Fakta og falsk pels – 30 år med den feministiske aktivistgruppe Guerrilla Girls

Foto: guerrillagirls.com

Det er 30 år siden, at en gruppe kvinder ville ændre kunstverdenen og derfor valgte at tage gorillamasker på. De dannede den feministiske kunstnergruppe Guerrilla Girls, der helt op til i dag udstiller kunstbranchens hykleri, sexisme og diskrimination med humor, fakta og provokerende kunst. Det danske Akademiraad viste dog tidligere på året, at kønsuligheden i kunst fortsætter.

Af Amanda Schwarz-Nielsen

Badeværelserne på det prestigefyldte Guggenheim museum i New York var i midten af 80’erne ét blandt flere af Guerrilla Girls’ mål. Klistremærker, der gjorde opmærksom på kvinders ulighed i kunstverdenen, kom op på badeværelsesvæggene. Andre steder i New York kom plakater op, der blandt andet lød "Kvinder i Amerika tjener kun 2/3 af, hvad mænd gør. Kvindelige kunstnere tjener 1/3 af mandlige kunstnere tjener".

Guerrilla Girls er en gruppe anonyme kvindelige kunstnere, der giver sexisme og diskrimination i kunstbranchen høvl. Det har de gjort i imponerende 30 år og med stor succes. En af gruppens medlemmer udtalte for nylig til The New York Times, at hun "no way" havde forstillet sig, at hun stadig i dag ville tage gorillamasken på.
De valgte fra start af at sexisme skal bekæmpes med fakta. Tingene skal siges, som de er med tal og statistik. Og så skal der humor til for at udstille magten: "Vi har opdaget, at latterliggørelse og ydmygelse, som bakkes op af ubestridelige oplysninger, kan afvæbne den gældende magt, udstille den og tvinge den til at undersøge sig selv" skriver Guerrilla Girls på deres hjemmeside. Den samme pointe kommer også til udtryk i deres slogan "Bekæmper diskrimination med fakta, humor og falsk pels".

Ud af 147 værker var kun 27 udført af kvinder

Det danske Akademiraad rådgiver staten i kunstneriske spørgsmål og gør, ligesom Guerrilla Girls, også brug af fakta, da de tidligere på året sendte et brev til samtlige museer i Danmark, hvor de fornyede debatten om kvinder i kunst. Deres tal viste blandt andet, at Arken, mellem 2000 og 2012, indkøbte 147 værker, hvoraf kun 27 var udført af kvindelige kunstnere. Statens Museum for Kunst havde, som et andet eksempel, mellem 2005 og 2012 31 særudstillinger med mænd og blot fem med kvinder. Sådan fortsætter listen.

Akademiraadets tal viser, at vi stadig har lang vej igen hvad angår repræsentationen af kvindelige kunstnere. Akademiraadets opfordring til museerne lyder derfor: Køb mere kunst af kvinder. De skriver, at det er på tide, at kunstbranchen spørger sig selv, hvorfor mænd fortsat dominerer kunsten, når der i dag uddannes lige mange mandlige og kvindelige kunstnere. Og de udtrykker, at vi ender med at videreføre et misvisende billede af samtidskunsten, hvis vi ikke gør noget ved skævheden.

Vi vil ikke være søde

Denne skævhed er nøjagtig, hvad Guerrilla Girls har forsøgt at problematisere i 30 år. De fejrede tidligere på året deres 30 års jubilæum med en fødselsdagsfest. På billederne fra festen skærer Guerrilla Girls, med armene rundt om hinanden, deres fødselsdagskage ud omringet af alt den kunst, de har lavet gennem tiden. Kagen er i sig selv dekoreret med en af deres kendteste plakater fra 80’erne, der udfordrende spørger "skal kvinder være nøgne for at komme ind på Metropolitan museet?". Det spørgsmål kom Guerrilla Girls på, da de så, at der næsten ingen kvinder var i museets moderne sektion. Med mindre man talte de nøgne kvinder på væggene med, selvfølgelig…

Der var mange pressefolk med til fødselsdagsfesten, for i dag er Guerrilla Girls kendte. Guerrilla Girls holdt maskerne på under hele festen, selvom det betød, at der skulle sugerør i drinksne, for at de kunne drikke med gorillamaskernes livløse gummilæber.

Guerrilla Girls’ kunst hænger nu på nogle af de museer, Guerrilla Girls gennem tiden har kritiseret. De er nu selv blevet en del af kunsten og kunsthistorien, som den i dag bliver vist og fortalt. Gruppen mener også selv, at det er blevet nemmere at være kvindelig kunstner end for 30 år siden. Alligevel mener Guerrilla Girls, at der stadig findes masser af eksempler på sexisme, racisme og diskrimination i kunstverdenen. Og de er ikke klar til at være søde, som deres kunstudstilling i 2014 understregede med titlen "Not Ready to Make Nice".

Udover protestkunsten har Guerrilla Girls skrevet flere bøger, eksempelvis en guide til kvindelige stereotyper i 2003. De har også vendt blikket mod musik- og filmindustrien, hvor de har skabt en "anatomisk korrekt" oscarstatuette, der til forveksling ligner de hvide mænd, der plejer at vinde statuetten. I 2002 lavede de sammen med kvindelige filmskabere et billboard, ikke langt fra selve prisuddelingen, med den nye oscarstatuette.

Frihed bag gorillamaskens glughuller

I et interview spørger en journalist fra The New York Times en Guerrilla Girl, om det ikke er fristende at tage gorillamasken af og høste lidt anerkendelse, hvortil svaret lød: "Oh, det triste ved at være supermand…" Med det mener hun, at det er ligesom den maskerede helt, der ikke får nogen personlig anerkendelse for ingen ved, hvem han eller hun er. Men masken giver også en særlig fornemmelse af frihed for superhelten. For det er forbløffende, forklarer hun, hvad man tør sige, når man tager en maske på. Og så giver det dem en fornemmelse af, at alle potentielt kunne være en Guerrilla Girl: "Vi kunne være alle. Vi er alle steder" som de skriver på deres hjemmeside.

De opfordrer alle til at prøve det: "Jeg anbefaler det fuldstændigt. Hvis du er i en situation, hvor du er lidt bange for at sige tingene højt, så tag en maske på. Du vil ikke tro, hvad der kommer ud af din mund" udtaler en Guerrilla Girl til The New York Times.

Gruppens medlemmer har taget navn efter døde kvindelige kunstnere for at holde fast i deres minde. Det gælder for eksempel Frida Kahlo, der er én af de to Guerrilla Girls, der har været med fra starten. Flere er kommet og gået gennem de 30 år, men gruppen har altid været lille og tæt knyttet til hinanden. De har haft medlemmer, der ikke var enige i gruppens humoristiske stil. Dem måtte de efter eget udsagn "kysse farvel" for Guerrilla Girls vil ikke leve op til det stereotype billede på humorforladte feminister.

Netop humor er altafgørende for Guerrilla Girls. For med humor får de også opmærksomhed fra dem, der normalt ikke er enige, som de skriver på deres hjemmeside: "Vi forsøger at være forskellige fra den form for politisk kunst, der er vred og peger på noget og siger 'det er skidt.' Det er prædiken for dem, der allerede har konverteret. Vi ønsker at være undergravende, omdanne vores publikum, at konfrontere dem med afvæbnende udsagn bakket op af fakta og et fængende visuelt udtryk og forhåbentlig konvertere dem."


|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta