Et juleeventyr med kønsballade

Foto: Flickr

Til julen hører et godt gammeldags juleeventyr med en julemand, nogle nisser, julebag og et velpyntet juletræ. Tit er det mor, der står i køkkenet, og far der regerer, men det har vi lyst til at lave lidt om på. Bare for sjovs skyld. Derfor giver Kort om Køn dig et bud på et feministisk juleeventyr tilsat en hel del kønsballade.

Af Casper Mørck

Atter var tiden kommet til at hænge julepynten op. På trods af 10 graders varme fortalte kalenderen, at det var blevet december og julen stod for døren. Nu var det endelig blevet legitimt at købe det juleslik som havde stået i butikkerne siden starten af oktober. Ligesom at klimaet havde undergået forandringer, ønskede julemanden ligeledes at forandre og forny sig selv og hele julen. Han spurgte derfor sin særlige rådgivernisse til råds. Rådgivernissen kom med følgende råd: "Hvorfor bliver du ikke feminist? Jeg har hørt at 'rigtige' mænd er feminister og du er jo trods alt julemanden." Der lød stor begejstring på Nordpolen og det blev besluttet at invitere Kim og Alex fra Dansk Kvindesamfund på besøg for at lære julemanden, hvordan han kunne blive feminist.

Efter at de to var ankommet til Nordpolen gik de straks i gang med at oplyse julemanden, for der var ingen tid at spilde, da det snart var jul. "Nu skal du høre", sagde Kim og fortsatte "Julen er simpelthen så kønnet. Hvert eneste år er det, det samme. Vi har snemænd, nissepiger og julemanden." Julemanden spurgte forundret: "Men hvad er der galt med det?" Alex svarede: "Det er forunderligt, at vi har sådan et stort behov for at kønne julen. Hvad berettiger at kønne julen i første omgang?"

Julemanden stod længe tavs og svarede til sidst: "Du har ret, der er jo slet ingen grund til at julen bør være kønnet." Julemandens kone, julekvinden, som havde stået og hørt det hele gennem dørsprækken, kom ind og udbrød: "Simpelthen så kønnet. Præcis! Nu er det på tide, at jeg bliver en del af denne årlige fest og jeg vil have et helt harem af let påklædte nisser af alle slags køn med mig! Fordi let påklædte nisser er jo selve essensen af julen", tilføjede julekvinden med en vis ironi. Alex stemte begejstret i: "Ja, i år er det julekvinden som deler pakkerne ud. Så kan du, julemand, sidde med i kanen og se, hvordan julekvinden gør det." Nu hvor julemanden var blevet oplyst om julens kønsfascisme, var selv han enig i, at det var en god ide.

Så når du, den 24. December, hører et 'hohoho', der ikke lyder helt, som det plejer og når du tænker, hvor mon julemandens skæg er blevet af? Og hvorfor er alle gaverne i gul kønsneutral indpakning i stedet for blå til drengene og lyserød til pigerne? Så er svaret simpelthen: I år har julekvinden, med hjælp fra Dansk Kvindesamfund, overtaget julemandens tjans. Og det er, i modsætning til klimaforandring, en forandring som fryder.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta