"Du er god, af en pige at være"

Foto: redbullcontentpool

Mens det brager igennem med succesrige sangerinder som udbreder budskabet om feminisme, frigørelse og ligestilling, rækker de kvindelige producere knytnæven i vejret og gør opmærksom på musikindustriens seriøse problemer, når det kommer til anerkendelse og repræsentation af den kvindelige talentmasse.

Af Marie Brogaard

Musik er ikke kønnet. Beats, rytmer og lydeffekter er ikke kønnede, men alligevel tyder noget på det modsatte. I 2014 afslørede en rapport bestilt af de fire musikorganisationer Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Populære Autorer og Danske Sangskrivere og Komponister, at den danske rytmiske musik udgøres af 80 procent mænd og 20 procent kvinder. Ubalancen viser sig på stort set alle felter - fra musikerne på scenen, underviserne på konservatorierne, producerne i studierne til bookerne på landets spillesteder. Kun inden for sang og sangundervisning er der en overvægt af kvinder.

Det samme billede viser sig i USA, hvor et estimat peger på, at de amerikanske producere og lydingeniører kun tæller mindre end 5 procent kvinder. Ydermere er den amerikanske Grammy for Årets procedurer kun én gang blevet givet til en kvinde. Ser man på den danske hyldestpris Danish Music Awards og kritikerprisen, Steppeulven, er billedet det samme. Indenfor de sidste femten år er Årets Producer ved DMA kun én gang gået til en kvinde, da Fallulah, sammen med proceduren Fridolin Nordsø, vandt titlen i 2011. Steppeulven har aldrig kåret en kvindelig procedurer som vinder i kategorien.

Ingen plads uden trutmund og bare ben

Hvis musikindustrien skal ændres, skal der, ifølge den danske rapper Linkoban, ændres på musikindustriens fastlagte rammer, hvor der sjældent er plads til nye kvindebilleder: "Kampen handler om at introducere og gøre plads til kvinder, der laver musik for musikkens skyld. Trutmund og bare ben er godt røgslør og gode lokkemidler, men det er tit et problem, at musikvideoerne er bedre end musikken. Nicki Minaj er et pragteksempel på, at talent bliver undertrykt i en sky af stinkende glimmer."

Det forventes af kvinderne i branchen agerer som seksualiserede kommercielle objekter, hvilket, ifølge Fatima Al Qadiri - producer, elektronisk musiker og kunstner -, er en stor barriere for de kvindelige produceres anerkendelse og karriereprogression. Hun mener, at der i branchen er indgroede forhindringer som "kvindehad, sexisme, ulige løn, fremmedgørelse, presset til at sælge din krop for mønter og presset til at gøre din krop (frem for din musik) det centrale fokus i din karriere for at overleve i branchen."

Det er altså ikke småting de kvindelig producere kæmper imod. Den amerikanske dj, Asma Maroof, peger på "kvinde-stigmaet", som florerer i musikindustrien: "En stor barriere er stigmaet. Som 'Du er god, af en pige at være' At skulle forklare sig selv kun fordi, at folk ikke er vant til tanken om, at det er en kvinde der styrer."

Flere kvindelige producere i det offentlige rum

Den islandske multikunstner og producer, Björk, fortæller i et interview tidligere på året, hvordan hun brugte spidsfindige metoder til at få sine ideer igennem, så det ikke blev opdaget, at hun - som kvinde - var hjernen bag: "Efter at have været den eneste pige i bands i 10 år lærte jeg – på den hårde måde – at hvis jeg skulle få mine ideer igennem, var jeg nødt til at lade som om at de (mænd) fik ideerne."

At kvindelige producere ikke får anerkendelse for deres arbejde kan, ifølge Björk, skyldes arbejdsgangen: "Jeg bruger 80 procent af min skriveproces på mine albums alene. Jeg skriver melodier. Jeg er ved computeren. Jeg redigerer. Det er for mig meget ensomt. Jeg vil ikke fotograferes, når jeg gør det. Jeg inviterer ikke folk ind. De 20 procent af albumprocessen er når jeg tager et strygerorkester ind, det ekstra – det dokumenteres mere. Det er den side folk ser."

Hvis kvindelige producere ikke dokumenterer deres arbejde i studiet, og man kun ser dem på scenen, er det, ifølge Björk, forståeligt, at folk ikke genkender dem som produceren bag musikken: "Under et show, fordi at der er andre folk på scenen som gør andre dele, er jeg bare en sanger."

Derfor advokerer Björk stærkt for, at de kvindelige producere lader resten af verden komme indenfor i studierne, hvor de styrer knapperne: "Jeg husker at se et billede af Missy Elliott ved mikserpulten i studiet, og tænke a-ha!"

Det handler ikke om antal men anerkendelse

Björks lyst til at kæmpe for kvinders repræsentation og anerkendelse i musikbranchen står ikke alene. Female:pressure er et internationalt netværk bestående af 1450 kvindelige kunstnere indenfor elektronisk musik og digital kunst fra 65 lande, som bl.a. har etableret sig for at styrke repræsentationen af kvindelige artister.

De har bl.a. skabt en database, hvor man kan søge i den "verdensomspændende ressource af kvindelige talenter". Senest har female:pressure helt konkret fulgt Björks opfordring og udvidet deres blog med et visuelt univers, hvor kvindelige producere kan lægge studiebilleder op af dem selv. Deres håb er, at man ikke længere vil spørge om, hvorfor der er så få kvinder, som er aktive på den elektroniske musikscene. For som de selv proklamerer: "Hver enkelt af os har hørt det spørgsmål tusind gange… Her er svaret: 'Det er ikke vores antal, det handler om, det handler om hvordan og hvis vi bliver anerkendt!'"

Den danske musiker Cæcilie Trier er enig. Ifølge hende, er det nemlig "en gammel løgn", når folk begrunder musikindustriens mandsdominans med manglen på kompetente kvinder.

Kvinder skrives ud af musikhistorien

At kvinder generelt ikke anerkendes for deres arbejde i musikbranchen, kom til debat i Sverige, da mere end 150 kvindelige svenske musikere - her iblandt Robyn, Lykke Li og Nina Persson - skrev et debatindlæg til avisen Aftonbladet. Her problematiserede de, at kvindelige musikere bliver skrevet ud af  svensk musikhistorie.

Baggrunden for indlægget var udgivelsen af det svenske opsamlingsalbum Stora Popboxen. Denne bestod af fire cd’er med musik fra 1964 til 1969. Antallet af kvindelige musikere var slående lavt og dette på trods af, at der i tresserne fandtes en række banebrydende kvindelige popgrupper. Debatindlægget Glem ikke om os! pointerede, at unge kvinder mangler kvindelige musikere at spejle sig i - selvom at de findes! I Danmark burde man, ifølge musiker Marianne van Toornburg, ligeledes tage et kritisk kønspolitisk blik på den danske kulturkanon, som blev udarbejdet under den tidligere kulturminister, Brian Mikkelsen: "Der er utrolig få kvinder repræsenteret i den, og det er ikke, fordi de ikke eksisterer, at de ikke er med."

I alt er tolv populærmusikalske værker udvalgt i kulturkanonen – ud af disse er der kun kvindelige musikere involveret i to af dem.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta