Danmarks skjulte minoritet

Foto: Flickr.com

De føler sig tvangsmigreret til Danmark. De er blevet målt på deres "tilknytningsevne", siden de landede i lufthavnen, hvor de skulle møde deres nye familier for første gang. De er transnationalt adopterede, og de blander sig i adoptionsdebatten. Dansk Kvindesamfund har mødt Adoptionspolitisk Forum for at blive klogere på transnational adoption.

Af Marie Brogaard

I 2004 toppede adoptionsstatistikken med 43.000 adopterede børn på verdensplan. Antallet af transnationale adoptioner er siden hen faldet, men problematikkerne omkring familieformen er ikke blevet færre. I 70'erne var den ultimative succesrate for en vellykket adoption fuldstændig assimilering i det danske samfund og en totalovergivelse til danskheden. Ifølge forkvinde i Adoptionspolitisk Forum (APF), Yong Sun Gullach, og bestyrelsesmedlem, Mette Larsen, er målet, den dag i dag, stadig at inkludere den transnationalt adopterede i danskheden. Larsen fortæller bl.a., hvordan dette er gældende helt fra den spæde start i ens tilværelse som adopteret:

"Det er hele vejen igennem fra man lander i lufthavnen, at man forventes at bevæge sig 'ind mod midten'."

Den "syge" adopterede

Iveren efter, at gøre den transnationalt adopterede så "dansk" som muligt, skaber, ifølge Gullach og Larsen, helt bestemte forventninger til den adopteres adfærd, som bliver målestokken for, om der er opnået en succesfuld tilknytning. Dette fokus på den adopterede er, ifølge Gullach og Larsen, problematisk. Der opstår nemlig en sygeliggørelse af den adopterede, så snart man opfører sig anderledes end, hvad der forventes:

"Hvis man som transnationalt adopteret f. eks. afviser at indgå i en familiestruktur, afviser at føle sig dansk, opføre sig dansk eller at besidde en bestemt form for danskhed, så sker der helt automatisk en sygeliggørelse. Det er den adopterede, som bliver objektet for om tilknytningen er sket eller ej. Og hvis det ikke sker, så bliver de videregivet i et psykologisk forløb, hvor man kan begynde at diagnosticere tilknytningsvanskeligheder og diverse" siger Gullach.

Hvide adoptionseksperter og adfærdsregulering

Den Post Adoptions Service (PAS) som Danmark er forpligtet til at udbyde, ifølge Haagerkonventionen, er ligeledes med til at regulere den adopteredes adfærd. De første syv år efter en adoption tilbydes der psykologhjælp fra PAS for at sikre en vellykket tilknytning. Tilbuddet fra PAS afspejler dog, ifølge Gullach, netop den samme problematiske kultur, hvor den adopterede igen vurderes i forhold til sin tilknytning:

"Stort set alle de såkaldte PAS-konsulenter er hvide, de er ofte psykologer og de indskriver sig alle sammen i forståelsen af forløbet som værende spørgsmålet om tilknytning eller ej. Derfor er der en stor risiko for, at betydningen af den adopteredes racialitet underkendes i fortolkningen af den adopteredes behov og reaktioner. PAS-konsulenter indskriver sig desværre i helt bestemt forståelse af tilpasning og adfærd, hvor den adopterede bliver objektet for måling og objektet for succeskriteriet om, hvornår er du integreret, tilpasset og indlejret i en dansk kultur og familie."

Når den adopterede er objektet for adoptionens succes eller ej, skabes der, ifølge de to aktivister, nogle særlige sociale krav, som ofte resulterer i en adfærdsregulering hos den adopterede, hvis denne ikke lever op til kravene. I den danske adoptantfamilie er der nemlig forudbestemte roller, som den adopterede forventes at udfylde:

"Det transnationalt adopterede subjektet må nødvendigvis bøje sig internt i familien, hvis man vil indgå i den her familie og hvis man ikke vil patroniseres. Som transnationalt adopteret forventes man indlejret i en danskhedsdiskurs. Så på den måde foregår der hele tiden små reguleringer af én som transnationalt adopteret" udtaler Larsen.

Heteroseksuelle børnefamilier

Adfærdsreguleringen opstår ikke kun på det uformelle familiære plan. Den er fundamentalt indlejret i det transnationale adoptionssystem, mener Larsen:

"Du kan læse transnational adoption i sig selv som social kontrol. Når man kigger på afgiver- og modtagerlandene, kan man se hvordan en biopolitik spiller ind. Eksempelvis er det i forhold til Sydkorea tydeligt, hvilke familieformer man vil fremme i forhold til hvilke der nedprioriteres."

Adoption bliver derved brugt til, at regulere hvilke familier og familieformer som skal bestå. Hvis en kvinde f. eks. har "tilladt sig" at få et barn uden for ægteskab, er hun ofte udsat for et pres i forhold til at opgive sit barn. Dette er bare ét eksempel på, hvordan det især er kvinder i udsatte positioner, som får adoptionssystemets magt at føle, siger Gullach. Men reguleringen af bestemte familieformer er ikke kun forbeholdt afgiverlandene. Der foregår en lignende regulering i modtagerlandene, såsom Danmark, mener Larsen. Reguleringen i disse lande handler derimod om hvilke familier, der får adgang til at reproducere sig selv, enten i form af at få sit eget biologiske barn eller via adoption:

"Det er hele vejen ned i de transnationale adoptioner, at der er social kontrol – også i modtagerlandene. Man har især den heteronormative kernefamilie, som ideal og den regulerer man ud fra, når man eksempelvis skal godkende eller afvise kommende adoptanter."

Ekskluderende inklusion

Den danske kernefamilie er især godt beskyttet, når det kommer til forholdet mellem de biologiske familier og adoptantfamilierne, mener Larsen og Gullach. Adoptantforældrenes behov prioriteres nemlig ofte højest. Et klart eksempel på dette er, ifølge Gullach, offentlighedens håndtering af sagen om de kenyanske førstefamilier, der lagde sag an for at få deres børn tilbage, som var blevet bortadopteret til Danmark:

"Det bliver adoptanterne, der har det primære krav og den primære ret til at få skabt en familie. Mødrene og de oprindelige forældre blev reduceret til at være en biologisk produktionsenhed, som hele tiden blev draget i tvivl om deres claim for deres egne børn."

Som Larsen påpeger, så sker der altså, i iveren efter at inkludere den adopterede i danskheden, en stærk eksklusion af førstefamilierne. Ifølge Gullach viser eksklusionen af de biologiske familier netop "hvad det er transnationalt adopterede udsættes for, når de kommer til Danmark", og siger samtidig at fokusset er på "hvad barnet skal opfylde og give til den danske familie, og hvad barnet skal give 'mig' som forælder. I forhold til hvad barnet bærer med sig."

Den vrede adopterede

APF startede som en uformel aktivistgruppe på Facebook. Nu er de blevet en politisk organisation som bl.a. har afgivet høringssvar til arbejdsgruppen under den tidligere SR-regering i forhold til det nye lovforslag, som omhandler transnational adoption.  Selv bruger de udtrykket, at de "tiltager sig retten" til at kalde sig eksperter. Eksperttitlen er nemlig svær at få tildelt som transnational adopteret, siger Gullach:

"Det er meget interessant, for der skal ikke særlig meget til på den anden side for at blive tildelt en rolle som ekspert. Men i kraft af at vi er det objekt, der tales om, kan vi ikke automatisk få tilskrevet den titel."

Det er i det hele taget en udfordring, at blive opfattet som "almindelig" kritisk i adoptionsdebatten, når man selv er transnationalt adopteret, fortæller Gullach:

"Næsten alle jeg har mødt, som er kritiske overfor transnational adoption, er blevet mødt med forudsætningen om, at man enten er en ulykkelig adopteret eller en vred adopteret, som et forsøg på at få os til at tie stille, men også som forklaringsmodel. Der må være noget bag. Man kan ikke bare være kritisk, man kan ikke bare være nuanceret i sit syn. Der er nødt til at være et eller andet helt galt."

De to adoptionsaktivister vil ikke tie stille. De vil blive ved med at gøre op med adoptionsmyterne, strukturerne, den historiske arv og arbejde på en nuancering af debatten, med eller uden en officiel eksperttitel, og heldigvis for det.

|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta