31. marts 2010
Kategori: Nyhed
Et øget antal kvindelige ledere i erhvervslivet vil skabe større vækst, forbedret drift og øget ligestilling, siger den islandske ligestillingsminister Árni Páll Árnason
Island har nu vedtaget en lov om kønskvotering i virksomhedsbestyrelser. Inden 1. september 2013 skal alle virksomheder, der har mere end 50 ansatte, have begge køn repræsenteret i deres bestyrelser med mindst 40 procent. Udover det bliver virksomheder med 25 eller flere ansatte nu forpligtede til at offentliggøre, hvor mange kvinder og mænd der er ansat, og hvor mange af dem, der er i virksomhedens ledelse.
Til NIKK udtaler den islandske ligestillingsminister Árni Páll Árnason:
-Jeg er overbevist om, at vedtagelsen af denne lov vil komme det islandske samfund og erhvervsliv til gode. Et øget antal kvindelige ledere i erhvervslivet vil skabe større vækst, forbedret drift og øget ligestilling.
Loven blev vedtaget med et lille flertal i det islandske parlament, hvor 32 ud af 63 parlamentsmedlemmer stemte for forslaget og 11 undlod at stemme.