He Named Me Malala – Et bud på en moderne julefilm

Foto: Cphdox

December står for døren, og bringer vinterkulden med sig. Det er tid til kalorieholdige godter såsom æbleskiver, gløgg og hjertevarme julefilm om de godes kamp mod de onde. Davis Guggenheims dokumentar 'He Named Me Malala', om nobelprismodtager Malala Yousafzai, der sætter sit liv på spil for pigers ret til uddannelse, passer fint ind i den skabelon. Filmisk tenderer Guggenheims portræt til det sukkersøde, men det luner alt sammen.

Af Anne Christine Gorm Jensen

Kort om Køn har været til CPH:DOX 2015 og set Davis Guggenheims dokumentar 'He Named Me Malala'. Filmen zoomer ind på ikonet og personen Malala Yousafzai, der i 2012 bliver skudt i hovedet af Taleban, fordi hun trodser regimet og taler åbent om pigers ret til uddannelse. Den kun 15-årige pige kæmper sig dog bravt tilbage til livet og til talerstolen – nu i FN med verdens ledende politikere som hendes tilhørere.

Sin fars datter

"Vi er én sjæl i to kroppe", fortæller Ziauddin Yousafza stolt til kameraet om sit forhold til datteren. Og far og datter-forholdet har en betydningsfuld rolle i 'He Named Me Malala'. Det er Yousafza, der navngiver datteren efter den afghanske folkeheltinde Malalai af Maiwand. Maiwand er kendt som det afghanske svar på Jeanne D’arc, efter hun i 1880 indgyder den afghanske hær mod med ordene "Det er bedre at leve én dag som en løve end et helt liv som slave", og dermed sikrer sit folks sejr over den britiske kolonimagt. Og det er Yousafza, der tilføjer sin nyfødte datters navn i et 300 år gammelt familietræ som det allerførste kvindenavn.

Filmen illustrerer, hvordan Malalas kamp for pigers ret til at gå i skole og frigøre sig fra mandsdominante traditioner har tråde tilbage til faderens drømme og visioner for fremtiden. Faren er i lokalområdet kendt for at være imod Taleban-regimet, og det er efter hans aktivistiske opfordring, at den kun elleve-årige pige begynder at blogge om forholdene i Pakistan til BBC under navnet Gul Makai. Guggenheim konfronterer Malala med den florerende kritik om, at bag ikonet Malala står hendes far. Det eneste modsvar, vi får, er: "Han gav mig navnet, men han har ikke gjort mig til Malala".

Taler for 66 millioner piger

I 2014 bliver Malala Yousafzai den yngste modtager af Nobels fredspris. Og det er på trods af at hun har været faretruende tæt på at miste sit liv og som konsekvens heraf har mistet hørelsen på det ene øre og er halvt lam i den ene side af ansigtet. Og selvom hun lever i eksil med sin familie i Birmingham i England, fortsætter hun ukueligt sin kamp mod undertrykkende regimer. Og for at udvise det mod og den vilje er hun blevet belønnet med en af verdens fornemmeste priser.

Malala taler med ild i stemmen om de 66 millioner piger, der ikke har mulighed for at gå i skole, og hun siger drillende til Jon Stewart i The Daily Show, at kvinder er stærkere end mænd. Der er ingen had eller nag rettet mod de mænd, der skød Malala Yousafzai. End ikke et halvt nanogram forsikrer den unge nobelprismodtager. Viden er den vigtigste magt. Derfor lyder mantraet: "Lad os finde vores bøger og penne frem, de er vores vigtigste våben."

Bag heltinden findes en genert teenagepige

De mest bevægende scener i Guggenheims dokumentar er dem, der bringer os tættere på teenagepigen Malala. Bag ikonet og prismodtageren viser der sig en fnisende og genert pige, når talen falder på flotte sportsidoler. I scener fra familiens hjem ser vi samtidig en kærlig og drillende storesøster til sine to småbrødre. Malala går dagligt på en engelsk skole, men det er ikke helt uden udfordringer. Hun er ikke længere den bedste elev i klassen, og til tider hun føler sig anderledes end de andre piger, der ikke bærer tørklæde og som frisindet taler om deres kærester. Vi får glimtvis indblik i de mere sårbare og skrøbelige sider af den 18-årige pige, som har været gennem store og smertefuld omvæltninger i sit unge liv. Men vi kommer aldrig helt ind under huden på hende.

En julesød film med et vigtigt budskab

Det følelsesladede lydspor, de fine animerede illustrationer af episoderne før skudhændelsen, de humoristiske indslag med Malalas henrivende brødre og hele den storladne fortælling om hendes mod og vilje, gør dokumentaren bevægende og medrivende. Historien er ganske enkelt enestående, og Malalas budskab om tilgivelse og om bøgers evne til at gøre os til bedre og stærkere mennesker, er inspirerende for alle.

Når det er slået fast, så bliver 'He Named Me Malala' en anelse for klichéfuld. Selv om det luner godt i december månedens vinterkulde, er der trods alt grænser for, hvor mange æbleskriver, man kan spise, og hvor meget gløgg, man kan drikke.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta