Den romantiske drøm om manglende samtykke

Foto: Flickr

Hvad har The Notebook, Borte med blæsten og SKAM til fælles? Måske har du allerede opdaget det og bemærket en tendens? En tendens som handler om manglende seksuelt samtykke og et uhensigtsmæssigt billede af kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde.

Af Ida Pedersen

Modvilje og konflikt = kærlighed?

På film kommer den romantiske og stormfulde kærlighed ofte til udtryk i en modvilje - en modvilje fra kvindens side. Når mandens lidenskabelige forelskelse opstår, og han gerne vil indgå i en intim relation med kvinden, sker det i form af en konflikt. Manden vil gerne starte et romantisk forhold til kvinden, og kvinden ønsker ikke at indgå i et. Men i filmens verden skal manden ikke tage et nej for et nej. Mønsteret, man kan spore i romantiske fortællinger, fungerer på den måde, at manden bliver ved med at opsøge kvinden i håb om at han kan ”overtale” hende til at forelske sig i ham. F.eks. er det hverken unormalt eller ukontroversielt, at det første kys sker mod kvindens vilje.

Et påtvunget kys

Et påtvunget første kys og lignende grænseoverskridende hændelser rendyrkes som romantik i mange film og serier, og man kan frygte at de ’romantiske’ scener kan være med til at reproducere og udbrede idéen om, at kærlighed er bedst og mest romantisk, når den opstår uden samtykke. Eksemplerne på film, hvor manglende samtykke bliver dyrket som et romantisk ideal, er mange.
The Notebook en af de film. Tænk bare på scenen, hvor Noah (Ryan Gosling) hænger frit i luften fra et pariserhjul og truer Allie (Rachel McAdams) med, at han giver slip på hjulet og falder ned og dør, hvis hun siger nej til at gå på en date med ham. Romantisk, ikke sandt?

Også i filmklassikeren Borte med blæsten er der flere eksempler på, at manglende samtykke fremstilles som en romantisk gestus – f. eks. i scenerne hvor Red Butler (Clark Gable) med kraft holder om og kysser Scarlett O’Hara (Vivian Leigh) mod hendes vilje.

I hit tv-serien SKAM kan man også finde mønsteret. Faktisk præger det manglende samtykke stort set hele seriens sæson 2, hvor vi ser forholdet mellem Noora (Josefine Frida Pettersen) og William (Thomas Hayes) udvikle sig. William udnytter Nooras veninde sådan, at Noora bliver presset til at gå på date med ham, trods det, at Noora flere gange blank afviser ham.

Svært at sætte grænser

På den måde bliver romantik i filmene forvekslet med tvang, og den romantiske drøm om manglende seksuelt samtykke kan være med til at udviske grænserne i intime relationer. For er det ok at presse nogen ind i et forhold, som William gør over for Noora? Eller at presse nogen til at gå på date med én? Det lykkedes jo for Noah i The Notebook, så hvorfor ikke? Og er det ok at påtvinge sig et kys? Nej, det er det selvfølgelig ikke, og derfor er det også uhensigtsmæssigt, at det manglende samtykke fremstilles som et romantisk ideal.

De romantiske film forværrer ikke kun vores opfattelse af skønhed, parforhold, maskulinitet og femininitet, men lige så meget vores billede af hvad samtykke er, og hvad det betyder for en intim relation. Det kan nemlig være svært at adskille filmens fiktive verden fra hverdagens virkelige verden.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta