Foto: www.commons.wikimedia.org

Filmindustriens problem med alder

Mens kvinder over 60 år er næsten ikke–eksisterende på det store lærred, bliver stadig flere roller spillet af yngre skuespillerinder. De romantiske par på lærredet udgøres efterhånden kun af unge kvinder og midaldrende mænd og usynliggørelsen af ældre kvinder bliver større og større. Hvor er det grå guld i Hollywood?

Af Ida Ottesen

Mænd er silver foxes og kvinder er usynlige

Det er ingen hemmelighed, at filmindustrien har et problem i forhold til repræsentationen af kvinder. Både foran og bag kameraet er der mangel på kvinder, og senest har en ny dansk undersøgelse vist, at danske kvindelige skuespillere får langt mindre, faktisk hele 41% mindre, i løn end deres mandlige kolleger.

Antallet af roller til kvindelige skuespillere bliver færre jo ældre kvinderne bliver, og derfor er kvindelige skuespillere over 60 år særligt underrepræsenterede. Foruden det går de få roller der er til ældre kvinder ofte til de samme skuespillerinder, og derfor er det gang på gang Helen Mirren, Judy Dench og Meryl Streep, som vi ser i de store roller og på listen over de nominerede til prisuddelinger som Golden Globes, BAFTA og Oscars.

De romantiske film er de største syndere

Selvom at der er tale om aldersdiskrimination for både mandlige og kvindelige skuespillere, er det dog særligt de kvindelige skuespillere som rammes. I en undersøgelse foretaget af University of Southern California viser det sig, at i de 100 populæreste film i 2015 var det kun 11% af talerollerne der gik til skuespillere over 60 år. Ud af de 11% var der næsten tre gange så mange mandlige roller som kvindelige.

Manglen på repræsentationen af kvinder over 60 år kommer især til udtryk i de romantiske film, hvor den mandlige hovedrolles romantiske medspiller bliver yngre og yngre – nogle gange udgør aldersforskellen helt op til 20 år. Magasinet Vulture undersøgte i 2013 dette fænomen og konstaterede, at ”hvis den mandlige skuespiller delte skærmen med en skuespillerinde fra A-listen med samme magt som ham, for eksempel Julia Roberts eller Angelina Jolie, så falder aldersforskellen kun lidt, men i film der kun bruger én kendt mandlig skuespiller, vil den mindre kendte skuespillerinde næsten altid være et årti yngre.” Eller som skuespillerinde Maggie Gyllenhaal selv har beskrevet det til The Wrap: “Jeg er 37 og for ikke så lang tid siden fortalte man mig, at jeg var for gammel til at spille elskerinden til en mand på 55. Det var forbløffende. Først fik jeg det dårligt, så blev jeg vred og til sidst begyndte jeg at grine.”

Vulture fandt også frem til, at skuespillerinder allerede forbigås fra 40 års alderen, og at det derfor ofte er de samme yngre kendte skuespillerinder der får rollerne igen og igen. Skuespillerinder som Emma Stone, Jennifer Lawrence og Scarlett Johansson bliver f. eks. ofte “parret“ med ældre mænd, og især Jennifer Lawrence spiller ofte roller der ligger til 30 og 40-årige kvinder, mens hun selv er 26.

Det danske perspektiv

I 2013 undersøgte filmmagasinet EKKO de 12 mest benyttede danske skuespillere (både mænd og kvinder) i dansk film, og ingen af dem var over 60 år. Til gengæld viste det sig, at der på teatre og i tv-serier var en større brug af ældre skuespillere end i filmbranchen. Aldersdiskrimination er derfor ikke kun et Hollywood–problem men også synlig i Danmark. I Danmark udgør kvinder størstedelen af biografgængerne, og især kvinder i aldersgrupperne 40–60+ køber globalt set flere og flere billetter, men det er ikke denne demografi som viser sig på skærmen.

Film- og serieproducenter har dog så småt fået øjnene op for det ældre marked, og der er sket en støt udvikling siden Calendar Girls udkom i 2003, frem til publikumssuccesen Best Exotic Marigold Hotel (2011), dens efterfølger i 2015 og serier som Grace & Frankie (2015–). På trods af indsatser som ’Movies For Grownups’, en prisuddeling der fokuserer på skuespillere over 50 år, forbliver film med ældre skuespillere i hovedrollerne et niche marked rettet mod kvinder.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta