Ligeløn

Ligeløn

Industrialiseringen ændrede opfattelsen af kvinder og mænds arbejde. Hvor man tidligere havde opdelt opgaverne i kvindearbejde og mandearbejde, så blev denne opdeling udvisket inden for industrien. På fabrikken var arbejdsopgaverne de samme for begge køn, og lønforholdene kom derfor også til debat. Tidligere havde kvindearbejde som regel været ulønnet eller langt dårligere betalt end mandearbejde. Nu blev spørgsmålet så, om kvinden skulle være lønarbejder på lige fod med manden, eller om hun skulle hellige sig husmodergerningen.

Diskussionerne om lønforholdene kom også til at afspejle denne splittelse. Fagforeningerne indvendte, at manden skulle tjene en ”forsørgerløn”, eftersom han skulle brødføde en hel familie. Kvindesagsforkæmperne derimod mente, at ligeløn var den eneste løsning. Kampen for ligeløn blev derfor fra starten sat i gang af kvindebevægelsen. Dansk Kvindesamfund var en af de førende drivkræfter, men selv her var man splittet med hensyn til kvindens rolle i samfundet. Man erkendte dog, at der var et stigende antal enlige og ugifte kvinder, som var nødt til at forsørge sig selv, og de skulle have samme betaling og samme vilkår som deres mandlige kollegaer.

 

Thora Pedersen (1875-1954)

I 1917 nedsatte staten en lønningskommission, der skulle undersøge lønforholdene hos mænd og kvinder. Dansk Kvindesamfund foreslog, at kommissionen skulle have et kvindeligt medlem, som kunne repræsentere kvindernes interesser, og det blev imødekommet. Foreningen anbefalede lærerinden Thora Pedersen. Hendes pædagogiske fornemmelse og dygtighed forenede alle de modstridende interesser i kommissionen. De endte derfor med at anbefale lige løn for lige arbejde, og loven blev vedtaget i 1919. Den omfattede dog kun offentligt ansatte. Lønforholdene på det private arbejdsmarked blev nemlig reguleret ved aftaler imellem arbejdsgiverne og fagforeningerne.

Da ligelønsloven var vedtaget, overlod Dansk Kvindesamfund initiativet til fagforeningerne, fordi man mente, at de var den naturlige platform for den fortsatte ligelønskamp. Som tiden gik, skete der ikke de store fremskridt. Kvindernes løn var stadig langt lavere, og deres arbejde blev i mange tilfælde ikke tillagt den store værdi. Da fagforeningerne i 1967 for 7. gang opgav kravet om ligeløn, blev det startskuddet til, at Dansk Kvindesamfund igen gik aktivt ind i kampen for ligeløn. Da Danmark i starten af 1960erne forhandlede om EF-medlemskab (det nuværende EU), kom ligelønsspørgsmålet frem igen. Dette skete, fordi de andre medlemslande havde langt strengere regulering på deres arbejdsmarkeder. Danmark forhandlede om optagelse i Fællesmarkedet (hedder i dag Det indre marked) 1961-63, indsendte en ny ansøgning i 1967 og blev medlem i 1973. I denne periode havde politiske aktører altid EF-politikken i baghovedet, også når de diskuterede ligeløn.

Fra 1960 var den danske aftalemodel under stigende pres. Dels fordi udbygningen af velfærdsstaten krævede strammere samfundsøkonomisk styring. Dels fordi Danmark i EF/EU gik i samarbejde med lande, hvor arbejdsmarkedet i langt højere grad var statsreguleret. Denne udvikling fik afgørende indflydelse, ikke bare på ligelønsspørgsmålet, men på ligestillingspolitikken i det hele taget. Arbejdsmarkedets parter kunne nu ikke længere fralægge sig ansvaret for forskelsbehandling af arbejdskraften. I 1970'erne kom generelle ligestillingsspørgsmål som for eksempel børnepasning ind fagbevægelsens programmer.

Der er dog stadig ikke ligeløn i Danmark. I 2010 startede FOA, HK, 3F, Socialpædagogerne og Det nationale Ligelønsnetværk en kampagne, der hed Kvindernes sidste arbejdsdag. Her gjorde man opmærksom på, at kvinder i gennemsnit tjener 18% mindre end mænd. Ligeløn er også en sag, der stadig er på Dansk Kvindesamfunds dagsorden, og er en af mærkesagerne.

Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta