Retten til fri abort

Retten til fri abort

Den gældende lov om retten til fri abort blev vedtaget i 1973, men den har en lang forhistorie. Allerede i 1932 nedsatte man en svangerskabskommission, der skulle undersøge abortspørgsmålet, og i 1939 kom den første abortlov. Den tillod abort inden for visse rammer, men adgangen til abort var stadig begrænset. Det var dog en forbedring af forholdene, fordi abort (eller ”fosterfordrivelse” som det hed dengang) tidligere havde ført til fængselsstraf. Debatten om abort døde dog aldrig hen, men blev taget op med jævne mellemrum.

I starten af 1960erne var der mangel på arbejdskraft, og det medførte et pres for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I den forbindelse blev problemet med familieplanlægning aktuelt. Hvis kvinderne skulle integreres på arbejdsmarkedet, var det en betingelse, at de kunne planlægge deres graviditet. Interessen for fødselskontrol spredte sig nu fra kvindesagskredse til almindelige arbejdssøgende kvinder, og det gav abortforkæmperne ny vind i sejlene.

Plakat fra Individ og Samfund 1969.

Dansk Kvindesamfund besluttede i 1966 at tage spørgsmålet om abort op. Inden for foreningen var holdningerne til abort skarpt optrukne. Ungdomskredsen i Dansk Kvindesamfund havde allerede i starten af 1960erne sat fri abort på deres program. De havde også planer om at arrangere abortrejser til lande, hvor abort var tilladt. På det tidspunkt havde Dansk Kvindesamfund ikke en afklaret holdning til spørgsmålet. Det førte til en konflikt, hvor ungdomskredsen i 1968 meldte sig ud af foreningen. De stiftede en selvstændig forening ved navn Individ og Samfund, der kun skulle koncentrere sig om abortspørgsmålet.

På landsmødet i 1969 vedtog Dansk Kvindesamfund, at foreningen gik ind for retten til fri abort. De kritiske røster frygtede, at muligheden for abort ville blive benyttet i stedet for prævention. De frygtede, at dette ville føre til en yderligere forringelse af kvindens sociale stilling. Samtidig mente man dog, at abort var en så alvorlig beslutning, at det måtte være op til den enkelte kvinde at beslutte. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og personlige liv måtte komme i første række.

Samme år meddelte Danske Kvinders Nationalråd (i dag kaldet Kvinderådet) deres holdning til Justitsministeriet. Blandt de samlede danske kvindeorganisationer var holdningen til abort overvejende negativ. Ved afstemningen var der kun tre organisationer - Dansk Kvindesamfund, Socialdemokratiets kvinder i Danmark og Københavns kommunale sygeplejerskeforening - der stemte for retten til fri abort.

 

Go-Card fremstillet 1999 for Dansk Kvindesamfund og Sex & Samfund.

I samfundet som helhed rasede kampen om fri abort, men stemningen var ved at vende. I 1971 kom der flere kvindelige politikere i Folketinget, som gav deres fulde støtte til abortspørgsmålet. Det var med til at sætte fornyet kraft under abortkampagnen. Her arrangerede Dansk Kvindesamfund, sammen med den øvrige kvindebevægelse, en lang række demonstrationer og høringer. Disse havde stor indflydelse på folkestemningen. Da regeringen i 1973 fremsatte sit lovforslag om retten til fri abort, var resultatet nærmest givet på forhånd. I 1973 fik kvinder således ret til fri abort.

Hvor samfundet tidligere havde betragtet abort som fosterdrab, havde kvinden nu fået retten til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv.

Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta