrofobisk. Og så er det tilmed mere end ti år siden, jeg sidst fik mandlen. Heldigvis har min kusine og lillebror det på samme måde. Derfor besluttede vi for seks år siden at skrotte julen. Det første år lavede vi spicy thaimad (min hofret), drak os stive, røg os skæve og dansede hele natten på Cosy. Det var en fantastisk aften, og så vidt jeg husker, scorede vi alle tre. Jeg gjorde i hvert fald.
 
I år er min bror i Australien, og min kusine er i Brasilien, så jeg har endnu ikke planlagt, hvad jeg skal lave. Misundelsen stråler ud af røret, når jeg taler med min mor om en ikke-jul, men om hun er parat til at tage det store skridt, må tiden vise. Jeg er i hvert fald færdig med julen."

 

Proletarprinsessen

Feministisk blogger

"Et terapeutisk julebrøl"

"Min jul er ikke feministisk. Den er som resten af mit liv fyldt med halvdårlige løsninger på praktiske ting. Jeg er vokset op i et hjem, hvor min mor aldrig havde en rolig december-aften. Hun lavede alt fra bunden. Sylte, leverpostej, småkager i tusindvis, rullepølse, konfekt, og en rengøring, der kunne få mig til at tvivle på, om vinduerne var pudset væk. Så rent var det. Min far var sådan en slags fast installation, som lå på sofaen og indtog min mors arbejde. Hun gjorde ALT selv.
 
Det gør jeg også. Jeg gør bare meget mindre af det. Når det praktiske driller, og juleplatterne hænger skævt, og juletræet ikke vil være i foden, ringer jeg til min eksmand, som jeg stadig holder jul med. Jeg ringer for at råbe og ikke så meget for at få hjælp. Det der terapeutiske julebrøl, som afleder tilpas meget frustration, så jeg kan tænke klart igen. For det skal fandengalemig være jul! Forrige år beskar jeg juletræsstammen med en brødkniv. Sidste år satte jeg juletræet i en halv meter høj krukke. Ambitioner om skønhed og æstetisk harmoni har jeg droppet for længst.
 
Julen er, hvad den er. Børn der skal trille pebernødder, og jeg skal modtage endeløse klapsalver for min uforlignelige julesovs. Sagen er den, at jeg tror på og hylder det frie valg. At kvinder skal være og gøre præcis, som de har lyst til i forhold til hjem og arbejde.

For mit eget vedkommende så elsker jeg, at mit hår dufter af vanilje i december. Jeg elsker syslerne i køkkenet, jeg elsker at planlægge gaver og indkøb. Ikke fordi jeg tror, at jeg ved bedst. Men fordi jeg slet og ret kan lide det, og kan lide illusionen om en næstekærlig og varm verden. Den verden starter ved mit skæve juletræ sammen med mine skæve småkager og nisser i overflod."

 

Nazila Kivi

Redaktør på magasinet Friktion og medforfatter på 'Kvinde kend din krop' (2013)

"Nu er det jul igen… og mørket sænker sig over os"

"Da jeg forleden overkompenserede for mit manglende forbrug af dansk tv og så 'Gift ved første blik', tænke jeg, at jeg ikke rigtigt kender til danske bryllupstraditioner. Til gengæld er jeg mester i at holde jul. Jeg har holdt jul hvert eneste år siden jeg kom til Danmark for over 25 år siden, og har nok holdt jul på hver eneste tænkelige måde. Hos kæresters forældre, hos veninders forældre, hos mine forældres venner, på Christiania med de juleløse, på hospitalet og anti-julet en juleaften med mig som eneste kvinde blandt feststemte queer-mænd.

Jeg har altid tænkt på det som et held, at jeg ikke var bundet af at skulle holde jul et bestemt sted og på den samme måde. Og langt de fleste juleaftener har været sjove at være til med undtagelse af en juleaften i Nordsjælland, hvor værtinden følte behov for at 'advare' mig om, at der blev sunget 'kristne salmer'. Som om jeg lige var ankommet med 4-toget fra Mars!

Faktisk har jeg aldrig tænkt på julen som noget særligt dansk eller fremmed. I Iran, hvor jeg er vokset op, fejrer man nemlig den præ-islamiske højtid Vintersolhverv d. 21. december, som på persisk hedder Yalda, et ord, som etymologisk er beslægtet med ordet jul og den engelske Yuletide. Man spiser granatæbler, drikker vin, sherbet eller te og samles med sine nærmeste for at fejre, at lysere tider er på vej.

I år er der en del mennesker, formentlig også kvinder, der kommer til at tilbringe julen i telte på en mark, fordi de er asylansøgere. Jeg gentager: I telte. Vintersolhverv nærmer sig, men det ser desværre ud som om, der er længe til lysere tider." 

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta