Retten til selvstændig forsørgelse

Retten til selvstændig forsørgelse

Da Dansk Kvindesamfund blev stiftet, var foreningens vigtigste formål at arbejde for, at kvinder fik mulighed for at forsørge sig selv. Man mente, at økonomisk uafhængighed var en betingelse for, at kvinden kunne blive en selvstændig del af samfundet og af familien. Dansk Kvindesamfund gik derfor ind i arbejdet for kvinders ret til betalt arbejde.

Industrialiseringen havde gjort, at de opgaver, som kvinder traditionelt havde taget sig af, i stort omfang var overgået til fabrikkerne. Det var for eksempel tøjfremstilling og fremstilling af madvarer. Desuden havde udvandringen til andre lande medført, at der var et underskud af mænd. Derfor havde kvinder mere end nogensinde brug for at kunne forsørge sig selv.

Caroline testman (1839-1919)

Kvindernes uddannelsesmuligheder var stærkt begrænsede. Dansk Kvindesamfunds første tiltag var derfor at oprette fagskoler, hvor kvinder kunne få de nødvendige kvalifikationer. Handelsskolen for Kvinder blev således oprettet i 1872, under ledelse af foreningens daværende forkvinde, Caroline Testman. Skolen uddannede unge piger til job inden for handel og kontor, da det var en branche i stor vækst. I 1876 oprettede man Tegneskolen for Kvinder, som uddannede kvinder til at arbejde inden for kunsthåndværk og de grafiske industrier. Tegneskolen for Kvinder eksisterer stadig, men kendes i dag som Danmarks Designskole. Dansk Kvindesamfund arbejdede også for at få kvinder optaget på Kunstakademiet, og da det lykkedes i 1888, blev tegneskolen anerkendt som forskole til Kunstakademiet.

Tegneskolen for kvinder

Dansk Kvindesamfund satte også initiativer i gang, som kunne skaffe kvinder uddannelse inden for tømrer- og snedkerfaget. Planen var at finansiere et værksted. Det endelige resultat blev, at man oprettede et legat, der skulle støtte kvinder, der ville uddannes inden for håndværk. Dette legat kom til at have stor betydning for uddannelsen af møbelsnedkere og bogbindere.

Foreningen arbejdede også for faggrupper som tjenestepiger, syersker og andre, der var tilknyttet det huslige arbejde. Her var forholdene utroligt dårlige, lønningerne dækkede som regel ikke udgifterne til mad og husleje. Der var mange tilfælde, hvor kvinder arbejdede 11-12 timer dagligt, men kun fik 1 krone i løn. Dansk Kvindesamfund oprettede derfor et fæstekontor og et engagerings- og oplysningskontor. Disse kontorer skulle sikre, at kvinderne blev ansat til en ordentlig løn, eller som en anden mulighed, at de kom i lære inden for et håndværk. Desuden gav man økonomisk hjælp til de kvinder, der var hårdest ramt.

Lærerfaget tiltrak også mange kvinder, fordi det var nogle af de samme opgaver, som kvinderne havde taget sig af i hjemmet. Der var dog mange forhindringer, som skulle overvindes. På det tidspunkt tvivlede mange på, om piger overhovedet skulle gå i skole. At kvinder så også skulle få mulighed for at undervise på drengeskoler, var for meget! De første seminarier for lærerinder blev derfor sat i gang af foregangskvinder som Natalie Zahle, fordi de eksisterende seminarier var forbeholdt mandlige studerende. I 1859, havde kvinderne fået lov til at aflægge eksamen på seminarierne. Det krævede dog, at de havde en forskole, og at de kunne betale for undervisningen. I den udstrækning det var muligt, gav Dansk Kvindesamfund her økonomisk støtte til kvinder, der ellers ikke kunne tage uddannelsen.

Thora Pedersen (1875-1954)

På det overordnede plan arbejdede Dansk Kvindesamfund hårdt for, at kvindelige lærere skulle have samme rettigheder som mandlige. Det var ikke alene adgangen til uddannelse, men også lønforholdene, der var til debat. Den generelle holdning inden for skolevæsenet var, at kvindelige lærere skulle have langt lavere løn end de mandlige. Det var fordi, mænd jo havde en familie at forsørge. Desuden var kvinden også mere vant til at leve sparsomt, så hun havde ikke brug for at tjene lige så meget som manden. Lidt efter lidt blev skolevæsenet forandret, men kampen for ligeløn fortsatte over en årrække. Staten nedsatte i 1917 en lønningskommission, der skulle undersøge mænd og kvinders lønforhold. Dansk Kvindesamfund foreslog, at en kvinde skulle repræsentere de kvindelige arbejderes interesser i kommissionen. Det blev vedtaget, og foreningen anbefalede lærerinden Thora Pedersen. Det viste sig at være et klogt valg. Da ligelønsloven i 1919 blev vedtaget, var det i høj grad på grund af Thora Pedersens indsats. Loven dækkede dog kun det offentlige arbejdsmarked.

Mathilde Fibiger (1830-1872) var forfatter og feminist. I bogen Clara Raphael fremsætter hun tanker om kvinders frigørelse og mangel på adgang til uddannelse. Hun blev medlem af Dansk Kvindesamfund ved foreningens oprettelse i 1871.

Mange kvinder ønskede også at arbejde inden for sygepleje, da det også havde været deres ansvar i familien. I forhold til modstanden imod kvindelige lærere var lægerne mildere stemt over for tanken om at overlade sygeplejen til kvinder. Her stod den største strid om, hvordan sygeplejerskerne skulle uddannes. Foregangskvinden på dette område, Charlotte Norrie, kæmpede for at få en godkendt sygeplejeuddannelse. I samarbejde med Dansk Kvindesamfund havde hun også en omfattende kursusvirksomhed. Her blev kommende sygeplejersker forberedt til deres arbejde. Dansk Kvindesamfund gav også her støtte til studerende, der ellers ikke kunne få uddannelsen.

Kvindernes adgang til universiteterne gik forbavsende smertefrit. Efter at Nielsine Nielsen i 1874 havde søgt Undervisningsministeriet om lov til at gå på medicinstudiet, besluttede man at rette henvendelse til resten af universitetet for at høre deres holdning til kvindelige studerende. Ved kongelig resolution fik kvinderne i 1875 adgang til alle fakulteter, dog med undtagelse af det teologiske fakultet. Samtidig med at kvinder fik adgang til universiteterne, blev det også understreget, at det ikke automatisk sikrede dem ret til arbejde på lige fod med mændene.

Rigmor Larsen var den første kvindelige teolog i Danmark. Her ses billede fra hendes eksamen i 1918.

Nielsine Nielsen blev Danmarks første kvindelige læge. Hun var et godt eksempel på, at den økonomiske støtte som Dansk Kvindesamfund uddelte til kvindelige studerende, rent faktisk virkede. Nielsine Nielsen blev også senere aktiv i Dansk Kvindesamfund og fortaler for kvinders valgret.

Kvindernes rettigheder til uddannelse og arbejde kom altså ikke af sig selv. Det krævede en målrettet indsats af kvindesagsforkæmpere, der var villige til at gå nye veje for at skabe en bedre tilværelse for kvinder.

Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta