Dittebeskidte: "Jeg kan forhåbentlig ændre folks tankemønstre, bare en lille smule"

Foto: Jeppe Andersen

Dittebeskidte er navnet. Navnet dækker over en ung, anonym streetart-kunstner. Der er hverken tale om maleri, fotografi eller stregtegninger, men derimod god gammeldags broderi. Dittebeskidte broderer aktivistiske budskaber og pryder diverse husmure, gader, træer og facader i Danmarks storbyer med sine værker. Formålet? Kort sagt, at ændre måden folk tænker på.

Af Nathalie Riis

Dittebeskidte er kunstner. Hun har dog svært ved at forlige sig med mærkatet "kunstner". Det skyldes, ifølge hende selv, at hun er opvokset med jantelovens prædiken. Hvad det vil sige at være kunstner, er egentlig heller ikke så vigtigt at tale om. Og hvorfor så lige navnet "beskidte"? Det er der nemlig en helt særlig årsag til, for hvad der mest af alt optager hende er at skrabe i samfundets pæne overflade:

"Jeg arbejder med danskhed, kærlighed, etnicitet og køn i mine motiver. Jeg bruger kunst til at udtrykke mig kreativt og ofte med samfundskritiske budskaber gemt under den visuelle overflade – nogle gange fungerer værkerne som streetart, der bliver implementeret i gadebilledet, andre gange som værker i sig selv."

Hvorfor har du valgt at arbejde med denne form for kunst, og hvad er formålet med den?

"Jeg synes, at broderiet som medie er spændende at arbejde med, da det har en historie som værende et traditionelt kvindehåndsarbejde. Det er sjovt at bruge mediet som en måde at udtrykke sig kritisk over for samfundet på, da politik og broderi på en måde bryder med hinanden og virker kontrastfyldt. Jeg håber, at det kan få nogle til at stoppe op, trække på smilebåndet og samtidig tænke sig om, da det jo er seriøse emner, jeg beskæftiger mig med. Pointen, i blandt andet at hænge værker i det offentlige rum, er netop, at det forhåbentlig kan ændre folks tankemønstre – bare en lille, bitte smule."

For et år siden indgik Dittebeskidte, sammen med en række andre talentfulde kunstnere, et samarbejde med Dansk Kvindesamfund. Et samarbejde som viste sig, at være det helt rigtige for broderisten:

"Jeg må indrømme, at jeg simpelthen blev så stolt af at blive spurgt, om jeg ville være med. Siden jeg var teenager har ligestilling og kønsproblematikker optaget mig, så jeg følte virkelig, at opgaven var LIGE MIG. Jeg er SÅ stolt over, at min kunst vækker interesse inden for ligestillingsfeltet og oveni købet får lov til at have en stemme gennem Dansk Kvindesamfund."

Dittebeskidte arbejder til daglig alene og er derfor vant til at udvikle sine værker på egen hånd. Derfor var det en overvældende følelse pludselig at være flere om udviklingen af hendes broderier:

"Jeg er stadig rigtig glad for samarbejdet, og for mig var det et kæmpe skulderklap. Dog havde jeg en hel del præstationsangst, da jeg ikke på den måde har prøvet at arbejde ud fra i forvejen fastlagte tematikker før. Jeg plejer bare at lave, hvad jeg vil, og pludselig var der andre, der skulle 'bedømme' mig. Så jeg tegnede skitser i lange baner og ledte og ledte efter inspiration i alle mulige bøger. Men så kom motiverne helt af sig selv til sidst."

Dittebeskidte har lavet fire forskellige broderier som et led i en limited edition til Dansk Kvindesamfunds webshop, men efterspørgslen har været så stor, at hun har måttet arbejde hurtigere, end hun plejer for at levere en ny serie. Hvad skyldes den store interesse? Svaret er simpelt. Dittebeskidte arbejder med et gammelt håndværk og visualiserer nutidige problematikker såsom ulighed, racisme og stereotypisering ved hjælp af humor og ironi. Hvad ville der for eksempel ske, hvis to prinsesser, i stedet for en prins og en prinsesse, fik hinanden i slutningen af H.C. Andersens eventyr? Det er sådanne scenarier Dittebeskidte fokuserer på i sine broderier.

Hvilke tanker gjorde du dig i udformningen af dine broderier?

"Jeg havde meget fokus på, at de stadig skulle være dittebeskidte-agtige og tro mod mig selv samtidig med, at de berørte ligestillingsproblematikken. Derudover var det vigtigt for mig, at det ikke blev feministisk propaganda, men virkelig handlede om ligestilling mellem kønnene, og det var heldigvis også det, der blev lagt op til fra Dansk Kvindesamfunds side. Jeg havde også mange tanker om, at værkerne gerne måtte kunne fungere serielt, så de blev holdt i samme æstetiske univers i form af farver, genre og skrift."

Dittebeskidte broderer det, der falder hende ind. Ofte er budskaberne provokerende og samfundsrevsende. Ifølge kunstneren selv, taler Dittebeskidte retfærdighedens sag, når hun prikker til stereotyper og normative forestillinger om samfundets indretning. Det vil hun blive ved med, så længe hun har noget på hjerte:

"Jeg drømmer om at bruge endnu mere tid på at tegne skitser og lave værker. Jeg drømmer om at hænge flere værker på gaden. Jeg drømmer virkelig om at skabe – også større værker. Og jeg drømmer om at udstille."

Du kan se meget mere til Dittebeskidte ved at følge hende på hendes Instagram-profil.

Du kan også læse et blogindlæg, hun har skrevet til Idoart om samarbejdet med Dansk Kvindesamfund.

Endelig kan du finde og købe Dittebeskidtes værker i vores webshop.



|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta