En edderkop i sit spind

 Af Minna Julie Kolte

I romanen Smerten Selv modarbejder debutanten Stephanie Caruana stereotyper og klassiske temaer i krimigenren. Det er et forfriskende pust fra en ung forfatter, der har adskillige budskaber og gerne rykker rundt med læserens forestillinger om handlingen. Med en overraskelse til sidst forkæles læseren, så man næsten glemmer det oversanselige sprog og underspillede hentydninger, der trækker forståelsen af de centrale karakterer lidt i langdrag.

Du er ikke i tvivl om, at det er en krimi. Allerede på de første par sider præsenteres du for et usandsynligt dumt svin, der hader kvinder. I det næste kapitel findes han dræbt.

Det er et bestialsk mord med rituelle overtoner på en berømt og feteret mand, der sætter Københavns Politi på prøve. Det unge hotshot, psykologen Mickey Liebermann, bliver på sin første dag på jobbet hevet ind fra Rigspolitiets Psykologenhed for at bistå Afdeling A, Drabsafdelingen i at forstå morderen. Offeret, der viser at gemme på flere hemmeligheder, end hvad man skulle tro muligt i moderne tid, hvor Danmarks berømtheder følges tæt, og hvor klækkelige summer udloddes for at afsløre hvad de gemmer under dynerne.

Hvordan Liebermann på 29 år, der allerede har en karriere som konsulent i et af landets store, stygge managementfirmaer bag sig, er blevet en ekspert i profilering af kriminelle og deres ofre, skal læseren vist ikke tænke så meget over. Handlingen trækkes ud i hastigt tempo i jagten på forståelsen af morder og offer, samtidig med at man får lejlighedsvise tilbageblik til en ung kvindes forstyrrede opvækst.

Kan kvinder være seriemordere?

De skandinaviske lande sprøjter krimier ud i disse år, og for 50 procents vedkommende markedsføres de som ”femikrimier”. Om der henvises til forfatterens køn (ja!) eller hovedpersonens køn (indimellem), så synes det et kvalificerende prædikat at sætte på denne del af krimigenren. Dermed antydes der, at krimier, der skrives af mænd, er traditionelle indenfor håndværket, hvorimod ”femikrimier” – der handler om det samme – skildrer det fra et kvindeligt synspunkt, og derfor per definition er anderledes.

For min skyld, kunne man sagtens holde kønsdebatten helt ude af beskrivelsen af kriminalromaner, der i sin essens skal underholde, overraske og skræmme sine læsere med et gys inden sengetid. Det gør Stephanie Caruana netop med stor dygtighed, så man kan spekulere over, om forfatteren ikke også har set det som sin opgave at vende op og ned på ”femikrimi”-prædikatet og de tilhørende stereotyper. I hvert fald introducerer hun en passioneret kvindelig seriemorder, der som den sorte enke dræber sine elskere efter hed, hardcore sex, og hun splitter stereotypen om den hårdkogte, heteroseksuelle strømer til atomer ved at give ham andre dæmoner at tackle end kvinder og whisky.

Sanseligt – ja, tak!

Caruana skriver så læseren er med på stedet med Mickey og co. Det sanselige sprog er rigt og livgivende, så karaktererne rejser sig fra siden, ligesom de erotiske scener står knivskarpt. Indimellem bliver de livlige og grundige beskrivelser alligevel for tykke, mens hentydningerne til de centrale karakterers fortid og relationer bliver for tynde. Som læser er det svært at holde koncentrationen, når der gang på gang hentydes til vigtige hændelser, som ”det, der skete dengang”, mens bladene på træerne detaljeres til den sidste bladribbe. Vi kender ikke Mickey Liebermann og politihelten Bo Harris før til sidst, og det er frustrerende. Til gengæld kender vi dem nu, og vi glæder os til et gensyn.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta